PKOrientering, marts 2021 - Hospitalsenheden Vest
Flytteproces til Gødstrup
Der vil løbende blive udsendt information omkring flytteprocessen når det er relevant for os praktiserende læger. Nedenstående er de datoer der er fastlagt nu:
1. februar 2021
Brystkræftscreeningen er startet op i Center for Sundhed (CFS) Holstebro
1. april 2021
Præhospitalets ambulance og Præhospitalets lægebil i drift fra CFS, Holstebro
3. og 4. maj 2021
Flytter lægevagtsvisitationen til CFS
17. maj 2021 (Uge 20)
Opstarter hovedparten af de kommende HEV-klinikker i CFS:
- Blodprøvetagning
- Tappevogn - onsdage
- Klinik for leddegigt og bindevævssygdomme
- Klinik for diabetes og hormonsygdomme
- Jordemoderklinik og fødselsforberedelse
- Kræftklinik
- Øjenklinik
- Enhed for lindrende behandling
1. september 2021
Opstart i CFS:
- Røntgen
- Lægevagt
- Hjerteklinik
22. september 2021
Opstart af Akutklinik i CFS
26. september 2021
- Holstebro-matriklen lukkes – patientflytning påbegyndes kl. 06.00 søndag morgen
- Akutmodtagelsen i RH Gødstrup åbnes
31. oktober 2021
Herning-matriklen lukkes – patientflytning påbegyndes kl. 06.00 søndag morgen
Patienter til klinikkerne i CFS vil blive inkluderet ud fra et mål om nogenlunde at være selvhjulpne – der findes ikke portørhjælp og huset er ikke hospitalsklassificeret – det er derfor vigtigt at relevante oplysninger om funktionsevne kan læses i henvisningen – som altid :-)
Gynækologisk-Obstetrisk afdeling
Praksiskonsulent Jane Boelskifte
Perinatal audit
Det gode fødselsforløb… Der laves hvert år “perinatal audit” for at kvalitetssikre og arbejde med af forbedre omsorgen omkring graviditet og fødsel. I dette arbejde ser man kritisk på alle fødsler i regionen, som havde et kompliceret forløb. Materialet omfatter følgende grupper af børn:
- Levendefødte, der døde i løbet af de første 7 dage uanset gestationsalder.
- Nyfødte med lav Apgar score, det vil sige <7 efter 5 minutter.
- Nyfødte med navlesnors-pH<7.0, uafhængigt af Apgar score.
Den perinatale mortalitet er faldende i den vestlige del af Region Midtjylland: 0,23 i 2019 mod 0,53 i 2010. I 2019 var der i den vestlige del af regionen 12 perinatale dødsfald, 8 intrauterint og 4 neonatalt.
I år kom der særligt fokus på vigtigheden i at optimere samarbejdet mellem sektorerne.
Man fandt 2 forløb med kompliceret fødsel på grund af store børn, begge med skulderdystoci. I begge forløb var der ikke lavet OGTT trods indikation. Information og invitation til dette forventes at foregå i almen praksis.
Man fandt 3 cases med GBS hvoraf de 2 endte fatalt for barnet. Derfor er systematisk screening af urinen vigtig. Ved fund af GBS er det forventet at det noteres i vandrejournalen og gerne at der sendes en korrespondance til afdelingen. Dette med henblik på at kvinden får antibiotika ved fødslens start.
23% af casene involverer kvinder med psykosocial belastning. Derfor er vores svangrehenvisning ved 1. graviditetsundersøgelse meget vigtig. Her tænkes især på omhyggelig information på svangre journalen samt korrekt niveau-deling. Det bør tydeligt fremgå af vores svangrehenvisning hvis der foreligger en psykosocial belastning.
Børn og Unge
Praksiskonsulent Jane Boelskifte
Børn med daginkontinens og enuresis
For at modtage børn og unge med daginkontinens og enuresis skal der medsendes VVS ved henvisningen. Hvis ikke betyder det af familien skal ind i afdelingen igen til et ekstra besøg.
Definitorisk har et barn daginkontinens når det ikke er renlig i dagtid som 5-årig og enuresis når barnet ikke er renlig om natten som 6 årig. Vi vil derfor meget gerne have børnene henvist i denne alder så der tidligt kan sættes behandling i gang.
Da vi ofte oplever, at der ikke er udfyldt væske-vandladningsskema, vil vi gerne gøre opmærksom på, at dette skal foreligge inden henvisningen sendes.
Væske-vandladningsskemaet skal medsendes henvisningen, det er ikke nok at beskrive det i teksten. Grunden til dette er, at de informationer vi skal bruge, ofte ikke er beskrevet i teksten. I kan både vedhæfte skemaet i henvisningen eller sende det ind med posten, husk blot at skrive cpr. nr. på.
Vejledning til udfyldelse af væske-vandladningsskema:
- Der ønskes udfyldelse af 2 dage og 7 nætter ved enuresis.
- Der ønskes udfyldelse af 2 dage ved daginkontinens.
Det er vigtigt at dagene ligner "almindelige" dage, og altså ikke er en dag, barnet er til fødselsdag eller andet. Dagmålingerne behøver ikke være 2 dage i forlængelse af hinanden.
Det er også vigtigt at ALLE vandladninger og ALT indtaget væske er på skemaet, så skemaerne kan IKKE udfyldes på skoledage.
