Spiseforstyrrelser
Ætiologi, forekomst og risikofaktorer
- Spiseforstyrrelser er multifaktorielt betingede sygdomme og både kulturelle, sociale, personlighedsmæssige, biologiske og genetiske faktorer disponerer.
- Op til 29 pct. af unge piger i Danmark har et så problematisk forhold til mad, krop og vægt, at de har risiko for at kunne udvikle en spiseforstyrrelse.
- 0,4 - 1 pct. af unge piger/kvinder udvikler anorexia nervosa, og op mod 3-4 pct. udvikler bulimia nervosa. Sygdommene er ca. 10 gange så hyppige hos piger som hos drenge.
Definition af spiseforstyrrelser (ICD-10 kriterier)
Anorexia nervosa
- Voksne: Vægttab med legemsvægt < 85% af forventet normalvægt eller BMI < 17,5 kg/m2.
- Børn: Vægttab eller manglende vægtøgning, førende til legemsvægt på < 85% af forventet normalvægten eller < 10 percentil.
- Undgåelse af fedende føde.
- Forstyrret legemsopfattelse med følelse af at være for tyk og med frygt for fedme.
- Endokrine forstyrrelser med amenorrhè i min. 3 mdr., eller for drenge/mænd svækket libido og potens.
- Eventuel opkastning, brug af afføringsmidler, intens motionering etc.
Bulimia nervosa
- Spiseanfald minimum 2 gange ugentligt i mindst 3 måneder. (Spiseanfald er kendetegnet ved kontroltab i forbindelse med meget store mængder mad, der spises inden for et kort interval (maksimum 2 timer).
- Spisetrang (craving).
- Forsøg på at modvirke vægtøgning ved mindst 1 af følgende: opkastning, brug af afføringsmidler, fasten, slankepiller, diuretika, motion mv.
- Forstyrret legemsopfattelse med frygt for fedme.
Atypiske spiseforstyrrelser
Betegnelsen benyttes når patienten mangler et af symptomerne for at opfylde kriterierne for en af de to hoveddiagnoser, men som i øvrigt frembyder det typiske kliniske symptombillede (Atypisk anorexia nervosa og Atypisk bulimia nervosa).
Binge eating disorder (nervøs tvangsspisning).
Lidelsen består af regelmæssige overspisninger, uden kompenserende adfærd. Tvangsspisere er overvægtige, men uden forstyrret kropsopfattelse.
Udredning og diagnostik i almen praksis
Somatisk udredning
BMI (vægt(kg)/højde(m)2), ødemer deklivt/periorbitalt, perifer cyanose og hypotermi, tab af underhudsfedt og muskelmasse, lanugobehåring, palp. af gll. Thyroidea/parotidea, petekkier periorbitalt, ætsninger på tænder/gingivae, stet. P. et c., puls og BT, palp. af abdomen.
Laboratorie undersøgelser
Infektionstal, rødt blodbillede, væsketal, p-carbondioxid, thyroidea udredning, levertal incl. amylase, HbA1c, Puls og BT. For undervægtige eller patienter med påvirkede væsketal/p-carbondioxid bør der suppleres med EKG.
Differentialdiagnoser
Infektioner, thyreoidea lidelser, gastrointestinale lidelser, malign lidelse, psykiske lidelser.
Komplikationer
Væske og elektrolytforstyrrelser, neutropeni, anæmi, leverpåvirkning, osteopeni/osteoporose (BMI<19 kg/m2 i min. 1 år), væksthæmning og forsinket pubertetsudvikling hos børn, infertilitet, cerebral atrofi, gastritis/oesophagitis, tandskader. Sjældnere myokardieatrofi, mitralklapsprolaps med synkoper og arrytmier, biokemisk pancreatitis, renal atrofi.
Behandling i almen praksis
Den let til moderate spiseforstyrrelse
- Vægtkontrol (i undertøj).
- Kostvejledning, se link til kostplan til vedligeholdelse af normalvægt: Kostplan, samt link til spisedagbog til overblik over måltiderne over tid: Spisedagbog Ved hjemmeboende børn og unge bør forældrene opfordres til at tage ansvar i forhold til måltiderne (fødevarevalg, tilberedning, portionsstørrelse osv.).
- Kontrol af puls, BT og evt. EKG.
- Blodprøver efter behov: Væsketal, s-fosfat, s- calcium, HbA1c og levertal, L+D, rødt blodbillede, thrombocytter, thyreoideatal.
Frivillig indlæggelse
Patienter med en svær spiseforstyrrelse (typisk anorexia nervosa) som skønnes at have behov for hurtig behandling skal konfereres med en læge på Center for Spiseforstyrrelser. I nogle tilfælde vil en akut indlæggelse dog blive på medicinsk/pædiatrisk afd. Indikationen for akut indlæggelse vil ofte være sammensat af flere af følgende problemstillinger:
- Meget lav vægt det vil sige BMI 10-15 kg/m2.
- Hypokaliæmi (s-kalium ≤ 2,5 mmol/l).
