Spring til indhold

PKOrientering nr. 3, november 2017 - Hospitalsenheden Horsens

Dette nyhedsbrev indeholder fortrinsvis information fra informationsmødet den 24. oktober 2017 suppleret med seneste nyt. HUSK næste informationsmøde afholdes torsdag den 22. marts 2018, kl. 17.00 – 20.00

Nr. 3, november 2017 
 

 

Kære Kolleger

Efterårets informationsmøde var igen med stor tilslutning fra hospital og kolleger – det gav gode diskussioner og håber at alle fik noget med hjem.

I dette nyhedsbrev viderebringes fortrinsvis information fra mødet suppleret med seneste nyt.

Vi har som tidligere udmeldt fået ansat nye praksiskonsulenter ved alle afdelinger – husk kontakt for ønsker, ros og problemer -  se dem her

HUSK næste informationsmøde afholdes torsdag den 22. marts 2018, kl. 17.00 - 20.00.
 

FMK - Husk ajourføring

Hvis vi skal sikre god og sikker medicinering af vore patienter kræver det, at vi alle gør en indsats – og specielt ved sektorovergange er det vigtigt, at sikre ajourføring.

Vi har lavet en lille uvidenskabelig undersøgelse i samarbejde med afdelingerne, og på en given dag, var den bedste ajourføringsgrad 7/20 - 35 %. Det vil sige der er plads til forbedring.

HUSK ajourføring af FMK ved henvisning af egne patienter til hospitalet - gælder også ved svangrehenvisninger !

 

Cave

Hvis patienten har en medicinsk CAVE, så husk at anføre det på henvisningen, idet CAVE ikke altid overføres automatisk fra vore systemer !

 

Speciallægerådgivning fra hospital til praksis

Overordnet forventes mulighederne udnyttet udfra følgende enkle opdeling:

  • AKUT  - Spørgsmål i forbindelse med evt akut indlæggelse   - >  bagvagt  via omstillingen.
  • Ikke akut men behov for svar nu og eller behov for drøftelse   - >  specialetelefon se http://www.hospitalsenheden-horsens.dk/fagfolk/praksis/ 
  • Ikke akut – kan vente og konkret afgrænset spørgsmål  - > korrespondance til afdelingen. Forventet svar indenfor 3 hverdage.

 

Klyngestyregruppen - nye aftaler

Klyngestyregruppen er et udvalg nedsat med repræsentanter for kommuner (Horsens, Odder, Skanderborg og Hedensted), hospital og almen praksis (koordinator og PLO repr.).

Her diskuteres tværgående emner med henblik på bedring af samarbejdet og følgende emner med relevans for praksis er aftalt:  rygestophenvisning og samarbejde om den terminale patient.

Henvisning til rygestopundervisning fra praksis

Målgruppe:

  • Patienter med kroniske sygdomme, gravide og udsatte borgere, der har brug for en proaktiv indsats for at begynde et rygestopforløb.
  • Rygere generelt, der ønsker og er motiveret for rygestop,og som kan henvises som led i en forebyggende indsats.

Henvisning: 

  • Anvend dynamisk henvisning ”kommunehenvisning” – noter tlf. og ”Pt. ønsker rygestop”. Bemærk at henvisning selv finder rette adresse og der er på henvisning link til relevante kommunale tilbud.

Forløb:
 
 
Kommunens rygestoprådgiver kontakter pt. indenfor 7 dage og forløb opstartes indenfor 3 uger.

OBS Pt. kan fortsat selv henvende sig til kommunens visitation med henblik på rygestopkursus, med denne aftale får vi bare en ekstra mulighed for at skubbe lidt på patienten. 

Samarbejdet om terminale patienter – Horsensklyngen

Med baggrund i gældende sundhedsaftale, samt gældende aftale mellem regionen og almen praksis, er det via drøftelse mellem involverede parter lykkedes at udarbejde en enkel oversigt over vigtigste emner.

Læs/print folderen: Samarbejdsaftale om den terminale patient

Vi har forsøgt at stille skarpt på vigtige områder  og sikre samarbejde heromkring – læs bl.a. om:

  • Forenklet procedure ved terminalerklæring til kommunen - > send korrespondance
  • Samarbejde med hjemmesygeplejen er vigtig hvis det skal fungere – derfor kan det være fornuftigt med et fælles møde hos patienten
  • Palliativ team og Hospice målgrupper – ved tvivl kan de altid kontaktes
  • Husk palliativ døgnvagt ved behov!
  • Plejeorlov er en kommunal bevilling – det vil sige kræver en kommunal vurdering.

