Emner fra LKO relateret til det kommunalt – lægelige samarbejde
Region Hovedstaden
B-5: Kommunale praksiskonsulenter
KL og PLO er enige om, at lokal anvendelse af praksiskonsulenter har vist sig at være en effektiv måde at udvikle samarbejdet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsværen. Praksiskonsulenter spiller således en vigtig rolle i forhold til at sikre succesfuld implementering af de sundhedspolitiske indsatsområder og løsning af konkrete problemstillinger.
Anvendelse af praksiskonsulenter har fundet sted i regionerne i mange år men er relativt nyt i kommunerne. Her er området fortsat i udvikling og parterne mangler derfor et samlet overblik over ansættelse af praksiskonsulenter i kommunerne. PLO og KL er derfor enige om, at der i umiddelbar forlængelse af overenskomstforhandlingerne foretages et fælles projektarbejde,der har til opgave at indhente information om de lokale praksiskonsulentordninger i kommunerne.
Oplysningerne vil herefter blive bearbejdet til en fælles rapport der sendes til samtlige kommuner, regioner og læger.
Rapporten skal fremkomme med ideer til de lokale parter til, hvilke emner de kommunale praksiskonsulenter med fordel kan beskæftige sig med. Rapporten skal ligeledes beskrive mulige modeller for lokale praksiskoordinatorer funktioner, herunder belyse evt. muligheder for opgaveløsning på tværs af regioner og kommuner.
B-6: Kommunalt lægelig udvalg
§ 57 A. Kommunalt lægelige udvalg mellem kommunerne og de praktiserende læger
Stk. 1.
Alle kommuner skal i samarbejde med kommunens læger nedsætte et kommunalt lægeligt udvalg bestående af lokale praktiserende læger og repræsentanter for kommunen.
Stk. 2.
Det kommunalt lægelige udvalg behandler emner af fælles interesse, med henblik på at styrke samarbejdet mellem de praktiserende læger og kommunen. Parterne har i en fælles vejledning beskrevet, hvilke emner der drøftes i udvalget. Vejledningen er optrykt i bilag X.
Stk. 3.
Det kommunalt lægelige udvalg afholder møder minimum 2 gange årligt og varigheden er op til 3 timer pr. møde efter behov.
De deltagende læger (i alt 2 læger) honoreres for deltagelse. Udgiften afholdes af kommunen.
En dagsorden sendes til udvalgets medlemmer senest to uger inden mødet afholdes. De nærmere forhold omkring møderne aftales lokalt.
Stk. 4.
Kommunerne forestår sekretariatsbetjeningen af udvalget.
Stk. 5
Udvalget kan udarbejde udkast til lokale aftaler. Aftaleudkast sendes til det regionale samarbejdsudvalg med henblik på, at aftaler formaliseres som en § NY aftale.
Stk. 6
Der foretages en årlig evaluering af samarbejdet mellem kommunen og lægerne i kommunen.
I evalueringen indgår en opfølgning og status på implementeringen af evt. lokale aftaler. Der udarbejdes en kort orientering, der sendes til samarbejdsudvalget.
Stk. 7
De to lægelige medlemmer i det kommunalt lægelige udvalg udpeges af det lokale lægelaug.
Er der endnu ikke etableret et lægelaug i kommunen, udpeges de to lægelige medlemmer af kommunens læger efter vejledning fra praksisudvalget i regionen.
Lægerne kan lade sig erstatte af andre læger i sager, hvor lægerne skønner noget sådant er hensigtsmæssigt. De udpegede læger kan endvidere lade sig supplere af andre læger, hvor lægerne skønner noget sådant hensigtsmæssigt (sidstnævnte udløser dog ikke honorar).
Bemærkning:
Det anbefales, at et af kommunens medlemmer samtidig er kontaktperson for udvalget. (Teksten tilrettes i øvrigt redaktionelt alt efter §§ henvisninger i den nye overenskomst).
B-7: Vejledning til kommunalt-lægelige udvalg
Indledning
Med den nye overenskomst for almen lægegerning af 1. april 2011, er det blevet fastsat, at der i alle kommuner skal etableres kommunalt lægelige udvalg (KLU).
