Spring til indhold

Orienteringsbrev - Praksiskonsulentordningen, maj 2023

Viborg Kommune

Feriebemanding i Akutteamet

Grundet ferieafvikling vil der i uge 28, 29 og 30 være reduceret bemanding i hjemmesygeplejens Akutteam. Akutteamet vil fortsat have døgndækkende funktion, men der vil blive foretaget en prioritering af opgaverne med afsæt i hastegrad og den aktuelle kapacitet i teamet.

Blodprøver:
Der opfordres til at planlagte blodprøver ikke bestilles udført i uge 30, hvor Hospitalsenhed Midt’s kørende mobiltjeneste afvikler ferie. Akutteamet varetager ikke planlagt blodprøvetagning, men tilbyder fortsat at tage blodprøver i eget hjem i tilknytning til akut opstået sygdom.

Se evt. mere om mobiltjenestens lukkedage her: Blodprøver i hjemmet - Hospitalsenhed Midt

Blodtransfusion:
Akutteamet varetager ikke blodtransfusioner i eget hjem i uge 28, 29 og 30.

Hvis der er spørgsmål til blodprøvetagning og blodtransfusion ved Akutteamet, kan der rettes kontakt til Akutteamet på telefon 2494 1316

Information om ferielukning i almen praksis

Af hensyn til at kunne fastholde høj patientsikkerhed og sammenhæng i borgerens forløb i sommerferieperioden opfordres til, at alle lægepraksis snarest muligt opdaterer oplysninger om ferielukning og hvem, der henvises til i ferieperioden, på praksisdeklarationen på Sundhed.dk -  Praksisdeklaration (sundhed.dk)

Oplysningerne vil i uge 23 blive samlet i et overblik til relevante afdelinger i Viborg Kommune. Såfremt oplysningerne ikke fremgår af praksisdeklarationen, vil kommunen tillade sig at kontakte klinikken for at indhente oplysningerne.

Telemedicinsk sårvurdering og brug af pleje.net

Med afsæt i samarbejdsaftalen om telemedicinsk sårvurdering samarbejder Viborg Kommune med relevante hospitalsafdelinger i en fælles sår-journal via løsningen www.pleje.net. Et sårfoto er ofte et nyttigt supplement til et journalnotat, og det har stor værdi i kommunikationen omkring sårdiagnose og behandlingsplan. Brug af www.pleje.net opfylder alle krav til datasikkerhed.

Hjemmesygeplejen anvender også www.pleje.net som platform til formidling af sårfoto til almen praksis. Typisk er det i form af enkelte punktopslag via et link sendt af den kommunale sygepleje i en MedCom-meddelelse.

Systemet giver mulighed for, at samarbejdet om telemedicinsk sårvurdering mellem sygeplejen og almen praksis kan udvikles yderligere, og flere lægepraksis har efterspurgt information om platformens muligheder samt en konkret vejledning.

Dette er nu gjort tilgængeligt på Sundhedscentrets hjemmeside: Sårbehandling i Viborg Kommune

På hjemmesiden ligger en vejledning til almen praksis, øvrige relevante links samt 2 animationsfilm om diabetiske fodsår.

Såfremt der er spørgsmål til samarbejdet med den kommunale sygepleje om telemedicinsk sårvurdering og www.pleje.net, kan der rettes henvendelse i dagstid på hverdage til koordinerende sårsygeplejerske Irene Henriksen på telefon 2494 1356

Resultater fra forskningsprojektet VISP (Viborg Screening Program)

Siden 2014 har Viborg Kommune i samarbejde med Hospitalsenhed Midt tilbudt en helbredsundersøgelse til alle kommunens 67-årige borgere (VISP – Viborg Screening Program). Formålet er at opdage hjertekarsygdomme og diabetes og efterfølgende tilbyde forebyggende tiltag.

Ved undersøgelsen i Sundhedscenter Viborg får borgeren ultralydsskannet hovedpulsåren i maven og halskarrene til hjernen, ligesom de får målt blodtryk, blodsukker, hjerterytme og kredsløb til benene. Regionshospitalet Viborg og borgerens egen praktiserende læge står for opfølgning ved fund af sygdom eller forstadier.

Der er løbende gennemført forskningsprojekter med afsæt i undersøgelsen. De seneste forskningsresultater viser, at helbredsundersøgelsen finder uopdagede sygdomme i kroppens blodkar og således giver mulighed for, at borgeren kan tilbydes rettidig forebyggende behandling.

