Teledermatologi
Vejledning om teledermatologi
Anvendelse af teledermatologi – til indhentning af råd og vejledning
Teledermatologi er elektronisk udveksling af digitale hudbilleder med ledsagende elektronisk henvisning og svar.
Patienten fortsætter i behandling hos den alment praktiserende læge, og den praktiserende læge kan få rådgivning om diagnose og behandling fra dermatologen uden at patienten skal henvises til en egentlig fysisk konsultation.
Hvornår anvendes teledermatologi – til indhentning af råd og vejledning?
Teledermatologi vil primært kunne anvendes til lettere hudsygdomme.
Teledermatologi må IKKE anvendes:
- Ved mistanke om maligne tumorer
- Ved svært syge patienter med akutte hudsygdomme
MedCom-kommunikationsstandarder
Almen praksis sender fra lægesystemet en henvisning med billederne vedhæftet (MEDBIN), og modtager en speciallægeepikrise med svaret.
Fotografering
For at tage optimale fotos er det en fordel at have et sort klæde som baggrund samt en lineal uden reflekser. Husk at skjul øjne, ansigt, tatoveringer og genkendelige smykker.
Billederne fra alment praktiserende læge bør indeholde følgende:
- Oversigtsbillede, så fordeling på kroppen kan ses.
- Nærbillede(r), der repræsenterer morfologien (lineal på nærbilleder).
- Gerne et makrobillede af et enkelt karakteristisk element
Det anbefales, at der max. fremsendes 3-4 billeder på patienten.
Hjælp til fotografering:
- Vejledning om datasikkerhed ifm. fotografering.
- På Region Nordjyllands side under "Kontakt/hjælp" findes 2 videovejledninger for lægesystemerne EG Clinea og XMO
§2- og §3-aftaler
Herunder findes links til Region Midtjyllands §2- og §3-aftaler om Teledermatologi
§2 aftale – Honorering for fremsendelse af digitale billeder til praktiserende speciallæger i dermato-venerologi fra praktiserende læger
§3 aftale - Rammeaftale om Teledermatologi - honorering for vurdering af digitale billeder fra alment praktiserende læger
Der er i aftalerne fastsat et særligt honorar.
Henvisning
Henvisningen til speciallægen skal indeholde så mange relevante oplysninger som muligt – med vægt på betydningen af allergier, medicinoplysninger og sygehistorie.
- Patientens alder, køn og erhverv
- Tidligere behandling
- Relevante undersøgelsesresultater, fx blodprøver
- Dispositioner
- Medicin
- Tidligere relevante sygdomme
- Objektive forandringer (evt. forandringer på andre hudområder end det patienten præsenterer, bør også vurderes)
- Diagnose/diagnoseforslag
- Lægens ønsker og forventninger til speciallægen
Udslættets udseende beskrives ved:
- Symmetrisk/asymmetrisk antal elementer (mindre end 10, 10-50, mere end 50).
- Monomorf/polymorf.
- Evt. klassisk beskrivelse af primærelementer (makulae, papler, pustler, etc.).
Epikrise
Svaret fra dermatologen sendes som en almindelig epikrise.
Besvarelsen skal indeholde:
- Diagnoseforslag (evt. diagnosekode) og evt. differentialdiagnostiske overvejelser.
- Behandlingsforslag.
- Gode råd om behandling samt evt. efterbehandling og kontrolinterval.
- Ved forslag om viderevisitation eller inddragen af andre behandlingspartnere (hjemmesygeplejen): Hvor?/Hvem?/Hvornår?/Hvordan?
- Forslag til medicinordination – evt. angivet som dispensering, præparat, styrke, dosering, indikation, evt. varighed.
- Evt. supplerende undersøgelse (fx mikroskopi, mikrobiologi, klinisk kemi).
- Kontrolundersøgelse, evt. supplerende undersøgelser (interval angives).
- Evt. efterfølgende kontrol hos egen læge.
- Evt. bør ses af en dermatolog.
Hjælp og support
- Ved systemmæssige problemer: kontakt din lægesystemleverandør
- Ved anvendelses- og forsendelsesmæssige problemer: kontakt datakonsulenterne
Ansvar for udredning og behandling
- Den læge, der anmoder om telemedicinsk rådgivning, må sikre sig, at der kommer en tilbagemelding på anmodningen og må følge op på denne.
- Den læge, der på baggrund af rådgivning iværksætter behandling, er ansvarlig for behandlingen.