Dyb venetrombose (DVT)
Hospitalerne leverer en diagnostisk ydelse til den praktiserende læge, idet den praktiserende læge er lægeligt ansvarlig for udredningen.
Ved verificeret DVT overtager hospitalet videre udredning og behandling af patienten.
Henvisnings- og udredningsforløbet for OBS DVT-patienter
Dagtid på hverdage
- Patienten møder hos egen læge, som foretager klinisk undersøgelse med Well’s score.
- Hvis der er klinisk mistanke om DVT, bestiller den praktiserende læge DVT-blodprøve(pakke) via Webreq (lægges på webreq hotel) og sender henvisning til akut ultralydsscanning af underekstremitet.
- Den praktiserende læge kontakter hospitalsvisitationen. Hospitalsvisitationen husker den praktiserende læge på blodprøvebestillingen i webreq og booker akut blodprøve og akut UL-undersøgelse. Hospitalsvisitationen oplyser, hvor patienten skal møde frem på hospitalet.
- Patienten møder frem til blodprøvetagning på hospitalet efter nærmere anvisninger formidlet via den praktiserende læge. Hospitalets interne procedurer sikrer, at patienten sendes videre til UL-scanning.
- Hvis DVT bekræftes ved ultralydsundersøgelsen, går patienten videre til behandling i hospitalsregi. Ved udskrivelse modtager den praktiserende læge en epikrise.
- Hvis DVT ikke påvises, afsluttes patienten til egen læge med råd om at opsøge egen læge ved fortsatte symptomer med henblik på revurdering og evt. rescanning inden for 7-10 dage. Der udleveres et standardinformationsbrev til patienten. Se informationsbrevet via dette link.
- Både UL-beskrivelsen og blodprøvesvaret vil være tilgængelig for den praktiserende læge senest kl. 8.00 dagen efter patientens kontakt på hospitalet.
Den sendte UL-beskrivelse indeholder en kort standardtekst vedr. opfølgning på det typiske forløb for patienter uden påvist DVT:
Patienten er informeret om, at der ikke er fundet DVT på ultralydsskanning, og er bedt om at kontakte egen læge for opfølgning. Dette mhp. vurdering af evt. re-ultralyd (sædvanligvis indiceret ved Wells score på 2 eller højere og forhøjet D-dimer samt vedvarende symptomer). Ved fortsat mistanke om DVT på 5. dagen efter UL-scanning: Henvisning til Røntgen og Skanning mhp. subakut opfølgende UL-scanning. Angiv på henvisningen: Fortsat mistanke om DVT, trods negativ UL-scanning [DATO], hvorfor patienten bedes indkaldt til fornyet subakut UL-scanning 7 – 10 dage efter den første akutte undersøgelse. Hvis der efter 6 - 10 dage opstår mistanke om DVT, bør patienten henvises til nyt akut udredningsforløb. |
Egen læges opfølgning
Hvis patienten på 5. dagen efter ultralydsundersøgelsen fortsat har symptomer, og egen læge, efter at have overvejet differentialdiagnoser, opretholder mistanke om DVT, sender egen læge en ny henvisning til Røntgen og Skanning med henblik på subakut opfølgende UL-scanning.
Egen læge angiver på henvisningen, at der fortsat er mistanke om DVT, trods negativ UL-scanning den xx.xx [DATO], hvorfor patienten bedes indkaldt til fornyet subakut UL-scanning 7–10 dage efter den første akutte undersøgelse.
Hvis der efter 6 - 10 dage opstår mistanke om DVT, bør patienten henvises til et nyt akut udredningsforløb, jf. ovenstående trin 1-7.
Henvisning af OBS DVT-patienter i vagttid
I vagttid på hverdage, i weekender og på helligdage skal patienten ved mistanke om DVT modtages i akutmodtagelsen efter telefonisk henvendelse til hospitalsvisitationen:
Hospitalsenhed Midt | 7844 6600 |
Regionshospitalet Gødstrup |
7843 2222 |
Regionshospitalet Horsens |
7842 5215 |
Regionshospitalet Randers |
7842 0330 |
Aarhus Universitetshospital | 7846 6070 |
___________________________________________
Henrik Bech Nielsen, chefkonsulent, Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland
Svend Kier, lægelig koordinator for PKO