Yderligere information kan læses i pressemeddelelse fra Viborg Kommune og Hospitalsenhed Midt.

Tilbud på Recovery-skolen på Center for Mestring

Recovery-skolen er en del af Viborg Kommunes ”Center for mestring”. Recovery-skolen tilbyder kurser til voksne borgere med psykisk sårbarhed samt til fagpersoner og pårørende til borgere med psykisk sårbarhed.

Der tilbydes fx mestringskurser, peerkurser og peeruddannelse, rygestopforløb samt undervisning i traditionelle skolefag.

Der kræves ikke visitation forud for tilmelding. Interesserede kan se mere om kurserne og selv tilmelde sig på Recovery-skolens hjemmeside eller via mailadressen recoveryskolen@viborg.dk
 
 
Såfremt der er spørgsmål til recovery-skolens tilbud,  kan der på hverdage i dagstid rettes kontakt til en medarbejder på telefon 8787 7101 eller på recoveryskolen@viborg.dk

Tilbud om ryge- og nikotinstopkurser

Brugen af røgfri nikotinprodukter som fx snus, nikotinposer og puffbars er steget betydeligt gennem de senere år, ligesom der fortsat er behov for at forebygge og afhjælpe rygning.

Sundhedscentret og sundhedssatellitterne har tilbud om ryge- og nikotinstopkurser til både unge (også under 18 år) og voksne. Tilbuddene kan ses på Sundhedscentrets hjemmeside: Sundhedscenter Viborg

Praktiserende læge kan, efter aftale med borgeren, sende en elektronisk SOFT-henvisning til Viborg Kommune. Husk at angive patientens telefonnummer. Herefter tager Sundhedscentret kontakt til borgeren og aftaler det videre forløb. Almen praksis kan endvidere sende henvisninger på borgere, som endnu ikke har besluttet sig for rygestop, men aktuelt blot ønsker mere viden om rygestoptilbud.

Borgeren har også mulighed for selv at henvende sig til Sundhedscentret på rygestop@viborg.dk eller til sundheds- og forebyggelsesmedarbejder Line Falk Jacobsen på telefon 2366 1276.

Mulighed for henvisning af patienter til hurtig vurdering hos praktiserende psykiater

Adgang og ventetid til vurdering hos psykiater har været drøftet på et praksiskonsulentmøde. I den sammenhæng gøres der opmærksom på § 66 aftalen fra 2021 mellem Region Midtjylland og de praktiserende psykiatere vedrørende hurtig vurdering hos psykiater.

Forløbsbeskrivelse, herunder visitationskriterier og henvisningsvejledning, kan ses her: Hurtig vurdering af patienter med psykiatriske problemstillinger - sundhed.dk

Psykiatriens Centrale Visitation (PCV) i Region Midtjylland har oplyst, at der aktuelt ikke er ventetid til ”hurtig vurdering ved praktiserende psykiater”.

Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen i Viborg Kommune

Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune har iværksat en nytænkning og omlægning af beskæftigelsesindsatsen. Det betyder, at Viborg Kommune nedlægger nogle af de kommunale tilbud til ledige og sygemeldte, mens andre justeres. Der vil fortsat være en vifte af tilbud til sygemeldte og stressramte f.eks. stressrehabilitering, tidlig coachende indsats mv.

Kommunen er i dialog med virksomheder og uddannelser om omlægningen. Jobcenteret går også i dialog med borgerne og motiverer til, at afprøvningen for en større dels vedkommende skal ske direkte i virksomheder og ikke i kommunale tilbud. 

Viden fra beskæftigelsesindsatsen viser, at det er vigtigt, at borgeren er så tæt på ordinær beskæftigelse som muligt, og at det er vigtigt at være i gang under sit ledighedsforløb fremfor at være passiv. Jobcenteret imødeser, at almen praksis fortsat støtter op om dette arbejde.

Omlægningen og nytænkningen udspringer blandt andet af den nationalt indgåede aftale om finansiering af retten til tidlig pension (Arne-pension). Aftalen betyder blandt andet, at indsatsen skal omlægges, så ca. 25 % flere borgere kommer direkte i virksomhedspraktik, og ca. 10 % flere borgere starter i uddannelse.

_____________________________________________________________
 

Mette Kvist, specialkonsulent, Social, Sundhed & Omsorg, Viborg Kommune
Niels-Jørgen Moeslund, Praksiskonsulent, Viborg Kommune

Sendt til praktiserende læger i Viborg Kommune