Lokalnyheder SYD - April 2023
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Orientering om nødvendige ændringer i patientindtaget i Akutklinikken og patienter til NIV-behandling på Glostrup.
Jeg skriver for at orientere om, at Amager og Hvidovre Hospital pr. 1. marts 2023 lukker for indtaget af akutte medicinske patienter til vurdering og indlæggelse i de sene aftentimer og om natten, fra kl. 21-07, på Akutklinikken i Glostrup. Tiltaget vil være gældende i hvert fald resten af 2023. Herudover vil patienter med KOL fremover modtage NIV-behandling på Hvidovre-matriklen.
Ændringerne er nødvendige for at sikre patientsikkerheden og arbejdsmiljøet på Glostrup-matriklen.
Akutklinikkens åbningstid vil uændret være kl. 07-22 for patienter med mindre skader og for patienter med akut almen medicinsk sygdom i vagttid. Herudover vil der fortsat være indtag af akutte medicinske patienter til vurdering og indlæggelse kl. 07-21.
Der vil fortsat være medicinske senge og ambulatorier på Glostrup-matriklen til at varetage optageområdets patienter med hjerte-, lunge-, hormon-, stofskifte- og ældresygdomme.
Visitationen fra almen praksis er uændret. Ændringerne vil alene få betydning for den akutte visitation sen aften og nat fra Akutberedskabet.
Lukning af indtag af medicinske patienter i Akutklinikken kl. 21-07
I Akutklinikken og på de medicinske sengeafsnit på Glostrup-matriklen har der gennem den senere tid været tiltagende udfordringer med opretholdelse af patientsikkerheden og et godt arbejdsmiljø for personalet, som skyldes en kombination af vakancer og et stort indtag af patienter.
Fra 1. marts 2023 iværksættes derfor lukning af A- og B-kørsler samt indtag af akutte medicinske patienter til vurdering og indlæggelse i Akutklinikken i Glostrup i tidsrummet kl. 21-07. I dette tidsrum drejer det sig typisk om ca. seks patienter til indlæggelse.
Akutklinikken vil fortsat være bemandet om natten, da der vil være patienter, som er indlagt i Akutklinikken natten over. Akutklinikken kan således i nødvendigt omfang modtage patienter, som selv henvender sig uden forudgående kontakt til egen læge eller 1813.
Patienterne vil som udgangspunkt blive visiteret til Akutmodtagelsen på Hvidovre i stedet. Ved de akutte ambulancekørsler (A- og B-kørsler) kan nogle patienter også blive kørt til et andet hospital tæt på afhængig af, hvor patienten opholder sig på skadestidspunktet, samt for at sikre de rette kompetencer til patientens tilstand.
For borgere fra Glostrups optageområde er der mulighed for at vurdere, om borgeren senere i forløbet har gavn af at blive flyttet til Glostrup. Det vil typisk være ved længere indlæggelsesforløb.
Overflytning af NIV-behandling fra Glostrup til Hvidovre
I dag håndteres NIV-behandling for patienter på Glostrup-matriklen ved inddragelse af Rigshospitalets Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling på Glostrup-matriklen. NIV står for Non Invasiv Ventilation, og er en behandling, der gives for at aflaste patienter med vejrtrækningsbesvær grundet Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL). NIV-behandling kræver et højt overvågnings-niveau.
Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling har betydelige udfordringer med vakancer og er derfor i en situation, hvor de ikke har tilstrækkeligt personale til at understøtte NIV-behandling. Dette har ført til uhensigtsmæssige og usikre patientforløb, hvor patienter med behov for NIV-behandling er endt med at blive overført akut til Hvidovre. Det har udfordret kapaciteten på Hvidovre og givet meget uhensigtsmæssige patientforløb.
For at sikre sammenhængende patientforløb af høj faglig kvalitet fremover, vil der pr. 1. marts 2023 blive oprettet to ekstra pladser til NIV-behandling på Lungemedicinsk sengeafsnit på Hvidovre.
Patienter med KOL, der får behov for NIV-behandling, vil efter indledende undersøgelser og stabilisering på Glostrup-matriklen blive overflyttet til Hvidovre-matriklen til behandling. Det vurderes at dreje sig om ca. 50 patienter om året.
Denne ændring planlægges permanent af faglige og patientsikkerhedsmæssige hensyn.
Hvis det giver anledning til spørgsmål, er I velkomne til at henvende jer.
Med venlig hilsen
Birgitte Rav Degenkolv
Hospitalsdirektør
birgitte.rav.degenkolv@regionh.dk