Kvindesygdomme og fødsler
Udredning før blebevilling
Juni 2022
Urogynækologerne oplever, at få henvisninger på patienter, som ikke kan medvirke til udfylde væske vandladningsskemaer og ikke er interesserede i lokal hormonbehandling etc. Patienterne giver udtryk for, at de primært er interesserede i en bindbevilling, men at egen læge har sagt, at de derfor skal henvises til specialafdeling. Dette er ikke korrekt. Hvis den praktiserende læge skønner, at patienten ikke kan medvirke til basal udredning fx på grund af demens, kan det besluttes at søge om en blebevilling uden forudgående udredning ved speciallæge. Se også den nationale kliniske retningslinje: Quick-Guide-urininkontinens-hos-kvinder.ashx (sst.dk).
Væske-vandladningsskema og GU før henvisning til urogynækologerne
Juni 2022
Urogynækologerne oplever også, at mange især ældre kvinder henvises til udredning uden forudgående væske-vandladningsskema og gynækologisk undersøgelse. Dette forsinker patientens udredning, og der findes ikke smartere sygehusmåde til udfyldelse af vv-skema. Af forløbsbeskrivelsen fremgår det, at egen læge skal foretage GU og vv-skema før henvisning: Urininkontinens hos kvinder (Praksis.dk) Patienter, der trods egen læges vejledning ikke kan klare at udfylde væske-/vandladningsskemaet, kan få hjælp til dette via hjemmeplejen eller kommunal kontinensklinik.
Sent fremsendte svangrepapirer
Juni 2022
I svangrevisitationen oplever de, at mange gravide henvises meget sent i graviditeten, hvilket bl.a. kan skyldes sen henvendelse til egen læge. Hvis en gravid henvender sig sent i 1. trimester og først får skrevet papirer efter uge 12+0, bedes man ringe til Visitation for Gravide på tlf. 7845 3388 (eller via omstillingen). Der er stort pres på og 3 ugers ventetid på en tid til 1. trimesterskanning.
Gravide og corona
Juni 2022
Mange af os ved ikke, at der er nem adgang til information om, hvordan gravide skal forholde sig i tilfælde af smitte eller sygdom med corona-virus. På siden Graviditet og fødsler (auh.dk) findes der megen god information til gravide – herunder om coronasmitte og -sygdom ved graviditet.
Projekt: Vaccine imod Gr.B-streptokokker
Juni 2022
På Aarhus Universitetshospital gennemføres i øjeblikket et projekt, der har til formål at undersøge den kliniske effekt af vaccination af gravide imod Gr.B-streptokokker. Dette er blot til orientering, hvis man møder gravide, der deltager i projektet eller har hørt om det. Rikke Bek Helmig er projektansvarlig og kan kontaktes på rikkhelm@rm.dk
Graviditet, ccu-screening og blødning
Juni 2022
På baggrund af flere tilfælde af manifest cancer colli uteri hos fødende kvinder indenfor de seneste år, henstiller Kvindesygdomme og Fødsler til, at vi i almen praksis har en skærpet opmærksomhed på screeningsstatus hos de gravide. Retningslinjerne er præciseret i 2021-udgaven af Anbefalinger for svangreomsorgen.
Essensen er
- Ved 1. svangrekonsultation tjekkes det, om kvinden indenfor de seneste 3,5-5 år (afhængigt af screeningsgruppe) har fået foretaget en screeningsundersøgelse og fulgt de eventuelle deraf følgende videre undersøgelser. Graviditet kontraindicerer ikke CS.
- Ved første blødningstilfælde før 20 uger, hvor man ikke mistænker, at det skyldes en igangværende spontan abort, foretages gynækologisk undersøgelse, test for chlamydia og GK samt CS (sendes som haste da der ikke er tale om en screeningsundersøgelse). Ved positiv test for HPV eller ved fund af ACS-H/HSIL, skal kvinden henvises til kolposkopi.
- Ved gentagne blødningstilfælde foretages gynækologisk undersøgelse og henvises til gynækologisk speciallæge med henblik på kolposkopi.
- Ved postpartum-undersøgelse tjekkes, om det er tid til screeningsundersøgelse, som kan have været udsat på grund af graviditeten.
