Kortlægning af lægemiddelrelaterede problemer hos + 65 årige
Region Hovedstaden
Projektleder, cand.pharm. Dorte Glintborg
Projektsygeplejerske Birgit Bonnichsen
Denne rapport er resultatet af et projekt initieret og finansieret af Forebyggelsesrådet i Frederiksborg Amt i 2006. Et af målene med projektet har været at kortlægge forbruget af antipsykotisk medicin og lægemiddelrelaterede problemer hos + 65 årige borgere, som bor på plejehjem eller er tilknyttet hjemmeplejen i Allerød, Hillerød og Slangerup kommuner. Medicin og plejejournaler er gennemgået for i alt 55 borgere og forslag til medicinændringer og andre relevante tiltag (fx plejeforhold, kost, hjælpemidler, aktivering mm.) er diskuteret med plejepersonale, praktiserende læge og gerontopsykiater.
På baggrund af kortlægningen, har målet været at udarbejde forslag til, hvordan praktiserende læger, plejepersonale, gerontopsykiatere og apoteker/farmaceuter kan implementere rutiner, der løser og forebygger lægemiddelrelaterede problemer hos ældre brugere af antipsykotisk medicin.
I denne rapport beskrives resultaterne af kortlægningsfasen, samt de forslag og anbefalinger, som resultaterne har givet anledning til.
Projektets resultater er desuden udmundet i en skriftlig vejledning, som er udarbejdet i samarbejde med plejepersonale, praktiserende læger, gerontopsykiatere og farmaceuter fra de tre interventionskommuner. Denne vejledning indeholder forslag til rammer og indhold for et fremtidigt tværfagligt samarbejde. Vejledningen er i december 2006 udsendt til alle kommuner i Frederiksborg Amt, samt til alle plejehjem, hjemmeplejen, praktiserende læger og apoteker i de tre kommuner, som har deltaget i projektet.
I den forbindelse vil vi gerne takke alle de sygeplejersker, sosu-assistenter, praktiserende læger, farmaceuter og gerontopsykiatere, som har ydet en værdifuld indsats for projektet som enten lokal tovholder på kommune eller institutionsniveau eller via bidrag til udarbejdelse af den skriftlige vejledning, som er et vigtigt produkt af projektet. En særlig tak skal endvidere lyde til de som har deltaget i projektgruppen.
Kortlægning af lægemiddelrelaterede problemer hos ældre + 65 årige
Vejledning til bedre samarbejde omkring medicinen