Nyt om Medicin - Juni 2021
Husk at skifte dine patienter tilbage til Lithiumkarbonat ”OBA”
Lithiumkarbonat ”OBA” er igen tilbage på markedet, og hvis dine patienter har været skiftet over til Litarex, kan du nu skifte dem tilbage til Litiumkarbonat ”OBA”.
Vi kan ud fra forbrugsdata se, at mange patienter har været skiftet til Litarex i de måneder Litiumkarbonat ”OBA” har været i restordre i andet halvår af 2020.
Lithiumkarbonat ”OBA” kom tilbage på det danske marked i januar 2021. Litiumkarbonat ”OBA” indeholder 8,1 mmol lithium pr. tablet, mens Litarex indeholder 6 mmol pr. tablet. Har du skiftet patienten fra Lithiumkarbonat ”OBA” til Litarex og samtidig ændret i antallet af tabletter, skal du huske at ændre dette tilbage igen, når du skifter tilbage til Lithiumkarbonat ”OBA”. Har du skiftet præparat, men ikke ændret i antallet af tabletter, kan patienten have fået for lav dosis, og det er vigtigt, at du holder øje med plasmakoncentrationen. Husk at plasma-lithium skal måles regelmæssigt hver 3-6. mdr.
SGLT-2 inhibitoren Forxiga har fået indikation til kronisk hjertesvigt
SGLT-2 inhibitorer kan udover behandling af type-2 diabetes også benyttes som tillægsbehandling hos patienter med kronisk hjertesvigt med eller uden type-2 diabetes. Opstart vil typisk foregå hos kardiolog hos patienter, som ikke er velbehandlet på basisbehandling af hjertesvigt (ACE-hæmmer/AT2-antagonist, diuretika og betablokker). De må ikke benyttes ved samtidig type-1 diabetes.
Forxiga er på nuværende tidspunkt den eneste SGLT-2 inhibitor med indikation til kronisk hjertesvigt på det danske marked. Ved opstart på SGLT-2 inhibitor kan man se et fald i eGFR hos ca. 30% af patienterne (”Dippers”). Faldet er reversibelt og medfører ikke reduktion/seponering af SGLT-2 inhibitor eller anden medicin.
Læs mere på Cardio.dk
For patienter med kronisk hjertesvigt, som opstartes i SGLT-2 inhibitor og samtidig behandles med diuretika, anbefales kontrol af hydreringsgraden samt stillingtagen til potentiel reducering af diuretika-dosis 1-2 uger efter opstart af SGLT-2 inhibitor-behandling.
Nyt om Medicin udarbejdes af Medicinfunktionen i Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital i samarbejde med Medicinteamet i KAP-H.