Hjertesvigt
Resume
- Almen praksis udreder patienter med hjertesvigt ved klinisk mistanke. Resulterer udredningen i en klinisk begrundet mistanke, da henvises patienten til hospital eller praktiserende speciallæge i kardiologi med henblik på videre udredning.
- Patienter med uforklaret åndenød, væskeretention, abnorm træthed med nedsat funktionsevne bør henvises.
- Lokale telefonnumre, lokationsnumre, indhold i henvisning m.m. beskrives efterfølgende.
Baggrund
Hjertesvigt er en fællesbetegnelse for en heterogen sygdomsenhed, der alene har det til fælles, at udgangspunktet er en hjertemæssig dysfunktion. De hyppigste årsager til hjertesvigt er iskæmisk hjertesygdom, hjerteklapsygdom, hjertemuskelsygdomme, rytmeforstyrrelser og hypertension.
Det skønnes, at der i Danmark er ca. 60.000 patienter med kronisk hjertesvigt og et lignende antal med nedsat systolisk funktion af venstre ventrikel uden klinisk hjertesvigt. Det skønnes, at 5% af befolkningen over 75 år og 10% af de +85-årige har hjertesvigt. Hjertesvigt er en hyppig årsag til indlæggelse og skønnes at medføre ca. 11.000 indlæggelser årligt.
Klinisk mistanke om hjertesvigt
Klinisk mistanke om hjertesvigt opstår ved ét eller flere af nedenstående symptomer:
- Åndenød
- Væskeretention
- Abnorm trætbarhed med nedsat funktionsevne
Forløb i almen praksis
Ved klinisk mistanke foretages følgende udredning i almen praksis:
- Anamnese med særlig vægt på symptomatologi, funktionsniveau (NYHA-klasse, se nedenfor) og komorbiditet
- Biokemisk screening (hæmoglobin, leukocytter, trombocytter, elektrolytter, kreatinin, blodsukker (faste) og/eller HbA1C, lipidprofil, TSH, ALAT)
- Vurdering af patientens risikoprofil for iskæmisk hjertesygdom (familiær disposition, rygerstatus, lipidprofil, overvægt, tilstedeværelse af diabetes, forhøjet blodtryk, nyresygdom, kendt hjertesygdom)
- Objektiv undersøgelse inkl. blodtryk og hjerte- og lungestetoskopi
- EKG
- Lungefunktionsundersøgelse til afklaring af evt. pulmonal årsag til dyspnoe
- Evt. rtg. thorax
NYHA-klassifikation
NYHA 1: Ingen indskrænkning i fysisk formåen. Almindelig fysisk aktivitet fremkalder ikke dyspnø eller træthed.
NYHA 2: Let indskrænket funktionsniveau. Velbefindende i hvile. Sværere fysisk aktivitet fremkalder dyspnø eller træthed.
NYHA 3: Betydeligt indskrænket funktionsniveau. Velbefindende i hvile. Lettere fysisk aktivitet fremkalder dyspnø eller træthed.
NYHA 4: Enhver form for fysisk aktivitet medfører ubehag. Symptomerne er tilstede i hvile.
Efterfølgende vurderer praktiserende læge om patienten kan afsluttes til fortsat kontrol i egen praksis, eller der er tale om begrundet mistanke.
Der er klinisk begrundet mistanke, hvis andre årsager til patientens symptomer, fx lungesygdom, er udelukket ved de foretagne undersøgelser.
Patienten skal ved klinisk begrundet mistanke henvises til kardiologisk speciallæge på sygehus eller i speciallægepraksis med ovenfor anførte oplysninger. Efter klinisk vurdering kan der evt. påbegyndes diuretisk behandling parallelt med henvisning.
Patienten kan have symptomer i varierende grad. Hvis patientens tilstand tilsiger det, skal patienten indlægges akut.
Henvisning
Det er i Region Midtjylland mellem hospitaler og almen praksis aftalt, at den praktiserende læge ved begrundet mistanke om hjertesvigt og efter samtale med patienten om dette, sender en elektronisk henvisning til afdelingens vanlige lokationsnummer, hvorefter afdelingen indkalder patienten. Henvisende læge kan vælge at ringe til afdelingen for at få tid for patientens første fremmøde, eller ved behov for rådgivning, før lægen fremsendelse af elektronisk henvisning.
Bemærk!! Der aktuelt ikke længere er pakkeforløb for patienter med hjertesvigt
Henvisningen med diagnosen obs. hjertesvigt bør indeholde oplysninger om:
- Anamnese med beskrivelse af problemet
- Sværhedsgrad og karakter af symptomer beskrives
- Objektive fund (BT, St. c et p, højde, vægt)
- Komorbiditet, herunder rygestatus og evt. andre risikofaktorer
- Svar på foreliggende laboratorie undersøgelser
- Lungefunktionsudersøgelse og EKG
- Opdateret FMK
- Kontaktoplysninger på patient (fastnet og mobiltelefonnummer, evt. behov for tolk)
Udredning/behandling på hospital
Udredning
Diagnosen stilles ved ekkokardiografi og anamnese. Ofte foretages supplerende undersøgelser i form af KAG/hjerte-CT, MR scanning og hjerterytmeovervågning, til afklaring af den underliggende årsag til hjertesvigt.