Link til aftale ydelse 4801:  https://www.laeger.dk/terminalpleje-i-region-midtjylland

Ved spørgsmål kontakt Praksiskoordinator Bruno Melgaard Jensen, bmj@dadlnet.dk

 

Kort om Hernie  - oplæg på informationsmødet v/ Hans Friis-Andersen

Afdelingen kunne godt tænke sig …

  • Relevant info i henvisninger: defekt str., placering, reponeres?, cic, FMK, BMI
  • Fokus på kvinder med lyskenære hernier: farligt!
  • Bed forældre tage billede af børnehernie: ej set = øget risiko for fejl
  • Unødvendigt med UL af lyskenære hernier: ressourcespild, sjældent nødvendigt
  • Kroniske smerter (> 3-6 mdr.): prøv NSAID og Pamol i 6-12 uger før henvisning
  • Større hernier: præ-op optimering, vær pro-aktiv
  • Vægttab og rygeophør: ufravigeligt krav, såååå hjælp os!! ikke tage på igen!!
  • Hernier efter laparotomi: hurtig henvisning, brokbælter !!!

Se overlæge Hans Friis-Andersens oplæg: Hernie kirurgi på HEH

 

Ændring af de udkørende tilbud til KOL-patienter fra Hospitalsenheden Horsens

Den 15. december 2017 ændres de udkørende tilbud fra Lungegruppen til KOL patienterne i vores optageområde.

Hvor der før har været opfølgning på udvalgte forløb via en KOL case manager, bliver der nu en KOL følge-hjem funktion.

Ændringen opstår som følge af den nye KOL forløbsplan, den nye overenskomst med de praktiserende læger, samt forskning, som vores udviklingssygeplejerske Karen Bagger Ersgard har deltaget i. Denne forskning konkluderer, via et review, at der ikke er evidens for, at en intervention er overlegen i forhold til andre.

Derfor forsøger vi nu at gå nye veje for at se, om vi kan optimere forløbene for de svageste og mest syge KOL patienter.

Det nye tilbud er en følge-hjem funktion udgående fra lungemedicinsk afsnit men med mulighed for at følge hjem både fra P7 og Akutafdelingen.

De patienter, som følges hjem udvælges af speciallæge og KOL sygeplejerske, men er primært patienter med mange indlæggelser, komplicerede forløb eller sociale forhold, som gør at de har brug for denne superviserede overgang.

Når patienten er fulgt hjem tilbydes et opfølgende forløb enten via lungemedicinsk ambulatorium eller et telemedicinsk forløb ved følge-hjem KOL sygeplejersken.

Vores udgående iltsygeplejerske funktion fortsætter uændret.


Pernille Sarto, Overlæge / Peter Raun, Praksiskonsulent

  

Information fra afdelingerne

Akutafdelingen

Overbelægning- spidsbelastninger
På grund af ujævn fordeling af patient belastning over døgnet, oplever akutafdelingen overbelægning i spidsbelastnings perioderne, kl. 12.00 - 16.00 (11.00 - 17.00).

For at udjævne belastningen, og dermed reducere overbelægning og undgå patienter på gangene, vil visitationen spørge om mulighed for at flytte indlæggelsen til en mindre belastet periode af døgnet. Det er altid indlæggende læge, der afgør om ønsket kan efterkommes, så spørgsmålet skal ikke ses som et forsøg på at undgå indlæggelser, men et reelt forsøg på at udjævne belastningen hvor det er muligt.

Svar-ambulatorie: Akutafdelingen har pr. 1. oktober 2017 etableret et "svar-ambulatorie" som er en telefonisk ambulatoriefunktion til svar på prøver/undersøgelser, der er foretaget under indlæggelse i akutafdelingen. Akutafdelingen følger således aktivt op på alle prøver og undersøgelser iværksat af afdelingen.

HUSK FMK ajourføring ved indlæggelse af egne patienter i akutafdelingen!