- Systolisk BT≤ 70-80.
- Puls≤ 40-50.
- EKG forandringer (ex. forlænget QTc) eller synkoper.
- Svær dehydratio.
- Cerebral påvirkning.
- Suicidalfare.
- Alvorlig lever/nyre/knoglemarvspåvirkning.
Akut indlæggelse med tvang
Såfremt en patient med ovenfornævnte somatiske komplikationer nægter at medvirke til indlæggelse, kan patienten indlægges mod egen vilje efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien § 5: ”…, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed…”.
Det som afgør hvorvidt patienten opfylder dette første kriterium for tvangsindlæggelse er, om han/hun har erkendelse af egen tilstands alvor eller ej. Indlæggelsen kan som andre tvangsindlæggelser være på farlighedsindikation (rød tvang) eller behandlingsindikation (gul tvang).
Henvisning til Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser
Vægt og højde (herunder udvikling over tid), menstruationsstatus, brug af p-piller eller lignende, beskrivelse af restriktiv spisning (for lidt og for kaloriefattigt), hyppighed af overspisning, hyppighed af kompenserende adfærd i form af opkastninger, brug af laxantia eller diuretica, overdreven motion eller faste, vægtangst, fedmefølelse og overoptagethed af vægt og figur komorbiditet, relevante fund ved objektiv og parakliniske undersøgelser, netværk og motivation.
For patienter <18 år, da oplysninger og samtykke vedr. forældremyndighed.
Målgruppe, udredning og behandling på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser
Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelsers målgruppe
Klinikken tilbyder behandling til patienter med anoreksi eller bulimi. Efter individuel vurdering behandles også patienter med en moderat til svær atypisk spiseforstyrrelse. Det kan f.eks. være patienter som opfylder næsten alle kriterier, patienter som har haft et meget hurtigt vægttab eller som er gået i spisestop. Det er altid muligt at konferere patienter med en af klinikkens læger når der er tvivl om hvorvidt de tilhører målgruppen.
Klinikken behandler ikke svært overvægtige patienter med tvangsspisning (Binge Eating Disorder) eller patienter som ikke har spiseforstyrrelse som hoveddiagnose.
Forundersøgelse og behandlingskonference
Omfatter interviews, selvrapporteringsskemaer, omfattende somatisk og paraklinisk undersøgelse. Patienten udredes primært mht. spiseforstyrrelse og psykiatrisk komorbiditet. For hjemmeboende deltager forældrene i en del af forundersøgelsen. Efter forundersøgelsen sendes behandlingsplan til egen læge.
Behandling af patienter med anoreksi eller atypisk anoreksi
Patienter med anoreksi tilbydes ambulant behandling med ugentlige samtaler, den ene uge i mestringsgruppe og den anden uge med psykolog/psykiater, samt kostvejledning ved en diætist. For hjemmeboende inddrages ved hver samtale. Efter vægtøgning til normalvægt kan behandlingen fortsætte i gruppeforløb. For alvorligt syge patienter som ikke profiterer tilstrækkeligt af ambulant behandling tilbydes evt. behandling i daghospital, flerfamiliebehandling eller under indlæggelse.
Behandling af patienter med bulimi eller atypisk bulimi
Voksne bulimipatienter behandles efter et forberedende individuelt forløb i et 10 ugers integrativt gruppeforløb med kombination af kropsterapi og samtalegruppe én gang ugentligt af 3 timers varighed. Gruppebehandlingen omfatter udover samtaleterapi også kostvejledning og fysioterapi. Der er mulighed for at fortsætte i opfølgningsgruppe efterfølgende.
Børn og unge, der bor hjemme, med bulimi behandles i lignende gruppeforløb af lidt længere varighed med inddragelse af forældre i nogle af sessionerne suppleret med kostvejledning.
Alle patienter i behandling i vægtøgnings- eller symptomreduktionsfasen udfylder spisedagbog og fremover vil det foregå elektronisk i spiseforstyrrelses app.
Der er en gang om måneden struktureret psykoedukation til patienter og pårørende med 6 emner pr. semester.
Henvisning sendes til - praktiske oplysninger
Praktiske oplysninger
Ambulant behandling af patienter med spiseforstyrrelser varetages i Aarhus og Gødstrup, mens behandling under indlæggelser alle foregår i Aarhus.
Henvisninger til Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser sendes via EDIFACT til Psykiatriens Centrale Visitation på følgende lokationsnumre:
Alder |
Lokationsnummer |
0 - 17 år | 5790002000188 |
18 år og derover | 5790002000171 |
Yderligere information
- Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, Børn og Unge
- Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, Voksne
- Lægehåndbogen: Spiseforstyrrelse
ICPC
P86
Forfattere
Kristian Rokkedal, Centerleder, Specialeansvarlig overlæge, Børne-Ungdomspsykiatrisk Center
Peter Ramsing, Overlæge
Janne Lund Helverskov, Læge
Sonja Simonsen, Praksiskonsulent, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital Risskov
Indhold leveret af:
8800 Viborg