MedicinNyt nr. 2, 2024
Behandling med opioid i lav dosis
Efter at depottablet Contalgin 5 mg er udgået fra det danske marked, står praksis med en udfordring. Contalgin 5 mg er ofte anvendt ved kroniske eller posttraumatiske smerter, men også ved udtrapning af opioid.
Depotmorfin er fortsat 1. valg inden for opioider i Region Midtjylland. Som alternativ til Contalgin 5 mg lægges derfor op til, at der anvendes 10 mg depotmorfin. At Contalgin er udgået, giver således ikke anledning til at skifte til fx oxycodon, som har en mulig højere risiko for afhængighed end morfin, og er mere potent. Depotoxycodon 5 mg svarer til depotmorfin 10 mg.
Udtrapning af opioid
Klinisk Farmakologisk Afdeling foreslår følgende udtrapningsplan efter kortvarig brug (<6 uger) af Contalgin 30 mg x 2 dgl. Varigheden af hvert trin kan være 1-2 uger (evt. længere), før udtrapningen fortsætter.
Trin | Mogen | Aften |
0 | Depotmorfin 30 mg | Depotmorfin 30 mg |
1: 1 uge |
Depotmorfin 20 mg |
Depotmorfin 30 mg |
2: 1 uge |
Depotmorfin 20 mg |
Depotmorfin 20 mg |
3: 1 uge |
Depotmorfin 10 mg |
Depotmorfin 20 mg |
4: 2 uge |
Depotmorfin 10 mg |
Depotmorfin 10 mg |
5: 2 uge |
- | Depotmorfin 10 mg |
Efter langvarig behandling (>6 uger) kan planen også følges, her kan det dog være nødvendigt at blive på hvert trin i længere tid, fx 4 uger. Dette foretrækkes frem for at omlægge til andre lægemidler eller hurtigtvirkende morfin.
Individuelle forskelle mellem patienters udtrapningsplaner må forventes. Allerede ved opstart af behandling med opioid er det relevant at tale med patienten om behandlingsvarighed og de udfordringer, der kan være forbundet med at stoppe behandlingen igen.
Smerteguiden har flere anbefalinger om udtrapning. Her fremgår Contalgin 5 mg dog fortsat.
Opioidforbruget over tid
Almen praksis har længe haft fokus på at reducere forbruget af opioid, og det ses tydeligt af data.
I Region Midtjylland er forbruget af tramadol faldet med 41 % fra 2019-2023 og oxycodonforbruget er faldet med 22 %. Morfin, der er 1. valg, er kun steget en smule (7 %), så samlet set er der et stort fald i forbrug.
Antallet af patienter, der behandles med opioid, er også faldende. Særligt antallet af patienter i tramadol er faldet kraftigt. Her ses en reduktion på 17.505 patienter, svarende til en halvering fra 2019 til 2023. Antallet af patienter behandlet med morfin er samtidig kun steget med 11.000. Dette tyder på at en stor del af patienterne i tramadol er helt stoppet med opioidbehandling, mens andre er reduceret i opioiddosis i forbindelse med opioidrotation.
Husk
- Anvend depotmorfin frem for hurtigvirkende. Depotbehandling giver bedre døgndækning, færre gennembrudssmerter og mindre euforiserende effekt.
- Brug maks. 100 mg morfinækvivalenter. Højere doser giver ikke bedre effekt.
- Ved langvarig behandling er den smertestillende effekt af opioid aftagende
- Ingen PN ved udtrapning
- Fokus på at smerte kan være et tegn på abstinenser ved udtrapning af opioid
- Reducer laksantia ved aftrapning af opioid
- Reducer dosis med ca. 25 % ved opioidrotation
- Obs. på opioidinduceret hyperalgesi
- Smerteplastre er fortsat forbundet med mange UTH’er og afgiften af opioid er svingende og varmeafhængig
Bliv klogere på lægemiddelområdet - Kursus for lægesekretærer
3-timers eftermiddagskursus med fokus på receptfornyelse, restordre, medicintilskud, patientsikkerhed, mm.
Kurset, der er gratis, er d. 23/10 i Århus og d. 30/10 i Herning. Der er plads til 30 deltagere hvert sted. Tilmelding via kortlink.dk/2qfex
Kontakt lægemiddelkonsulenterne
Her finder du kontaktoplysningerne til lægemiddelkonsulenterne: https://midtkraft.dk/medicinteamet/
____________________________________________________________
Medicinteamet i MidtKraft