Persondataforordningen
Skal jeg have en databehandleraftale med regionen, når jeg afregner?
Regionen oplever flere henvendelser fra ydere, som er i tvivl, om de skal have en databehandleraftale med regionen, fordi de indsender personoplysninger til brug for afregning af honorar.
Svaret er, at det skal yderne ikke.
Det kan forklares sådan, at der i persondataretten opereres med to forskellige former for overførsel af oplysninger: videregivelse og overladelse.
Det er kun, hvis der sker overladelse af oplysninger, at der skal laves en databehandleraftale. Ved en overladelse beder den dataansvarlige databehandleren om at behandle oplysningerne på en måde, som den dataansvarlige bestemmer. Den dataansvarlige bibeholder altså ejerskabet/ansvaret for de oplysninger, der overlades. Databehandleren løser en opgave for og givet af den dataansvarlige.
Når du som yder (dataansvarlig) indsender regninger til regionen, så er der tale om en videregivelse af oplysninger. Du sender oplysningerne til regionen (også dataansvarlig), så regionen kan afregne dit honorar. Regionen behandler ikke oplysningerne på vegne af dig, sådan at du kan løse en opgave. Regionen løser derimod en opgave, som regionen er pålagt i lovgivningen.
Da der er tale om en videregivelse af oplysninger, er der derfor ikke behov for, at du indgå en databehandleraftale med regionen.
____________________________________________________________________
Praksisadministrationen