Barnet skal sove med ble de nætter, der måles, hvis de ikke gør det i forvejen, da det ellers er umuligt at kvantificere den natlige urinproduktion. De nætter, der laves målinger, skal den første vandladning om morgenen også måles og nedskrives.
Da skemaet er en af grundstenene i valg af behandling og vejledning til familien er det meget vigtigt, at forældrene er informeret om, at korrekt udfyldelse er afgørende for om vi kan starte behandling.
For øvrig information henvises til patientforløbsbeskrivelser, der er for enuresis og daginkontinens hos børn på Sundhed.dk.
Antihistamin ved akutte allergiske fødevarereaktioner
Afdelingen har erfaret, at vagtlæger anbefaler antihistamin ved akutte allergiske fødevarereaktioner uden at informere familierne om, at observere barnet/den unge efterfølgende. Det er uhensigtsmæssigt, da antihistamin kan sløre advarselssymptomerne ved en potentielt livstruende allergisk reaktion. Antihistamin kan få urticaria og angioødem til at aftage, men det kan ikke forhindre, at patienten udvikler anafylaksi.
Hvis en patient får allergiske symptomer efter fødeindtag, skal man selvfølgelig vurdere sværhedsgraden af symptomerne med henblik på om der er indikation for adrenalin i.m. og/eller indlæggelse. Adrenalin skal gives ved respirationsbesvær eller hvis patienten bliver stille, bleg og slap (tegn på BT fald). Gives det, skal patienten altid indlægges akut (112) til observation.
Ved mildere symptomer som fx urticaria, skal man se an i 1,5-2 timer og informere de pårørende om at observere tæt for tegn på forværring. Hvis barnet/den unge efter den observationstid er stærkt plaget af kløe og ubehag, og der ikke er tegn på symptomforværring, kan det være ok at give p.o. antihistamin i standard dosering. Ordinerer man det, skal man informere forældrene om at fortsætte den tætte observation, så barnet/den unge ikke bare får lov at sove flere timer uovervåget.
Effekten af antihistamin varer i op til 3 døgn, så i den periode skal familien have skærpet opmærksomhed for at undgå, at barnet/den unge får den eller de fødevarer, han/hun ikke tåler.
Socialmedicinsk afdeling
Praksiskonsulent Dorte Hougaard Navntoft
Ansættelse af socialsygeplejerske i Hospitalsenheden Vest
Hospitalsenheden Vest opretter fra 2021 en 1 socialsygeplejerskestilling forankret i afdelingen Klinisk Socialmedicin og Rehabilitering(KSR), men med funktioner i Akutafdelingen samt andre afdelinger hvor behovet findes.
Socialsygeplejersken vil primært koncentrere sig om:
- At støtte den konkrete patient ved hospitalskontakter og forløb.
- Sparring med personale i forhold til den konkrete udsatte patient.
- Kontakt til nøglepersoner i kommunerne vedrørende kommunale tilbud.
Fyraftensmøde
HUSK fyraftensmøde afholdes tirsdag den 27. april 2021, kl. 17.00 – 19.00 i foredragssal 1-2 på Regionshospitalet Holstebro.
Programmet til fyraftensmødet oplyses senere, men du kan allerede nu tilmelde dig fyraftensmødet her: https://rm.plan2learn.dk/Kursusvalg.aspx?id=80024
En dag på Medicinsk afdeling
Sæt kryds i kalenderen… Der afholdes Temadag på Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest tirsdag den 11. maj 2021, kl. 08.15 - 15.00. Program og tilmelding m.m. følger senere.
Brug Praksiskonsulenterne
Hvis du synes der er ting der ikke fungerer optimalt i forhold til samarbejdet med Hospitalsenheden Vest, så tøv ikke med at kontakte praksiskonsulenterne. Vi er til for dig.
Praksiskoordinator
Hospitalspraksiskonsulenter
Jane Boelskifte Ågårdsvej 2 |
Børn og Unge Gynækologisk-obstetrisk afd. |
|
Kate Meedom Klostergaard Nørregade 10, 1.sal. |
Ernæringsenheden Neurologi Onkologisk afd., Palliativt Team |
|
Jørgen Buch Hagelskjær Stationsvej 35, 4. |
Ortopædkirurgisk afd., Anæstesiologisk afd., Præhospitalet |
|
Henning Tved Bredgade 67, 1. |
Klinisk Biokemisk afd. |
|
Claus Rækby Larsen Sct. Jørgens Gade 17 |
Røntgenafdelingen, Nuclearmedicinsk afd. |
|
Anne Marie Rask Bredgade 29-33 |
Kirurgisk afd., Urinvejskirurgisk afd. |
|
Malene Lindvig Thrigesvej 11 B |
Akutafdelingen Hjertesygedomme |
|
Dorte Hougaard Navntoft Stationsvej 35, 4. |
Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering | |
Pernille Damsted Strandparken 5 |
Øre-næse-halsafdelingen Øjenafdelingen Arbejdsmedicin |
|
Anette Byskov-Nielsen Rådhusstræde 3, st. |
Medicinsk afdeling |
_____________________________________________________________
Jørgen Buch, Praksiskoordinator
Sendt til praktiserende læger i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Struer og Lemvig kommuner |
Indhold leveret af:
8800 Viborg