Spring til indhold

Vagtberedskabet i Aarhus Kommune

Kender du muligheden for at rekvirere fast vagt i eget hjem?

Vagtberedskabet er en ordning, der giver de praktiserende læger og vagtlæger mulighed for i samarbejde med hjemmeplejen at rekvirere fast vagt til syge borgere i eget hjem.

Formålet med ordningen er at forebygge unødige indlæggelser på hospitalet - bl.a. ved at se tiden an, eller ved at aflaste en pårørende til en syg i hjemmet.

Det er de praktiserende læger og vagtlæger, der kan rekvirere fast vagt.

Rekvirering af fast vagt kan ske i samarbejde med hjemmesygeplejersken i lokalområdet. Læger fra geriatrisk team og det palliative team kan ligeledes rekvirere fast vagt til borgere i hjemmet.

Der er følgende kriterier for bestilling af fast vagt:

  • Der skal være tale om en akut opstået situation
  • Den faste vagt kan rekvireres af den praktiserende læge/vagtlæge eller hjemmesygeplejersken efter samråd med lægen
  • Patienten skal være vurderet af egen læge, geriatrisk team eller palliativt team
  • Er det vagtlæge eller vikarlæge, der ønsker at rekvirere en fast vagt til en patient/borger, skal patienten/borgeren være tilset af en læge indenfor de seneste 24 timer.
  • Patienten/borgeren skal som hovedregel være fyldt 75 år. Der er dog mulighed for dispensation i tilfælde af terminalfaseproblematik. Vagtberedskabet benyttes primært hos borgere i terminalfasen, hos demente, deliriøse og/eller konfuse borgere, der har bedst af at forblive i vante omgivelser
  • Den faste vagt kan maksimalt rekvireres for 2 sammenhængende aftener og nætter - svarende til i alt 4 vagter
  • Ved indlæggelse af borgere, der er deliriøse, konfuse eller demente i medicinsk visitations afsnit, hvor det skønnes at borger bedst kan opholde sig i vante omgivelser, kan geriatrisk team vælge at "følge-borger-hjem" med fast vagt i aften/nat til de første par dage. Derefter revurderes situationen i samråd med egen læge, evt. pårørende og hjemmeplejen

Der er følgende kriterier for genbestilling af faste vagter:

  • Genbestilling kan imødekommes ved forværring eller ændring i patientens/borgerens tilstand
  • Ved genbestilling skal egen læge vurdere behov for evt. tilsyn af distriktsgeriatrisk team

Vagtberedskabet bestilles på Afløserkontoret på Aarhus Universitetshospital, tlf. 78 46 37 50 i tidsrummet kl. 06.00 - 24.00

Vagthavende hjemmesygeplejerske træffes i vagttiden kl. 15.00 - 08.00 via Brandstationen på tlf. 86 12 10 21. Her oplyses om patientens adresse, hvorefter Brandstationen finder det lokalområde som patienten tilhører.

Der kan ikke rekvireres fast vagt via vagtberedskabet til beboere i plejebolig eller plejehjem, da der her i forvejen er fast personale døgnet rundt.

---------------------------------------------------

Bo Schou Jensen, lægekonsulent, sundhedsfaglig stab, Sundhed og omsorg, Aarhus Kommune

Sendt til praktiserende læger i Aarhus Kommune