Nyt om Medicin - Januar 2021
Opdateret Basisliste: KOL
Basislisten for KOL er opdateret. Ud over anbefalinger om lægemidler, er det præciseret, at SABA (korttidsvirkende beta 2-agonist) kun er anfaldsbehandling. Har du en patient med KOL, som bruger SABA ofte, anbefaler vi, at du ser på, om det er muligt at optimere patientens øvrige KOL-behandling, dvs. behandling med LABA - langtidsvirkende beta 2-agonist, LAMA - langtidsvirkende antikolinergika og/eller ICS - inhalationssteroid. Tal også med patienten om, hvorvidt de oplever effekt af SABA.
De anbefalede lægemidler for KOL er nu:
Rygestop: Nikotinlægemidler
LABA: Formo Easyhaler
LAMA: Braltus Zonda og Incruse Ellipta
LABA+LAMA: Anoro Ellipta
SABA: Buventol Easyhaler
Se den opdaterede Basisliste for KOL her
Se den opdaterede oversigt ”Inhalationsmedicin til astma og KOL” her
Opdateret device-oversigt ”Inhalationsmedicin til astma og KOL” – billeder på alle præparater
Oversigten er opdateret, og der er nu vist billeder for alle præparater, med undtagelse af sprays. Det betyder, at patienterne nemmere kan udpege, hvilket præparat de bruger. For at få plads til billederne, er oversigten ændret, og vi håber, du vil tage godt imod det nye design.
Oversigten er opdateret med basislistens rekommandationer, nye lægemidler, substitutionsmuligheder og ICS-dosis jf. GINA 2020.
Som altid kan du finde information om styrker, tilskudsstatus og anbefalet dagligt antal doseringer (i de grupper, hvor der er forskel fra præparat til præparat).
Eller bestil den i plakatstørrelse (A2) til din klinik ved at skrive ønsket antal og adresse til medicinfunktionen@regionh.dk.
Husk du også kan bestille en placebo-device-pakke med de anbefalede devices, så du kan blive fortrolige med dem
Husk reglerne for vederlagsfri udlevering af lavmolekylære hepariner
Der findes tre grupper af patienter, der kan få udleveret lavmolekylære hepariner (LMWH) vederlagsfrit.
- Cancerpatienter og patienter med maligne hæmatologiske lidelser (herunder knoglemarvsplanterede)
- Patienter i antitrombotisk behandling i tilknytning til medicinsk, kirurgisk og ortopædkirurgisk behandling (op til 35 dage)
- Patienter i behandling med antitrombotiske lægemidler i tilknytning til obstetrisk behandling. Dette gælder såvel profylaktisk behandling som behandling af eksisterende tromboser (op til 6 uger efter fødsel)
Udleveres lavmolekylære-hepariner (LMWH) vederlagsfrit fra hospitaler kan både patienter og regionen spare mange penge. Almen praksis er ansvarlig for ca. 50 % af de recepter, der udskrives. Du kan du være med til at spare penge for både patienten og regionen. Hvis patienter efterspørger en recept på LMWH og falder under en af ovenstående kategorier, kan du sende dem tilbage til hospitalsafdelingen og send evt. korrespondance meddelelse til pågældende afdeling, hvor de kan få LMWH gratis.
Der er pga. rabataftaler markant forskel på prisen på LMWH på hhv. hospitalerne og privatapotekerne. Derfor kan regionen spare op mod 3 mio. på at udlevere LMWH fra hospitalerne.
Her kan du læse mere om hvilke lægemidler, der kan udleveres vederlagsfrit og kriterierne herfor
Opdateret AK-oversigt
Vi har opdateret vores oversigt over antitrombotisk behandling ved udvalgte indikationer. Oversigten giver en kort information om de forskellige lægemidler og angiver prisen pr. døgn ved brug af de billigste pakninger.
Vi markerer stadig Basislistens rekommandationer med en lille lyserød stjerne.
Du kan få tilsendt ”AK-oversigten” ved at sende en mail til Medicinfunktionen@regionh.dk med antal oversigter du ønsker, dit navn og din postadresse, eller print den fra Medicinfunktionen.dk.
Se opdateret AK-oversigt på medicinfunktionen.dk
Nyt om Medicin udarbejdes af Medicinfunktionen i Klinisk Farmakologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital i samarbejde med Medicinteamet i KAP-H.