Arbejdet i udvalgene skal bidrage til, at lægerne og kommunerne får en styrket dialog og et mere integreret samarbejde om den brede vifte af emner, der i dag er fælles for kommunernes
og lægernes indsats på sundhedsområdet. Arbejdet skal styrke udvekslingen af information og tillige sikre, at de aftalte indsatsområder i landsoverenskomsten, forløbsprogrammer og sundhedsaftaler implementeres succesfuldt.
Emner som bør behandles fast i udvalget
Viften af emner er bred og dækker over både konkrete problemstillinger og mere principielle forhold i samarbejdet. Det anbefales, at der ved hvert møde fast:
• følges op på indgåelse og udmøntning af sundhedsaftaler,
• informeres om lokale sundhedspolitiske initiativer,
• sker en drøftelse af lægedækningen, og
• foretages opfølgning i forhold til den elektroniske kommunikation mellem almen praksis og kommunen
Herudover bør der fokuseres på de faglige indsatsområder, hvor der er aktuelt størst behov.
Uddybning af emner som bør behandles fast i udvalget
10. Sundhedsaftalen mellem kommunen og regionen
a. Det anbefales, at udvalget som et fast dagsordenspunkt drøfter det påtænkte indhold i den forestående sundhedsaftale og drøfter implementeringsaktiviteter i forhold til den foreliggende. Drøftelserne skal supplere de drøftelser som finder sted i andre fora – eksempelvis i sundhedskoordinationsudvalget.
11. Nye lokale sundhedspolitiske initiativer
a. Det anbefales, at der i udvalget er en dialog om nye sundhedspolitiske initiativer i kommunen og hos lægerne. Et eksempel herpå kan være, hvis kommunen planlægger at etablere et sundhedscenter eller påtænker at igangsætte nye tiltag på forebyggelsesområdet. Et eksempel kan også være formidling af ny viden fra lægerne eksempelvis i forhold til arbejdsgange og procedurer mellem lægerne og sygehusenes afdelinger, som har relevans for den kommunale indsats.
12. Lokale lægedækningsproblemer og mulig kommunal medvirken til løsninger
a. Landsoverenskomsten rummer en række bestemmelser, der skal sikre, at der er lægedækning i alle egne af landet, jf. landsoverenskomstens §§XX Det anbefales, at der efter behov i det kommunalt lægelige udvalg finder en drøftelse sted af, hvordan kommunen og lægerne i kommunen ser på lægedækningssituationen. Drøftelserne kan tjene til gensidig oplysning om arbejdet med at løse lægedækningsproblemerne og dialogen med regionen herom. Det gælder også i de situationer, hvor der pga. en læges pludselige ophør opstår en særlig lægemangelsituation. Særligt vil det være naturligt, at der finder en drøftelse sted om emnet, inden kommunen høres af regionen i forhold til udarbejdelse af en ny praksisplan.
b. Fremover vil der if. med udarbejdelsen af ny praksisplan blive indført fast høring som en del af landsoverenskomsten. Formuleringen i landsoverenskomstens §XX lyder således: ”Forud for udarbejdelse af praksisplanen skal regionen gennemføre en høring blandt kommunerne
i regionen om, hvilke behov de ser i forhold til lægedækningen. Høringen skal endvidere afdække, hvilke initiativer der fra kommunal side er igangsat eller påtænkes med henblik på at fremme og facilitere flerlægepraksis. Initiativerne kan blandt andet omfatte at der i kommuneplanen udpeges egnede arealer til lægepraksis og at der gives mulighed for etablering af lægepraksis ved ændringer i eksisterende bygningsmasse med henblik på udlejning samt ved planlægning af nye by- og boligområder. Endvidere kan
der være tale om etablering af sundhedscentre, hvor almen praksis indtænkes og hvor kommunen ønsker at udleje lokaler til praktiserende læger.”
13. IT kommunikation mellem almen praksis og kommunen
a. Som en del af landsoverenskomsten er der i § XX, stk. X, indgået en rammeaftale om elektronisk kommunikation mellem en kommune og lægerne i kommunen. Rammeaftalen bør behandles i udvalget.
Er der enighed om at bringe rammeaftalen i anvendelse orienteres samarbejdsudvalget herom.
Uddybning af emner som behandles i udvalget efter behov
Nedenstående emner anbefales drøftet alt efter behov. Listen er ikke udtømmende og kan udbygges lokalt.
