Lokalnyheder NORD - Januar 2024
.
Systematisk udbredelse af samtaler om fremtiden på Nordsjællands Hospital
Som det eneste hospital i Danmark, arbejder Nordsjællands Hospital systematisk med ’Samtalen i tide’. Målgruppen er skrøbelige indlagte patienter og formålet med samtalerne er, at fremadrettet behandling, udredning og diagnosticering afstemmes med patientens ønsker til resten livet. Indsatsen tager udgangspunkt i hospitalets arbejde med Fælles Beslutningstagning, og inddragelse af patienter i beslutninger om egen behandling.
- En forventning om at flere patienter tilbydes samtalen.
Der indføres en systematik til at identificere hvilke patienter der skal tilbydes samtalen. Forventningen er, at når det sættes i system vil flere, end det er tilfældet i dag, få tilbudt samtalen. Identifikationen foregår ud fra en ”skrøbelighedsscore”.
- Kopi af samtalen kommer automatisk med i epikrisen.
Samtalen dokumenteres i et samtalenotat, der er linket op på behandlingsniveau. Det betyder, at en kopi af hvad der har været drøftet med patienten og evt. pårørende automatisk kommer med i epikrisen. Derudover er aftalerne lette at genfinde hvis patienten genindlæggelses, eller 1813 slår patienten op i Sundhedsplatformen.
- Ens struktur for indhold i samtalerne.
I epikrisen er der et kort resume af samtalen, som beskriver: Deltagere i samtalen, patientens håb og bekymringer for fremtiden, hvilke udrednings- og behandlingsmuligheder der er drøftet med patienten, og til slut den fremtidige plan, der er besluttet med patienten. Hvis relevant: behandlingsniveau, terminalerklæring og terminaltilskud.
- Indsatsen udrulles til alle sengeafsnit.
Indsatsen er pt. udrullet på to sengeafsnit, og yderligere tre er ved at starte op. I løbet af 2024 udrulles indsatsen på alle de kliniske sengeafsnit på Nordsjællands Hospital.
Yderligere oplysninger
Thyge Lynghøj Nielsen, overlæge og tovholder for ’Samtalen i tide’: thyge.lynghoej.nielsen@regionh.dk
Maj Thomsen, konsulent og tovholder for ’Fælles beslutningstagning’ og ’Samtalen i tide’: kari.maj.thomsen.01@regionh.dk
En kort opdatering på No Need To See (NNTS) binyreincidentalom forløb.
Generelt er det sygeplejerskestyrede forløb med lægelig backup og disse forløb initieres kun efter lægelig visitation. Der er som udgangspunkt kun pt’er som opfylder nedenstående kriterier der evt kan håndteres i disse forløb:
- Alder >40 år
- CT-binyre: HU<10 i homogen tumor
- Uden kendt nylig eller aktuel malignitet
- Ikke opfylder kriterier for udredning for primær hyperaldosteronisme
- Cushing afkræftet med kort dexamethasonsuppressionstest.
Hvis pt’erne er i tvivl i forhold til forløbet er der telefonisk dialog med sygeplejerske og endeligt afsluttes pt’erne med et brev i e-Boks samt epikrise til egen læge.
Som udgangspunkt vil alle øvrige pt’er indkaldes som vanligt til lægesamtale, vurdering osv.…
Christian Anholm
Overlæge, PhD
Endokrinologisk og Nefrologisk afdeling
Nordsjællands Hospital
Kasper Veje
praksiskonsulent
Kardiologisk, Nefrologisk, Endokrinologisk og Lunge- og infektionsmedicinsk afdeling,
Nordsjællands Hospital
Indhold leveret af:
3400 Hillerød