Ulf Hørlyck, Ledende overlæge / Mette Pavlik, Praksiskonsulent

  

----------

Billeddiagnostisk Afdeling

Patienterne kan nu selv booke tider til røntgenundersøgelser i Horsens og Skanderborg.

Booking af tider til blodprøvetagning via nettet er kendt af mange i området. Nu er der også mulighed for at booke tid til røntgenundersøgelser via samme hjemmeside www.booking.rm.dk. Patienten kan derved selv bestemme, hvilke tidspunkt der passer dem bedst og samtidig undgå ventetid i afdelingen.

Patienten har nu følgende muligheder:

  1. Patienten kan komme i et af vores åbne ambulatorier, hvor man blot møder op - og her er der stor risiko for ventetid. (se åbningstider på www.hospitalsenheden-horsens.dk). Husk at skrive åbent amb. i henvisningen. 
     
  2. Patienten får tilsendt en tid til røntgen via e-Boks/posten
     
  3. Patienten booker selv en tid på www.booking.rm.dk med deres NemID og undgår ventetid. Husk at skrive ”booker selv” i henvisningen.

Hvorfor ønsker vi at indføre muligheden for booke selv røntgen tider?

Afdelingen i Horsens og Skanderborg modtager dagligt cirka 300 til 350 patienter. Vi gør alt for at prioritere og planlægge mest hensigtsmæssigt. En del patienter kommer uden forudgående tider. Disse undersøgelser er, af sagens natur ikke muligt at planlægge, men derimod kan de patienter, der booker en tid via nettet, bedre planlægges.

Har patienten selv booket en tid, kan de undgå ventetid, da de er ventet i afdeling og samtidig kan personalet nå at forberede sig på undersøgelsen, inden patienten kommer.

I løbet af foråret er systemet afprøvet i samarbejde med nogle få lægepraksis her i Horsens. Det har vist sig at fungere godt. Nu er muligheden åben for alle læger og patienter i Horsens, Skanderborg, Odder og Hedensted kommuner.

OBS - Patienter til Skanderborg skal være selvhjulpne. Patienter obs fraktur skal henvises til Horsens. Patienter der har brug for tolkebistand eller transport, kan ikke møde i åbent amb eller selv booke undersøgelser, da systemet ikke kan håndtere disse optioner.

Afdelingen håber meget, at I og patienterne vil tage godt imod dette nye tilbud.


Birgitte Skinner-Larsen, Overradiograf / Lasse Poulsen, Praksiskonsulent

 
----------

Ortopædkirurgisk Afdeling

REMINDER - Husk Rtg./MR  inden henvisning:
Indførelse af udredningsretten har lagt yderligere pres på de ambulante udredningsforløb, hvorfor det af denne grund er nødvendigt at røntgenundersøgelse/MR scanning foreligger inden den ambulante undersøgelse.


Ole Wiberg, Praksiskonsulent

  

Fosfat tages ud af afhentningsordningen for prøver fra almen praksis

1. december 2017 fjernes fosfat fra afhentningsordningen for prøver fra almen praksis i Region Midtjylland.

Baggrund
Baggrunden er, at holdbarheden af fosfat i ucentrifugerede prøver ikke er tilstrækkelig til at opfylde kravene til holdbarhed i afhentningsordningen.

Endvidere fjernes fosfat fra de regionale analysepakker i Webreq til udredning af osteoporose, da fosfat ikke indgår i Den nationale Behandlingsvejledning for osteoporose fra Dansk Endokrinologisk Selskab.

Hvad betyder ændringen?
Prøver til måling af fosfat vil ikke længere kunne tages i almen praksis.

Hvis der er ønske om måling af fosfat på patienter fra almen praksis, skal prøven tages på et af Centrallaboratoriets blodprøvetagningsambulatorier i Horsens eller Skanderborg.

Henvendelse til Centrallaboratoriet
Kontakt kan ske til: Biokemiker Hanne Svarre Skjødt på mail haskjo@rm.dk eller tlf. 7842 6016


Tina Arentzen Bjerre, Ledende bioanalytiker / Merete Astrup, Praksiskonsulent

 
_____________________________________________________________

Bruno Melgaard Jensen, Praksiskoordinator

Sendt til praktiserende læger i Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg kommuner samt lægerne i Nørre Snede og Ejstrupholm