Spring til indhold

Orienteringsbrev - Praksiskonsulentordningen, februar 2023

Viborg Kommune

Kliniske diætister fra Viborg Kommune kan udskrive ”grøn recept” til udvalgte målgrupper

På forespørgsel fra praktiserende læger har Kommunalt Lægeligt Udvalg i Viborg godkendt en aftale om opgave-overdragelse vedrørende ”grønne recepter”. Aftalen betyder, at de kliniske diætister i Viborg Kommune fremover kan udskrive og forny en ”grøn recept” til udvalgte målgrupper, forudsat at borgeren opfylder et af kriterierne for tilskud til udvalgte ernæringspræparater.  

Formålet med aftalen er at optimere arbejdsgangen ved udskrivelse af ordination på ernæringspræparater med tilskud samt udnytte eksisterende ekspertise hos kommunens diætister, så den rette ernæringsindsats iværksættes hurtigt til gavn for borgeren.

De juridiske forhold omkring kliniske diætisters mulighed for at ordinere tilskudsberettigede ernæringspræparater har tidligere via Foreningen af Kliniske Diætister været forelagt det daværende Sundheds- og Ældreministerium.

Med afsæt i vurdering fra Lægemiddelstyrelsen har man konkluderet, at kompetencen til at udskrive ”grøn receptlovligt kan delegeres til en medhjælp, da ernæringspræparater ikke er lægemidler, og ”den grønne recept” derfor ikke er omfattet af ”Receptbekendtgørelsen”.

Aftalen følger de til enhver tid gældende kriterier for tilskud: Den grønne recept

De kliniske diætister kan fremadrettet udskrive grøn recept til borgere, der opfylder kriterierne for at få tilskud og samtidig tilhører en af nedenstående målgrupper: 

  • Voksne borgere (borgere på 18 år eller derover), der modtager praktisk hjælp, personlig pleje og/eller sygepleje i Viborg Kommune.
  • Voksne borgere, der bor/opholder sig på kommunale pleje- og omsorgscentre, rehabiliteringscenter, midlertidige pladser eller bosteder.
  • Voksne borgere i Viborg kommune (borgere på 18 år eller derover) henvist til et rehabiliteringsforløb i Sundhedscenter Viborg på baggrund af forløbsprogrammerne.
  • Voksne borgere (borgere på 18 år eller derover) henvist direkte til klinisk diætist i Sundhedscenter Viborg på baggrund af uplanlagt vægttab relateret til sygdom og /eller BMI < 18,5 (borgere med en spiseforstyrrelse er ikke i målgruppen, da dette kræver specialiseret behandling).

Egen læge skal fortsat udskrive og forny grøn ordination til øvrige borgere, som opfylder et af kriterierne for en grøn ordination.

Aftalen er trådt i kraft den 1. februar 2023. Den gælder foreløbigt i to år, og der tages i efteråret 2024 stilling til, om den skal fortsætte.

Eventuelle spørgsmål til aftalen kan rettes til leder af Madservice, Ellen Lyngsø på ely@viborg.dk eller telefonnummer 87 87 67 70

Ændret anbefaling om forebyggende medicin i forbindelse med Viborg Kommunes hel-bredsundersøgelse af 67-årige borgere (Viborg Screenings Program - VISP)

Internationale retningslinjer fra ESVS (European Society for Vascular Surgery) vil i løbet af 2023 blive ændret i forhold til medicinsk forebyggelse ved påvist perifer arteriel sygdom (PAD)

Således bør asymptomatiske patienter med Ankel Brachial Index ≤ 0.9 eller Ankel Brachial Index ≥ 1.4 fremover ikke længere tilbydes acetylsalicylsyre, men kun kolesterolsænkende medicin.

Patienter med PAD og symptomer herpå bør fortsat tilbydes behandling med både acetylsalicylsyre og kolesterol-sænkende medicin.

Dette implementeres blandt VISP-deltagerne fra uge 6, 2023, idet ændringerne også vil fremgå af kommende epikriser.

Lokalaftale om palliativ indsats

PLO-Midt og Region Midtjylland har indgået en lokalaftale om palliative indsatser, som omfatter patienter i den palliative og terminale fase uanset diagnose.

Lokalaftalen er udarbejdet i forlængelse af ’samarbejdsaftalen om palliative indsatser’ i regi af sundhedsaftalen.  

Lokalaftalen understøtter den videre implementering af aftaler og redskaber fra Projekt Livets Afslutning. Her er der bl.a. udarbejdet en fælles instruks for hospital, kommune og almen praksis om fravalg af livsforlængende behandling og fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop.

Den fælles instruks og øvrige redskaber kan ses her: Projekt Livets Afslutning

Lokaltaftalen om palliativ indsats kan ses her: Palliativ indsats

Eventuelle spørgsmål til instrukser og redskaber fra Livets Afslutning kan rettes til konsulent Luna Rukjær lruk@viborg.dk eller på telefonnummer 23 11 81 72.

Animationsbibliotek - 40 animationsfilm på Viborg.dk til fri brug

Som et resultat af Viborg Kommune og Hospitalsenhed Midts fælles animationsstrategi er der produceret mere end 40 animationsfilm målrettet fagpersoner, borgere og pårørende. 

Forskning viser, at når sundhedsinformation leveres som animation, øges borgernes evne til at tilegne sig viden fra informationen. 

Filmene er nu gjort let tilgængelige i et online bibliotek på viborg.dk. Herfra kan fagpersoner fra alle sektorer nemt dele film med borgere, pårørende og andre samarbejdspartnere. Alle opfordres til at anvende filmene, som typisk varer 2-3 minutter.

Nogle film har fokus på konkret instruktion, andre på at formidle viden om specifikke temaer. Animationsbiblioteket indeholder fx film om måling af blodtryk, blodpropper, øjendrypning, at passe på sine fødder, diabetes, fald og demens. 

Animationsbiblioteket kan tilgås her: Animationsbibliotek

Eventuelle spørgsmål til brug af filmene kan rettes til konsulent Brian Kristiansen på brkr@viborg.dk eller telefonnummer 87 87 60 55.

---------------------------------------------------------------------

Mette Kvist, specialkonsulent, Social, Sundhed & Omsorg, Viborg Kommune
Niels-Jørgen Moeslund, praksiskonsulent, Viborg Kommune