Gruppe 3 – Billeddiagnostik af patienter med vage symptomer, hvor alvorlig sygdom ikke kan udelukkes
Formål
Med henblik på ensartet og bedst mulig kræftudredning i Danmark, har Danske Regioner haft nedsat en tværsektoriel gruppe med deltagelse fra hospitaler og almen praksis i alle 5 regioner. Formålet er at sikre almen praksis samme adgang i hele landet til parakliniske billeddiagnostiske undersøgelser til patienter med vage symptomer (Gruppe 3 i kræftudredning).
Baggrund
85 pct. af alle kræftpatienter henvises via almen praksis. Det drejer sig om følgende 3 grupper:
- Patienter med alarmsymptomer på kræft, som er henvist til organspecifik kræftpakke (ca. 50%).
- Patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kunne være kræft, som er henvist til en MAS-pakke (mistanke om alvorlig sygdom, der kunne være kræft) (ca. 10-20%).
- Patienter med vage symptomer, hvor det ikke findes lægefagligt begrundet at henvise til organspecifik pakke eller diagnostisk pakkeforløb (ca. 30-40%).
Målgruppe
Patienter med de vage symptomer, (såkaldt gruppe 3 patienter), hvor den praktiserende læge ikke helt kan udelukke, at der kan være tale om en alvorlig sygdom (low risk but not no risk), og derfor finder det relevant at igangsætte egen udredning via parakliniske undersøgelser, herunder billeddiagnostik. Det er symptomer, som ikke giver anledning til at henvise ind i et MAS forløb eller til et organspecifikt pakkeforløb. Modsat gruppe 1 og 2 skal patienten ikke informeres om, at det drejer sig om et kræftpakkeforløb, fordi undersøgelsen sker for at afkræfte muligheden for alvorlig sygdom.
Det er således en patientgruppe, hvor der er behov for en afklaring eller sikring af en diagnose inden for en vis tid. Derfor omfatter gruppen ikke f.eks. kroniske træthedstilstande eller smertetilstande.
Billeddiagnostiske undersøgelser for Gruppe 3 patienter
- CT-skanning af thorax og/eller abdomen
Indikation er vage symptomer, hvor det ikke findes lægefagligt begrundet at henvise til et organspecifikt kræftpakkeforløb eller til MAS-pakken. - Røntgen af thorax
Indikation er uafklarede luftvejsinfektioner. Bl.a. uspecifik hoste hos ikke-rygere og vedvarende symptomer efter pneumoni (rygere anbefales CT-scannet). - Ultralyd af abdomen
Indikationen er fokuseret problemstilling i abdomen, hvor der ikke umiddelbart mistænkes kræft, bl.a. lokaliseret mavesmerte. Undersøgelsen kan kun anbefales til generel screening af hele abdomen hos yngre patienter. - Knogleskintigrafi ved vage symptomer, hvor man vil mindske sandsynligheden for knogleinvolverende sygdom (primært c. mammae og c. prostata) og thyreoideaskintigrafi ved diffus eller borderline hævelse på halsen som man ikke forventer ultralyd kan afklare. For begge undersøgelser gælder, at patienten henvises på baggrund af vage symptomer, hvor det lægefagligt ikke vurderes indiceret at henvise til organspecifikt kræft - eller MAS-pakke.
De billeddiagnostiske afdelinger kan ud fra henvisningen omvisitere patienten til anden og mere indiceret undersøgelse eller tilbagehenvise til henvisende læge. I tilfælde af tilbagehenvisning skal henvisende læge informeres herom i svaret på henvisningen med en kortfattet begrundelse. Henvisende læge kan med fordel ved henvisningen informere patienten om at billeddiagnostisk afdeling kan ændre scanningstype, hvis anden undersøgelse findes mere relevant.
Henvisningen bør indeholde
I feltet for ønsket undersøgelse anføres, ud over den ønskede undersøgelse, at det drejer sig om en gruppe 3 patient med behov for at mindske mistanken om alvorlig sygdom. Gerne med en mulig obs. diagnose, der kan beskrive en mistanke (eller en mavefornemmelse)
- Relevante kliniske oplysninger med beskrivelse af de vage symptomer.
- Evt. diabetes/ nyresygdom.
- Relevante billeddiagnostiske undersøgelser (tidspunkt og sted).
- Tidligere malignitet.
- Relevant tidligere kirurgi, især ved større operationer eller ændret anatomi.
- Objektiv undersøgelse ved relevante fund.
- Højde og vægt af hensyn til valg af scannerleje/type af undersøgelse.
- Relevante blodprøver eks. creatinin og eGFR ved CT scanning med kontrast.
- Relevante særlige behov og forhold: behov for tolk, kørestol/lift, følge fra bosted, kørsel mv.
Svar fra de billeddiagnostiske afdelinger
Svartid
Der tilstræbes en samlet maksimal ventetid på tre uger fra modtagelse af henvisning til afgivelse af skriftligt svar til henvisende læge.
Beskrivelse
En beskrivelse af hvad undersøgelsen viser både malignt og ikke-malignt.
Konklusion
Maligne fund bør fremgå tydeligt, herunder hvilken betydning de har for udredningen.
Anbefaling for videre udredning
- Hvis det findes relevant eller hvis fundet er uklart.
- Mulighed for kontakt mellem henvisende læge og billeddiagnostisk afdeling fx med henblik på uddybning af anbefaling til undersøgelse.
- Fx. brug af standardfrase: ”patienten anbefales videre udredt i fx lungemedicinsk regi, såfremt det har behandlingsmæssig konsekvens”.
Lokale oplysninger
Såfremt den praktiserende læge ikke helt kan udelukke, at der kan være tale om en alvorlig sygdom og det drejer sig om en "gruppe 3 patient" med behov for at mindske mistanken om alvorlig sygdom kan der henvises til nedenstående afdelinger - gerne med en mulig obs. diagnose, der kan beskrive en mistanke (eller en mavefornemmelse).
Regionshospitalet Randers
Røntgen og Skanning: Lokationsnr.: 5790000180271.
Det anføres, at der er tale om en "gruppe 3 patient".
Regionshospitalet Horsens
Røntgen og Skanning: Lokationsnr.: 5790001377977.
Det anføres, at der er tale om en "gruppe 3 patient".
Regionshospitalet Silkeborg
Røntgen og Skanning: Lokationsnummer: 5790002636738.
Det anføres, at der er tale om en "gruppe 3 patient".
Regionshospitalet Viborg
Røntgen og Skanning: Lokationsnr.: 5790002004988.
Det anføres, at der er tale om en "gruppe 3 patient".
Regionshospitalet Gødstrup
Røntgen og Skanning: Lokationsnr.: 5790002520426.
Det anføres, at der er tale om en "gruppe 3 patient".
Aarhus Universitetshospital
Røntgen og Skanning: Lokationsnummer: 5790002396762.
Det anføres, at der er tale om en "gruppe 3 patient".
Godkendelse
Denne forløbsbeskrivelse er godkendt af Sundhedsdirektørerne i regi af Danske Regioner.