Spring til indhold

Henvisning af patienter med mistænkt arytmi til Holter-monitorering eller event-recording, HE-Vest

Vejledning om henvisning af patienter med mistænkt arytmi til Holter-monitorering eller event-recording i Hospitalsenheden Vest

På de hjertemedicinske afdelinger i Region Midtjylland modtages mange henvisninger af patienter med mistænkt arytmi til Holter-monitorering eller event-recording. Disse er tidskrævende og dermed bekostelige undersøgelser, og det er vigtig at de rigtige patienter henvises til de rigtige undersøgelser.

Nedenfor følger forslag til hvilke patientgrupper der kan undlades henvist til udredning, og hvilke der altid bør henvises til Holter-monitorering, typisk 1-2 dage eller Event-recording typisk 1-2 uger:

Undlades henvist til Holter:

  • Yngre patienter (under 50 år) med ekstrasystoli fornemmelse eller kortvarig hjertebanken: Behøver ingen Holter-monitorering: Vi foreslår i stedet et langt EKG, biokemisk screen, anamnese vedrørende stress og koffeinindtag.
  • Patienter der er nervøse for at fejle noget med hjertet, men uden objektive tegn hertil: Behøver ingen Holter-monitorering. Der foreslås alm. EKG, familieanamnese, screen af kolesteroltal og blodtryk.
  • Patienter med ortostatisme eller faldtendens, men ikke regelrette synkoper eller nærsynkoper: Ortostatisk blodtrykstest (kan foregår i almen praksis), EKG, behøver ingen Holter-monitorering.

Bør henvises til Holter/Event Recording:

  • Patienter med hjertebanken af længere varighed, typisk over 5 minutter ad gangen: EKG og Holter-monitorering, eller event-recording mhp paroxystisk supraventrikulær takykardi.
  • Patienter over 50 år eller med kendt iskæmisk hjertesygdom eller hypertensio arterialis, med hjertebanken: Holtermonitorering mhp paroxystisk atrieflimren, anden supraventrikulær takykardi eller ventrikulær arytmi.
  • Patienter med synkoper: EKG, Ekkokardiografi og Holter-monitorering (1-2 døgn) eller Event-recording (1-2 uger).
  • Patienter med TCI, apopleksi eller andet emboli fænomen: Holter-monitorering 2-3 døgn. Disse ptt. udredes typisk via neurologisk afd, der så rekvirerer Holter.

OBS for denne patientgruppe at beskrive anfaldshyppigheden, så vi kan iværksætte den relevante monitorerings-periode.

_____________________________________________________________

Troels Niemann, Ledende overlæge, Hjertesygdomme, Hospitalsenheden Vest 
Malene Lindvig, Praksiskonsulent

Sendt til praktiserende læger i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Struer og Lemvig kommuner