Spring til indhold

Nyt billeddiagnostisk system pr 12. juni 2023 på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Almen praksis - Region Hovedstaden

Den 12. juni 2023 ibrugtager Bispebjerg og Frederiksberg Hospital (BFH) som det første hospital i Region Hovedstaden nyt billeddiagnostisk system (RIS/PACS).  

Det har ingen betydning for de almindelige arbejdsgange omkring henvisninger og svar. 

Vær dog opmærksom på, at fra 12. juni 2023 til sommeren 2024 skal alment praktiserende læger og øvrige praktiserende speciallæger oprette en ny henvisning, hvis undersøgelsen skal udføres på en anden afdeling/hospital, end der oprindeligt er henvist til. Henvisninger kan ikke videresendes mellem nyt og gammelt RIS/PACS-system.

Læs om årsag nedenfor. 
I perioden 12. juni 2023 til sommeren 2024 vil hospitalerne i Region Hovedstaden løbende skifte til nyt RIS/PACS-system. Indtil alle hospitaler er skiftet over, vil der være to forskellige billeddiagnostiske systemer i drift i regionen. 

Det nye RIS/PACS-system (fra Sectra) og det nuværende system (fra AGFA) er ikke forbundne. Det betyder, at hospitalerne ikke kan omdirigere henvisninger mellem to røntgenafdelinger, som ikke er på samme system. En henvisning, som skal omdirigeres, vil derfor blive afvist af den billeddiagnostiske afdeling. Den henvisende læge modtager meddelelse om afvisning og skal oprette en ny henvisning til rette hospital. 

Det er særligt relevant i forhold til to forløbsbeskrivelser, hvor CT-skanning altid udføres på BFH: 

1. CT-skanning af thorax/abdomen med og uden IV kontrast
2. Paraklinisk billeddiagnostisk hos patienter med vage symptomer

For patienter er der ingen ændringer – de vil stadig kunne se svar på egne undersøgelser på Sundhed.dk.

Johanne Brix Kirkegaard
Implementeringskonsulent