Spring til indhold

Information fra PLO-Aarhus - december 2022

Orientering om: Ansvarsfordeling ved antabusbehandling. Sammen om Diabetes. Plejehjemslæge Gellerup Friplejehjem. Generalforsamling med bestyrelsesvalg den 7. marts 2023

Præcisering af ansvarsfordeling mellem egen læge og Rusmiddelcenter ved antabusbehandling

Alkohol behandling i Aarhus Kommune varetages af Rusmiddelcenter Aarhus (RCA). 

Der har været eksempler hvor patienter, som er i behandling på RCA, har kontaktet egen læge med ønske om recept på antabus. Egen læge har fået opfattelsen af at det er RCA, der har anbefalet den behandling og recepten blot bliver ”bestilt” hos egen læge. 

RCA oplyser at de aldrig anbefaler eller opstarter antabusbehandling grundet manglende dokumentation for effekt af behandlingen. Antabus er således ikke en del af behandlingstilbuddet hos RCA. 

Der kan være patienter som alligevel har stort ønske om antabus pga. tidligere erfaringer. Her henvises til egen læge som i dialog med patienten vurderer, om der er indikation for opstart. RCA kan tilbyde at stå for administration af antabus, hvis patienten er i behandlingsforløb hos dem. 

Hvis der er spørgsmål eller brug for sparring med RCA kan enten korrespondancemodul eller telefonisk kontakt benyttes. 

Kontaktoplysninger kan findes på praksis.dk hvor både telefonnummer og lokationsnummer fremgår. 

Sammen om diabetes i Aarhus – forlængelse af honoraraftale

Har du en patient med type-2-diabetes, som har brug for ekstra hjælp til at mestre livet med sin sygdom? PLO og Aarhus kommune har forlænget aftalen om honorarbetaling for fremsøgning og henvisning af diabetikere til forløbet Sammen om diabetes i Aarhus frem til og med februar 2023. Du kan læse honoraraftalen her: Screening for og henvisning af relevante forløbsdeltagere

Sammen om diabetes i Aarhus henvender sig til borgere i alderen 18-65 år med et langtidsblodsukker på mindst 53 mmol/mol. Mere information om diabetesforløbet findes på Aarhus Kommunes hjemmeside via dette link. De borgere, der aktuelt er i gang med forløbet, har efter 6 måneder sænket deres langtidsblodsukker med gennemsnitligt 11 point.

Mulighed for at blive fasttilknyttet læge på Gellerup friplejehjem

Gellerup Friplejehjem forventer at åbne dørene d. 1. juni 2023 med 64 boliger. 

Er du interesseret i at blive fasttilknyttet læge her eller er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte Katrine Dennak ved Sundhed og Omsorg på telefon 41 87 35 89 eller mail deka@aarhus.dk

PLO-Aarhus generalforsamling 7. marts 2023

PLO Aarhus er vores lokale PLO. Vi deltager i samarbejdet med Aarhus Kommune gennem Kommunalt Lægeligt Udvalg (KLU) - der holdes 4 møder om året.

I indeværende år har vi også stået for en fest for foreningens medlemmer - en dejlig sensommeraften på Varna.

Foreningen har midler til nye arrangementer, men vi har brug for nye kræfter i bestyrelsen, idet 3 medlemmer ønsker at stoppe. Arbejdsindsatsen er overkommelig.

Har du lyst til at lave arrangementer, der aktiverer medlemmerne eller er der en spirende PLO politiker gemt i maven på dig, så kom til generalforsamlingen 7. marts 2023 og stil op til bestyrelsen.

Har du brug for mere viden om arbejde er du velkommen til at kontakte afgående formand Jakob Ravn (tlf. 29 64 60 66) eller kasserer og formandskandidat Jette Dam-Hansen (tlf. 23 67 85 52)

Vi glæder os til at se dig.

----------------------------------------------

Jakob Ravn, PLO-Aarhus