Behandling
Patienten henvises til optitrering af medicin, patientuddannelse og stillingtagen til pacemaker +/- ICD i lokal hjertesvigtsklinik.
Den medicinske behandling omfatter ACE-hæmmere eller Angiotensin-II receptor antagonister (AT-II AG), betablokkere og aldosteron receptorantagonister som alle har dokumenteret effekt på symptomer og mortalitet. Anden medicinsk behandling kan komme på tale afhængig af den tilgrundliggende tilstand.
Visse patienter kan have gavn af at få erstattet ACE hæmmer eller AT-II-AG med sacubitril-valsartan (Entresto®: en AT-II AG i kombination med en neprilysinhæmmer, som udvider karrene og øger udskillelsen af natrium). Entresto® behandling er en specialistopgave.
Højrisiko patienter vil ofte få implementeret en pacemaker +/- ICD enhed.
Rehabilitering
Som led i behandlingen henvises patienten til fysisk træning. Enten på hospital eller i kommunalt regi efter individuel vurdering og gældende regler.
Der tilsendes løbende egen læge epikriser/ambulante notater, således at denne er opdateret ved kontakt fra patient eller pårørende.
Stabile patienter (optimal behandling, NYHA 1-2) vil typisk blive afsluttet til videre kontrol hos egen læge (se nedenfor).
Patienter i NYHA 3-4 bør følges på hospital, da disse kan blive kandidater til hjertetransplantation eller indsættelse af et mekanisk hjerte. Hvis der er fremskreden biologisk alder, megen komorbiditet, eller det er patientens ønske, kan patienten afsluttes fra hospital og følges alene i almen praksis.
Forløb i kontrolfasen (almen praksis)
- Anbefalet kontrolinterval 4-6 mdr
- Anamnese: Inkl. NYHA gruppe
- Seneste LVEF (værdi og årstal)
- Obj. us inkl. st c et p, vægt, ødemer, BT, EKG
Hvem skal henvises tilbage til hospital?
Patienter med forværring i form af enten faldende NYHA gruppe, åndenød, uafklaret vægtstigning, tiltagende ødemer eller arytmi bør henvises til kardiologisk afdeling mhp. vurdering og evt. intensivering af behandling. Der bør ikke – med mindre der er tvingende indikation – ændres i den antikongestive behandling, før der er konfereret med kardiologisk afdeling/lokal hjertesvigtklinik.
Terminalt hjertesvigt
Hjertesvigt er en sygdom med høj dødelighed. Prognosen afhænger af NYHA gruppe. Således har patienter i NYHA gruppe 4 en ét-års dødelighed på 50%. Patienter, som pga. alder, komorbiditet eller andre forhold ikke er kandidater til avanceret behandling (hjertetransplantation eller mekanisk hjerte) og hvor hjertesvigtsygdommen skrider frem med forværring af symptomer, bør tilbydes palliative tiltag. Tlf. kontakt til lokal hjertesvigtsklinik i denne fase er en mulighed mhp. råd og vejledning.
Lokale oplysninger
Regionshospitalet Randers
- Telefonnr.: 7842 0000 med omstilling, eller direkte 7842 1747
- EDIFACT / Lokationsnr.: 5790001380205 det vanlige for afdelingen
Regionshospitalet Silkeborg
- Telefonnr.: 7841 5000 med omstilling, eller direkte 7841 7126
- EDIFACT / Lokationsnr.: 5790001999599 det vanlige for afdelingen
Regionshospitalet Viborg
- Telefonnr.: 7844 0000 med omstilling, eller direkte 7844 7306
- EDIFACT / Lokationsnr.: 5790002009969 det vanlige for afdelingen
Regionshospitalet Herning
- Telefonnr.: 7843 0000 med omstilling, eller direkte 7843 6281
- EDIFACT / Lokationsnr.: 5790002281105 det vanlige for afdelingen
Regionshospitalet Horsens
- Telefonnr.: 7842 5000 med omstilling, eller direkte 7842 6784
- EDIFACT / Lokationsnr.: 5790001377830 det vanlige for afdelingen
Aarhus Universitetshospital
- Telefonnr.: 7845 0000 med omstilling til floater, eller direkte 4012 9429
- EDIFACT / Lokationsnr.: 5790001990701 det vanlige for afdelingen
Godkendelse
Denne forløbsbeskrivelse er godkendt af Specialerådet for Kardiologi
ICPC
K24, K77, K81, K82, K83, K93
Forfattere
Praksiskoordinatorgruppen
Indhold leveret af:
8800 Viborg