Nyt om Medicin - Oktober 2024
Nye tilskudsregler for GLP-1-RA – se oversigt fra KiAP og få besøg i praksis
Regionsadministrationen har d. 19. september udsendt en information til almen praksis’ digitale postkasse om hjælp til omlægning og vurdering af tilskud til patienter i behandling med GLP-1-receptoragonister (GLP-1-RA, fx Ozempic). Informationen er udsendt i forlængelse af nye tilskudsregler, der træder i kraft 25. november 2024, hvor praksis forinden skal have revurderet patienter i behandling med GLP-1-RA med generelt klausuleret tilskud.
Der henvises i informationen til:
- Liste i forløbsplanen for diabetes over patienter, der har fået en GLP-1-RA. Listen indeholder et nyttigt overblik over, hvilke andre lægemidler patienten har været i behandling med (aktuelle og seponerede) samt relevante parakliniske data, risikofaktorer, komplikationer, mm. Find den under fanen ”Diabetes og Ozempic”. Vær opmærksom på, at patienter, der har fået en GLP-1-RA, men som ikke er registreret med en T90-diagnosekode, skal fremsøges på anden vis i praksissystemet.
- At det er muligt at få faglig sparring af KAP-H’s medicinkonsulenter på et praksisbesøg. Kontakt kap-h@regionh.dk, hvis I ønsker et besøg i praksis.
- At det er muligt at få hjælp til forløbsplanen fra regionens datakonsulenter på csu-fp-datakonsulenterne@regionh.dk, eller via telefon.
Se mere her.
- At Klinisk Farmakologisk Afdeling har lavet en vejledning til skift fra GLP-1-RA til andre antidiabetika for patienter med type 2-diabetes.
Periodiske forsyningsvanskeligheder på Ozempic og Victoza - brug kun til de rette patienter
Der er ultimo september forsyningsvanskeligheder på GLP-1-receptoragonisten Ozempic (semaglutid) i de lave styrker: 0,25 og 0,5 mg.
Novo Nordisk har i et DHPC-brev via EMA udmeldt, at der kan forventes periodiske forsyningsvanskeligheder på alle styrker af Ozempic frem til 4. kvartil 2024 samt på Victoza (liraglutid). Firmaet opfordrer her til, at man begrænser opstart af nye patienter i behandling med Ozempic, og at ingen nye patienter opstartes i Victoza, indtil forsyningen forbedres.
Kan andet antidiabetikum end Ozempic eller Victoza anvendes?
Ved behov for skift fra GLP-1-receptoragonist til andre antidiabetika for patienter med type 2-diabetes, se vores vejledning her.
Hvis det vurderes, at patienten fortsat skal være i behandling med en GLP-1-receptoragonist, kan Dulaglutid (Trulicity) eller oral semaglutid (Rybelsus) anvendes.
Få MedicinVisit besøg og medicinoversigt om ADHD
Du kan stadig nå at få MedicinVisit i din praksis om lægemidler til behandling af ADHD – tilbuddet kører til og med november. MedicinVisit er korte besøg i din praksis i løbet af arbejdsdagen, hvor vi kommer ud og fortæller om farmakologiske emner, i denne omgang om ADHD-medicin.
Har du endnu ikke fået booket besøg - skriv til medvisit@medvisit.dk med oplysning om ydernummer og hvor mange hhv. læger og praksispersonale der ønsker besøget – så ringer vi og aftaler tid med din sekretær.
Læs mere om MedicinVisit her.
I forbindelse med besøgene har Medicinfunktionen lavet en oversigt over medicin anvendt til behandling af ADHD, herunder et detaljeret overblik over tilgængelige methylphenidat-præparater. Oversigten er målrettet sundhedsfagligt personale i almen praksis.
Du får oversigten udleveret på MedicinVisit besøget, men du kan også se den online her og få den tilsendt ved at sende en mail til medicinfunktionen@regionh.dk med angivelse af, hvilket materiale, hvor mange eksemplarer du ønsker, og hvilken adresse det skal sendes til.