Opfølgning på ADHD patienter i medicinsk behandling
BUA's Udredning og behandling af børn og unge med ADHD/ADD
På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA) - Region Midtjylland, iværksættes medikamentel behandling hos en andel af de børn og unge som får stillet en opmærksomhedsforstyrrelses diagnose. Opmærksomhedsforstyrrelse (med eller uden hyperaktivitet) – i daglig tale ofte omtalt som ADHD (attention deficit hyperactivity disorder) eller ADD (attention deficit disorder) - er en af de hyppigst forekomne diagnoser inden for børne- og ungdomspsykiatrien med en prævalens på 3-5 % blandt skolebørn, heraf flest drenge. ADHD/ADD er et klinisk syndrom baseret på adfærdskarakteristika, med kernesymptomerne opmærksomhedsvanskeligheder, impulsivitet og evt. hyperaktivitet.
Medicinen virker på kernesymptomerne, hvorved barnet/den unge bliver bedre til at koncentrere sig og indgå i indlæring og skolearbejde, får bedre social funktion og relation til kammerater samt reducerer aggressivitet og konflikter. ADHD-behandling er individualiseret og indgår som et enkeltelement i en bredere behandlingsindsats med specialpædagogiske tiltag, adfærdsorienteret behandling, støtteforanstaltninger samt psykoedukation. Hovedparten af disse tiltag iværksættes forud for eller sideløbende med medikamentel behandling og sker i samarbejde med PPR/skole/socialforvaltning og forældrene.
Iværksættelse af medikamentel behandling af børn/unge (op til 18 år) må ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning fra 11.4.2013 kun iværksættes af speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri. Er barnet under 6 år skal dette ske på en højt specialiseret afdeling. Når barnet er i stabil medikamentel behandling kan der indgås aftale med den praktiserende læge om opfølgning – vedligeholdelsesbehandling – efter shared care model. Dette er især hensigtsmæssigt ved ukomplicerede forløb med god effekt af medicin og anden behandlingsintervention.
Vejledende retningslinje for opfølgning i almen praksis – vedr. børn (fra 6 år) og unge i medikamentel behandling for ADHD/ADD.
ADHD Behandling og kontrol i almen praksis
Diagnosen ADHD skal stilles af en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og ligeledes skal behandlingen startes der. Når patienten er stabil, kan kontrollen overgå til egen læge.
Receptfornyelse
- Patienterne opspores ved receptfornyelser ved sekretæren. Vedr. receptfornyelse, jf. instruks om vanedannende medicin.
Halvårlig kontrol ved sygeplejerske 15 – 30 min
- Hør til medicinen effekt - bivirkninger
- Hør til misbrug
- BT, puls og vægt – og hos børn også højde – før gerne ind i vækstkurven – børnejournal
- Ved uregelmæssig puls eller høj puls, gives tid til EKG
- Giv gerne en tid til årskontrol
Årlig kontrol ved lægen 15 – 30 min
- Husk: Diagnose på forside ADHD (P81 hyperkinetisk forstyrrelse) samt dato for årskontrol
- Tal medicin og evt. psykiske problemer
- Misbrug?
- BT og puls
- Ved høj puls eller uregelmæssig puls, bestilles EKG
- Hos børn: Vægt og højde, vækstkurve
- Det anbefales, at man ved hver kontrol overvejer, at holde en måneds pause med medicinen for at vurdere effekten. (ca. halvdelen af alle børn har ikke behov for medicinen som voksne)
- Giv gerne en tid til halvårskontrol
Opfølgning af behandling hos egen læge
Der anbefales rutinemæssig opfølgning 2 x årligt.
Her vurderes følgende parametre
- Trives barnet/den unge i skole/familie/fritid. Er der tilfredsstillende behandlingseffekt, evt. suppleret via skemaet ADHD-RS, eller evt. behov for dosisændring.
- Er der bivirkninger med særligt fokus på kardielle symptomer (åndenød, hjertebanken, svimmelhed, brystsmerter, besvimelse) men også søvn, humør, appetit og tics. Hvis barnet/den unge vægtøger kan der være behov for en dosisøgning.
- Er der mistanke om misbrug hos barnet/den unge eller i familien. Ligger højde/vægt, puls og blodtryk inden for normalværdier og barnet følger sin vækstkurve.
- Er der behov for fortsat medikamentel behandling
- Er der behov for at holde pause med den medikamentelle behandling
Medicinpauser
Det anbefales, at egen læge ved hver konsultation tager stilling til pausering og om der er indikation for fortsat behandling. Der pauseres ved tvivl om effekt, intolerable bivirkninger eller ønske om pause.
