Nyt om Medicin - Marts 2025
Nye klyngepakker fra KAP-H vedr. Opioider, vægttabsmedicin og lavt stofskifte
KAP-H’s Medicinteam tilbyder nu tre nye klyngepakker indenfor hhv. opioidforbrug, vægttabsmedicin og lavt stofskifte.
Klyngepakke om kroniske smerter og opioidforbrug
Region Hovedstaden forventes i april at vedtage en regional handleplan for nedbringelse af opioider fra 2025 til og med 2026. Sideløbende har Lægemiddelstyrelsen vedtaget nye tilskudsregler for opioider gældende fra d. 26. maj 2025.
For at understøtte disse tiltag har KAP-H’s Medicinteam opdateret klyngepakken om opioider, så både non-farmakologisk og farmakologisk behandling er omfattet, ligesom der kigges på ordinationer for de enkelte klinikker i klyngen med udgangspunkt i Ordiprax+ data.
Klyngepakke om vægttabsmedicin: Er overvægt en sygdom og hvordan behandler vi?
Vægttabsmedicin bliver efterspurgt blandt en bred gruppe af patienter. Men skal overvægt betragtes som en sygdom, og hvad er kriterierne for ordination? KAP-H’s nye klyngepakke fokuserer på behandling af overvægt, herunder start af behandling, titrering af medicin, vedligehold og seponering af vægttabsmedicin. Hver klinik vil modtage data over egne ordinationer ift. klyngen med udgangspunkt i Ordiprax+ data.
Klyngepakke om lavt stofskifte
Et stofskifte i ubalance er en hyppig diagnose i almen praksis, som kræver løbende kontrol og vejledning. Denne klyngepakke fokuserer på, hvordan almen praksis følger op på behandlingen og organiserer sig. På klyngemødet får hver læge praksis indblik i egne ordinationsdata, og vil gennem gruppearbejde få inspiration til, hvad I kan arbejde videre med i klinikken sammen med praksispersonalet.
Læs mere om klyngepakkerne her.
Klyngepakkerne kan bestilles ved at sende en mail til KAP-H på kap-h@regionh.dk.
Praksisbesøg om kroniske smerter og opioidforbrug fra KAP-H’s Medicinteam
For at understøtte Region Hovedstadens og Lægemiddelstyrelsens kommende tiltag vedrørende rationel brug af opioider, tilbyder KAP-H’s Medicinteam praksisbesøg i jeres lægepraksis. Her kan I få sparring i drøftelsen af om, der kan gøres en indsats for at nedbringe klinikkens ordinationer af opioider og hvordan en indsats kan gribes an. KAP-H konsulenten vil medbringe data over klinikkens ordinationer af smertestillende lægemidler fra Ordiprax+.
Praksisbesøg kan bestilles ved at sende en mail til KAP-H på kap-h@regionh.dk.
Forsyningsvanskeligheder for sulfamethizol
Sulfamethizol forventes at udgå i en periode fra formentlig marts. På nuværende tidspunkt forventer firmaet bag Sulfamethizol Alternova, at det bliver markedsført igen til september. Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at der p.t. ikke er firmaer, der kan forsyne det danske marked med udenlandske pakninger i mangelperioden.
Alternativer til sulfamethizol vurderes ud fra resistensbestemmelse. Pivmecillinam er normalt førstevalg, alternativt nitrofurantoin eller trimethoprim..
Kombination af sulfamethizol og Haiprex er kontraindiceret
Methenamin (Haiprex) givet sammen med sulfonamider (fx sulfamethizol) kan medføre dannelse af uopløselige krystaller i urinen. Forekomsten er ikke kendt, men kombinationen frarådes (se fx interaktionsdatabasen) . Har du patienter, som bruger Haiprex, der skal i behandling for UVI, anbefales det, at du vælger et andet antibiotikum ud fra resistensbestemmelsen, eller at du seponerer Haiprex under behandling med sulfamethizol.Om Haiprex
Det aktive stof i Haiprex, methenamin, kan have en effekt på forebyggelse af recidiverende urinvejsinfektioner. Det virker antiseptisk under sure forhold i urinen primært pga. omdannelse til formaldehyd, og der er ikke kendskab til resistens overfor methenamin. Efter opstart af methenamin bør det vurderes, om der reelt er en forebyggende effekt af behandlingen, fx ved pausering efter et år. Haiprex kan købes i håndkøb og er ikke apoteksforbeholdt.
Der har i de senere år været et stigende forbrug af methenamin, og der blev i 2024 ordineret ca. 220.000 døgndoser (à 2 g) på recept, hvilket antages at svare til lidt over 2/3 dele af det totale salg.
Forsyningsvaskeligheder for trandolapril 0,5 mg og 2 mg
Der er aktuelt forsyningsvanskeligheder for trandolapril tabletter i styrkerne 0,5 mg og 2 mg. Lægemiddelstyrelsen oplyser ultimo januar, at forsyningsvanskelighederne på trandolapril forventes at vare indtil efter sommer. Patienter som får trandolapril kan omlægges til en anden ACE-hæmmer, fx enalapril eller ramipril. Vær opmærksom på, at startdosis, måldosis og daglig frekvens varierer mellem præparaterne og afhænger af indikationen.



Redaktion
Nyt om Medicin udarbejdes af Medicinfunktionen på Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital i samarbejde med Medicinteamet i KAP-H.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød