Nyt om Medicin - November 2023
Opdateret Basisliste om astma
Det fremgår nu af Basislisteteksten, at pulverinhalatorer også er at foretrække fremfor sprayinhalatorer ud fra klimahensyn. Om patienten kan bruge en pulverinhalator, afhænger af inspiratorisk flow og kognitive evner. Du kan teste patientens inspiratoriske flow fx ved hjælp af en devicefløjte. Du kan rekvirere en ”devicepakke” fra Medicinfunktionen med en devicefløjte og de tre devices, som vi anbefaler på Basislisten for astma og KOL (Easyhaler, Ellipta og Zonda), ved at sende en mail til medicinfunktionen@regionh.dk. Angiv, hvor mange devicepakker, du ønsker, og hvilken adresse det skal sendes til. Du kan også rekvirere hver del selvstændigt (devicefløjte, Easyhaler, Ellipta og/eller Zonda). Du kan læse mere om drivhusgasudledningen ved sprayinhalatorer i vores nyhedsbrev fra sidste år her
Der er nu også tilføjet et afsnit om seponering, da almen praksis undertiden oplever, at patienter er i remission. Patienter i behandling med Bufomix p.n. som i 2 år ikke har brugt deres Bufomix, ikke har oplevet symptomer og ikke har haft signifikant fald i FEV1 kan følges sjældnere. Patienten instrueres i at kontakte klinikken ved astmasymptomer.
Husk, at du også kan få tilsendt deskguide om astmabehandling ved at sende en mail til medicinfunktionen@regionh.dk med angivelse af, hvilket materiale, hvor mange eksemplarer du ønsker, og hvilken adresse det skal sendes til.
Opdateret Børnebasisliste om gastroøsofageal refluks
Børnebasislisten om gastroøsofageal refluks er netop blevet opdateret. Det fremhæves, at effekten af PPI er ufuldstændigt undersøgt til børn under 1 år, hvorfor behandling af spædbørn med PPI skal foregå på specialistniveau, og initieres af børnelæge.
Derudover kan gastroøsofageal refluks behandles med Gaviscon oral suspension, som er godkendt til brug hos børn i alle aldre. Dog er Gaviscon oral suspension uden tilskud, hvorfor du ved langvarig brug kan søge enkelttilskud.
Vær opmærksom på, at Gaviscon oral suspension indeholder propylparahydroxybenzoat (E216) og methylparahydroxybenzoat (E218), der kan give en allergisk reaktion. Læs om forsigtighedshensyn ved tilsætningsstoffer her
Find hele Børnebasislisten om gastroøsofageal refluks her
Triptanerne zolmitriptan og eletriptan mister generelt tilskud
Fra den 27. november 2023 vil tabletter med indhold af zolmitriptan og eletriptan ikke længere være omfattet af generelt tilskud, og patienterne kan derfor kun få tilskud, hvis du søger enkelttilskud. Det generelle tilskud til tabletter med indhold af zolmitriptan og eletriptan bortfalder, fordi der i længere tid har været store prisforskelle sammenlignet med de billigste triptaner - sumatriptan og rizatriptan.
På Basislisten for migræne anbefaler vi sumatriptan som 1. valg grundet pris. Der er generelt tilskud på sumatriptan, og du kan derfor med fordel skifte patienterne til denne triptan fra zomitriptan og eletriptan. Læs mere på Basislisten for migræne
Læs mere om ændringen i tilskudsstatus på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside her
Ny hjemmeside om infektioner hos gravide
Center for Gravide med Infektion har lanceret en hjemmeside rettet til både sundhedsfaglige og borgere. Her kan du for en lang række infektioner læse om bl.a. kliniske tegn, smitterisiko, diagnostik, behandling, profylakse og særlige forhold for gravide.
Center for Gravide med Infektion er et samarbejde mellem de infektionsmedicinske, obstetriske og klinisk mikrobiologiske afdelinger på Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Sjællands Universitetshospital, Roskilde, Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.
Find hjemmesiden fra Center for Gravide med Infektion her
Borgerrettet kampagne om medicin i november
Du kan måske opleve, at patienter henvender sig pga. af Sundhedsstyrelsens kampagne ”Ved du, om du stadig skal tage din medicin”, som kører i november måned. Borgerne informeres om, at behovet for medicin ændres over livet, og der lanceres på kampagnesiden bl.a. 5 spørgsmål til patienten, hvor de kan reflektere over deres brug af medicin. Kampagnen er en gentagelse af en tilsvarende kampagne, der kørte i foråret.
Hvis du får henvendelser i din praksis på baggrund af denne kampagne, kan der som forberedelse til en gennemgang af medicinen også tages udgangspunkt i et spørgeskema, der er udviklet af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus under navnet PREPAIR (PREparation of Patients for Active Involvement in medication Review). Skemaet er udviklet som patientforberedelse og -inddragelse i forbindelse med årsstatus og medicingennemgang og er omtalt i Rationel Farmakoterapi nr. 7 i 2022.
Husk, at der er mulighed for at få gennemgået en patients medicinliste og få hjælp til medicingennemgang/sanering via MedicinInfo ved Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Se PREPAIR-skemaet til patientdialog her (findes også på p.t. engelsk og somali)
Se Sundhedsstyrelsens reklamefilm her
Se Sundhedsstyrelsens kampagneside her
Se Medicinfunktionens side om Medicingennemgang her
Red. 6/11-2023:
Se Sundhedsstyrelsens nyhed om kampagne i uge 45-46 her
Ses vi på Lægedage?
Både Medicinfunktionen, Klinisk Farmakologisk Afdeling og KAP-H er til stede på Lægedage. I år deler vi stand, så kom forbi på KAP-H’s stand og få en god snak og alle vores gode materialer! Du finder standen til højre for Lægetorvet på stand A17.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød