Plastikkirurgi efter vægttab og fedmekirurgi
Baggrund
Inden for de sidste 20-30 år er der i Europa og i Danmark set en stærk stigning i antallet af svært overvægtige. En del af disse overvægtige får foretaget fedmekirurgi hvilket medfører, at de taber sig excessivt. Efter excessivt vægttab, efterlades patienterne ofte med et væsentligt hudoverskud.
Kriterier for henvisning
Sundhedsstyrelsen har bestemt følgende:
Tidligst 2 år efter operation kan patient med svære funktionelle gener af vævsoverskud vurderes med henblik på eventuel plastikkirurgi.
I øvrigt gælder:
- Patienterne skal have været svært overvægtige og have præsteret vægttab på mindst 15 BMI points * - og have været vægtstabile (+/- 5 kg.) i mindst 6 måneder før de kan henvises.
- Væsentlige funktionelle gener fra vævsoverskud, ekstreme forandringer i forhold til alder.
- Henvisning skal være anført højde, vægt, BMI og udgangsvægt *
- BMI <30 - der kan dog tilbydes panniculektomi ved BMI ≤34
- Individuel vurdering af om patienten er fysisk og psykisk parat til forestående plastikkirurgisk(e) indgreb.
* = Et stort vægttab er defineret som tab af 15 BMI point eller mere fra det tidspunkt man første gang vejes i et fedmekirurgisk team. Hos patienter der har opnået stort vægttab ved diæt fastsættes maksimalvægten ved lægekontrolleret højeste vægt inden for de sidste 5 år. Målinger under graviditet er undtaget
Henvisning
I Region Midtjylland anbefales det, at når en patient henvender sig med ønske om plastikkirurgi efter massivt vægttab og fedmekirurgi, da tager egen læge følgende ernæringsmæssige og endokrinologiske laboratoriestatus:
- Hæmoglobin
- Thrombocytter
- Total leukocytter
- Ferritin
- Cobalaminer
- D-vitamin
- Total kalcium
- Væsketal
- Hæmogblobin A1c
- Levertal
- PP og albumin
Er disse laboratorietal normale, ovenfor anførte kriterierne opfyldt, og der ikke er kontraindikationer (se efterfølgende), da kan patienten henvises til plastikkirurgisk vurdering.
Er laboratorietallene ikke normale eller hvis personens BMI er under 20, da henvises patienten til endokrinologisk afdeling, som efter vurdering og eventuel behandling viderevisiterer patienten til plastikkirurgisk afdeling, såfremt der ikke findes kontraindikationer.
Henvisning til plastikkirurgisk afdeling bør indeholde oplysninger om patientens gener, højde vægt, og udgangsvægt, samt laboratorietal og vurdering af disse, eller notat om, at de findes i LABKA, og vanlige oplysninger om komorbiditet, medicin, allergi samt evt. behov for tolk.
Absolutte kontraindikationer for plastikkirurgisk operation
- Patienter med svær systemisk sygdom
- Aktiv psykose
- Alkohol- eller stofmisbrug
Relative kontraindikationer for plastikkirurgisk operation
- Urealistiske forventninger til udbytte af operation
- Diabetes mellitus
- Øget risiko for tromboemboliske komplikationer
- Ventralhernier
- Rygning
- Anden betydende komorbiditet
- Patientens biologiske alder vurderes til at være for høj
- Ustabil psykisk, svær depression eller personlighedsforstyrrelse
Indikation for og beskrivelse af de enkelte indgreb
For patienter med BMI <34:
- Panniculektomi: Simpel excision af overskydende hud uden underminering eller vævsflytninger.
For patienter med BMI <30:
- Ansigtsløftning/halsløft kan foretages i yderst sjældne tilfælde efter massivt vægttab, hvor der hos yngre personer er opstået et udtalt misforhold mellem alder og udseende.
- Mastopexi kan foretages hos patienter med udtalt ptose med hudproblemer under mammae, og hvor almindelig BH ikke kan løse problemet.
Operation for gynecomasti foretages som vanligt.
- Abdominal plastik forventes at være det hyppigst efterspurgte indgreb. Det kan tilbydes patienter med overhæng på mindst 3 cm. - væsentligst lokaliseret til abdominal huden. Overhænget vurderes med pt. stående i oprejst stilling. Ved cirkulært/ lateralt hudoverskud eller vulva forandringer kan indgrebet udvides.
- Brachioplastik kan udføres. såfremt der er overskydende hud på overarme, så der optræder ødem, ømhed eller slid på huden og i yderst sjældne tilfælde efter meget store vægttab, der bevirker udtalt misforhold mellem alder og udseende hos yngre personer.
- Inderlårsplastik. Overskydende hud på lårenes inderside så gangen er påvirket, og der fremkommer slid og/eller sår på huden. Og i yderst sjældne tilfælde efter meget store vægttab, der bevirker udtalt misforhold mellem alder og udseende hos yngre personer.
Der tilbydes ikke indlæggelse af proteser på nogen anatomisk lokalisation i offentligt regi.
Godkendelse
Denne forløbsbeskrivelse er godkendt af Specialerådene for Plastikkirurgi og Endokrinologi.
ICPC
T82
Forfattere
Gitte Hougaard, Ledende Overlæge, Plastikkirurgisk Afd., Aarhus Universitetshospital
Bjørn Richelsen, Professor, Medicinsk-Endokrinologisk Afd., Aarhus Universitetshospital
Gerner Frilev Fly, Praksiskonsulent, Plastikkirurgisk Afd., Aarhus Universitetshospital
Jens M. Rubak, Praktiserende læge
Indhold leveret af:
8800 Viborg