Lokalnyheder BYEN - Juni 2023
Almen Praksis - Region Hovedstaden
En fælles opfordring til sommerens afvikling af akutte medicinske patienter i BBHs optageområde:
På Bispebjerg Hospital er der de seneste år udviklet et særligt afsnit til både akutte og subakutte internmedicinske vurderinger kaldet AVA (Akut Vurderingsafsnit). AVA består af et heldøgnsafsnit samt 2 deldøgnsafsnit hvoraf Ældremodtagelsen udgør det ene. Ældremodtagelsen har åbent alle hverdage 8-18, og modtager både akutte og subakutte patienter med ældremedicinske problemstillinger.
For at kunne visitere bedst ind i disse tilbud har vi brug for så meget viden som muligt om den aktuelle situation, herunder også hvis der er problemer i hjemmet såsom aftagende både fysisk og kognitivt funktionsniveau.
Vi anerkender at tiden er knap for os alle, men vi vil gerne opfordre til at se ind i følgende:
- I de tilfælde hvor den samlede situation kan være svær at gennemskue, anvend da gerne Akutteamet til at vurdere patienten der hvor patienten opholder sig, eventuelt også suppleret med paraklinik.
- Ønskes patienten vurderet i hospitalsregi, så kontakt gerne Medicinsk Koordinerende Læge (MEDKOOL) på tlf.23286350 alternativt Geriatrisk bagvagt på 23372992.
På den måde kan vi dele viden, og tilrettelægge om vurdering skal ske akut eller subakut samt hvilken ramme som på bedst tænkelig vis kan møde patienten (og eventuelle pårørende) i deres aktuelle behov.
Sommerferieafvikling kan for alle parter være en udfordring idet ferieafløsere i primærsektor kan have sparsom tilgang til information om kronisk syge patienter, herunder også eventuelle behandlingsbegrænsninger. Særligt i tilfælde af kognitivt udfordrede og/eller multisyge ældre kan det være svært at indhente tilstrækkelige oplysninger til at vurdere om patienten har brug for akut eller subakut lægelig vurdering, og om dette skal ske via primærsektor eller på hospitalet. For at vi i fællesskab kan tilrettelægge det bedste forløb for vores skrøbelige patienter vil vi derfor opfordre til at bruge de fælles resurser vi har til rådighed. Brug derfor også gerne de kommunale akutsygeplejersker i disse situationer.
Akutteams:
http://https://sundhedstilbud.kk.dk/somatisk-sygdomme/sygdom-og-smerte/udkoerende-sygeplejefagligt-akutteam/Frederiksberg Hospital
Husk ydelser ved brug af akutteams:
Ydelse 0124 (kan tages ved kontakt til akutteam samt når akutsygeplejersken melder tilbage, men på 2 separate regninger samme dag).
Husk også at akutsygeplejerskerne kan konferere med Medicinsk Koordinerende Læge, så de kan også benyttes sidst på dagen, hvor akutsygeplejersken ikke kan nå at melde tilbage til den praktiserende læge.
Med venlig hilsen og ønske om en god sommer til alle!
Ann Kathrin Demény, ledende overlæge Akut Vurderingsafsnit, BBH: (tlf. 2144 1841, mail: ann.kathrin.demeny@regionh.dk )
og
Vibeke Vestereng, Praksiskoordinator BBH/FH