Projekt Graviditet og Trivsel
Marts 2022
I projekt Graviditet og Trivsel, som aktuelt gennemføres på Aarhus universitetshospital, undersøges om arbejdstilpasning og vejledning samt forebyggelse af graviditetsgener kan reducere sygefravær og øge trivsel blandt gravide medarbejdere. Derfor man til, at vi som praktiserende læger i endnu højere grad opfordrer gravide patienter til at drøfte arbejdstilpasning før sygemelding.
HUSK CA125
December 2021
Når en CT-TAB, der er taget på mistanke om occult cancer, viser carcinose eller andet, der giver anledning til henvisning til videre udredning ved Afdeling for Kvindesygdomme – husk da at tage CA125 og gerne også CEA (carcinoembryonalt antigen) inden henvisning. Dette er helt ligesom når vi tager CA125 ved henvisning i ovariecancerpakke. (CA125 er ikke indeholdt i regionens webreq-pakke til occult cancer).
HPV-vaccine og senere celleforandringer
December 2021
Jeg er blevet spurgt, om kvinder, der er vaccineret med 4-valent HPV-vaccine og senere får dysplasi, skal vaccineres med 9-valent HPV-vaccine. Nej, det skal de ikke – siger de kyndige på afdelingen.
CS hos gravide
December 2021
Af den nye udgave af Sundhedsstyrelsens vejledning ”Anbefalinger for svangre omsorgen” fremgår det af afsnit 6.7, at vi ved 1. svangre konsultation skal foretage cs på gravide, der ikke har fulgt screeningstilbuddet (ved check i laboratoriekortet eller -portalen ikke har fået foretaget cs indenfor de seneste 3 år eller ikke har fulgt op på anbefalingen om re-test ved abnormt fund). Den almindelige børste, som vi plejer at bruge, kan fint bruges hos gravide. Desuden skal vi ved uforklaret blødning – på lige fod med hos ikke-gravide – foretage cs på indikation.
OGTT hos gravide
December 2021
Der er ikke overensstemmelse imellem tidspunkterne for OGTT i de forskellige kilder og vejledninger. På Sundhed.dk og i Sundhedsstyrelsens seneste vejledning er tidspunkterne 10.-20. uge og 24.-28. uge. I AUH’s e-dok og på svangrepapirerne er tiderne 18.-20. uge og 28.-30. uge. GDM er et udtryk for, at glucosemetabolismen hos en DM-disponeret kvinde er særligt belastet under graviditet, hvorfor DM demaskeres. Derfor giver det måske mest mening at foretage den tidligere OGTT (hvis indiceret) i uge 18-20 – men tidligere vil ikke være forkert. Den sene OGTT kan vel så lægges mellem uge 24 og 30, uden at man gør noget forkert. Det er ikke super-tilfredsstillende – men nok alligevel håndterbart.
Fødselsepikriser
December 2021
Jeg har sagt på afdelingen, at man altså ikke behøver at grøn-markere en fødselsepikrise, fordi den nybagte mor - helt i overensstemmelse med det normale forløb – er tilrådet at få foretaget postpartum-undersøgelse 8 uger efter fødslen. Fødselsepikriser er nu ikke farvemarkerede.
Jeg har også diskuteret indholdet af fødselsepikriserne på mor og barn med afdelingen. Det er det muliges kunst! Der er forståelse for, at epikriserne skal have et relevant indhold for os (herunder gestationsuge for fødslen) – så må vi bære over med, at de er skrevet lidt punktagtigt og målrettet en bredere gruppe af modtagere end lige almen praksis alene. Og endelig: har der fx været tale om en dødfødsel, skal meddelelse prompte give til egen læge. Jeg vil gerne høre fra jer, hvis dette glipper.
Sekretærernes visitation til akutstuen vil fremover være endnu mere stringent end hidtil.
Husk derfor at benytte vejledningen i visitation af akutte gynækologiske problemstillinger i dagtid - se: Akut gynækologisk visitation og i vagten - se: Visitation af patienter med akutte gynækologiske problemstillinger i lægevagten
Afdelingen har et godt tilbud – den begrænsede ressource skal bruges med omtanke.
---------------------------------------------
Praksiskonsulent Hanne Heje