Varighed af medicinpause bør være minimum 1 måned med mulighed for vurdering fra flere informanter (institution, skole, forældre), effekt og bivirkninger vurderes ved start og under pause. Ved pause kan behandling stoppes brat eller udtrappes over ca. 1 uge hvis der er behandlet med høje doser over lang tid.
Pause kan undlades hvis der er markant god effekt på ADHD/ADD kernesymptomer og/eller det vurderes at en pause vil få alvorlige negative konsekvenser for barnets faglige og/eller sociale udvikling eller at en pause i væsentlig grad vil forringe compliance ved fremadrettet behandling.
Behandlingsvarighed
Behovet for medikamentel behandling skal løbende vurderes, jf. ovenstående. Evt. dokumenteres vha. medicinpause. Hos en del af børnene modnes hjernen således, at medicinen kan seponeres i løbet af adolescensen. En del unge fortsætter dog behandlingen ind i voksenalderen
Misbrug
Hash og alkohol er som udgangspunkt kontraindiceret under behandling med CS. Hos unge kan en pragmatisk tilgang til alkohol være nødvendig og samlet set sikre bedst mulig compliance. Der anbefales mådehold, og hvis den unge skal indtage alkohol om aftenen kan sen eftermiddagsdosis evt. udelades. Misbrug af andet end hash og alkohol er absolutte kontraindikationer for behandling med CS.
Kørekort
Der skal udvises påpasselighed ved kørsel under anvendelse af CS-medicin. Hverken ADHD/ADD eller CS-behandling er en hindring for erhvervelse af kørekort, men oplysninger om ADHD/ADD diagnose og evt. medicinsk behandling skal påføres motorattesten fra egen læge. Undersøgelser viser, at unge med ADHD som er i medicinsk behandling er bedre bilister
Udlandsrejser
Ved udlandsrejser inden for Schengen-landene kan man bruge et pillepas som gælder i 30 dage og som fås gratis på apoteket. Uden for Schengen-lande skal bruges tolderklæring.
Medicinsk behandling
Ved medikamentel behandling af børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser kan anvendes centralstimulerende midler (CS) eller atomoxetin.
Som udgangspunkt afprøves Methylphenidat som 1. valg, men herefter kan flere præparater anvendes afhængig af effekt, bivirkningsprofil og evt. komorbiditet.
Mange patienter behandles med Methylphenidat, men ved utilstrækkelig effekt eller ved bivirkninger bruges Atomoxetin eller Lis-dexamphetamin (Elvanse). Ligeledes bruges Atomoxetin ved misbrugere, da Methylphenidat har misbrugspotentiale (amfetaminlignende). Når disse midler er afprøvet uden effekt kan stoffet Guanfacin afprøves, og den behandling foregår indtil videre i hospitalsregi, og patienten afsluttes ikke til opfølgning i primær regi.
Når medicineringen har effekt og patienten er velbehandlet, kan opfølgningen af alle præparater fraset Guanfacin (Intuniv) foregå hos egen læge, da de kræver ikke specialist opfølgning.
Link til: Promedicin.dk – midler mod ADHD
Hjælpeværktøjer ift. funktionsniveau, symptomer og bivirkninger
Der er mulighed for at benytte hjælpeværktøjer
Skema over symptomer på ADHD - kan bruges som trænings-/hjælpeskema
Vægttab - Når appetitten er lille
Bliver patientens forløb ustabilt/bekymring/behov for sparring vedr. medicinjustering
Der er altid mulighed for løbende at kontakte specialisttelefonen på tlf.nr: 4040 0488 eller send en korrespondance-meddelelse:
- Vedrørende børn under 14 år på lokationsnummer: 5790002400483
- Vedrørende børn over 14 år på lokationsnummer 5790002400490
Hvorefter du vil få svar på dine spørgsmål.
Hvis de råd du har fået via specialisttelefon eller på korrespondancemeddelelse ikke stabilisere forløbet kan patienten henvises til BUA via PCV. Når tilstanden er stabiliseret bliver patienten igen afsluttet til egen læge.
Privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater med ydernummer
Hvis patienten er udredt og sat i behandling hos privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater og afsluttet derfra inden for det sidste år, så kan patienten genhenvises til sammen børne- og ungdomspsykiater. Denne skal se patienten inden for 30 dage.
----------------------------------------------------------------
Børne- og Ungepsykiatrisk Afdeling