Emner der vedrører de kommunale sundhedsopgaver
14. Status på kommunens træningsindsats
a. Da kommunerne overtog ansvaret for at tilbyde ambulant genoptræning til patienter med et lægefagligt begrundet behov for optræning efter sygehusindlæggelse, steg kommunernes behov for samarbejde med egen læge om patientens forløb samtidig. Men det kan også dreje sig om samarbejde om, hvordan et genoptræningsforløb afsluttes, herunder om der sendes en slutstatus til patientens egen læge. Herudover kan det drøftes om der opleves udfordringer if. indhold, effekt, kommunikation, kapacitet, ventetider mv.
15. Samarbejdet om den ældremedicinske patient/demente
En stor del af samarbejdet mellem kommunen og de praktiserende læger omfatter de ældre medicinske patienter samt borgere med demenssygdomme. Samarbejdet indbefatter hjemmeplejen, hjemmesygeplejen og de enkelte plejecentre i kommunen, der plejer og tilser disse patienter. Det er derfor relevant, at udvalget drøfter det pågående samarbejde om denne store gruppe, herunder udmøntningen af sundhedsaftaler eller og kommende nationale handlingsplaner for begge grupper.
16. Henvisningsmønstre, herunder vederlagsfri fysioterapi
a. Det anbefales at drøfte henvisningsmønstre på de enkelte områder.
Særligt bør henvisningsmønstrene til vederlagsfri fysioterapi drøftes med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens vejledning. Det handler både om kommunernes vedligeholdende tilbud på træningsområdet,der i en del tilfælde vil være et alternativ til at henvise til vederlagsfri fysioterapi. Samt om de tilbud indenfor rammerne af ordningen om vederlagsfri fysioterapi, som kommunerne har fået mulighed for at oprette. Drøftelserne skal blandt andet tjene til, at kommunen får fuld information i forbindelse med overvejelser om at målrette eventuelle kommunale tilbud til borgere med særlige diagnoser (diagnosespecifikke tilbud). Kommunen kan derudover blandt andet inddrage information fra de status- og undtagelsesredegørelser, som kommunen har fra samarbejdsudvalget på fysioterapiområdet. Samtidig skal drøftelserne styrke lægernes mulighed for at kunne opfylde informationsforpligtelsen om, at borgerne har frit valg mellem at få deres tilbud i praksissektoren eller i et evt. kommunalt tilbud.
17. Forebyggelsesområdet
a. De praktiserende læger kan i forhold til livsstilsændringer hos den enkelte patient henvise til kommunale tilbud, såvel borgerrettede som patientrettede, eksempelvis rygestoptilbud. Det anbefales, at udvalget løbende drøfter, hvilke tilbud der er til rådighed såvel i kommunen som i almen praksis, kvaliteten heraf samt antallet af patienter, der henvises til de enkelte tilbud fra almen praksis.
18. Det socialmedicinske samarbejde
a. I Landsoverenskomsten er der bestemmelser vedr. socialmedicinsk samarbejde efter anmodning fra kommunerne eller på initiativ af lægen. Det er en forudsætning, at der er tale om en konkret patient, tilmeldt lægen, og ikke blot en generel diskussion af sundhedsplejen o.lign. Relevante emner til drøftelse i udvalget kunne være, om der opleves problemer af generel karakter i dette samarbejde om enkeltpersoner, og om mulighederne i overenskomsten udnyttes i tilstrækkelig grad i det socialmedicinske samarbejde. En særlig
målgruppe for drøftelserne kan være social-medicinsk samarbejde i komplicerede sager om børn og unge.
b. Det social medicinske samarbejde reguleres endvidere af Aftale mellem Lægeforeningen og KL om Socialt lægeligt samarbejde.
19. Børne/ungeområdet – herunder samarbejdet med sundhedsplejerskerne og kommunallægerne (børne- og ungelægerne). Og familie afdelingen (sagsbehandlere og psykologer).
Relevante emner til fælles drøftelse i kommunalt – lægelig udvalg kunne være:
a. Samarbejdet generelt omkring sundhedsfremme og forebyggelse
b. Samarbejde omkring sårbare gravide
c. Forebyggelse af uønsket graviditet, forebyggelse af rygestart, uhensigtsmæssig alkoholadfærd, rusmidler mv.
d. Samarbejde omkring fedme og overvægt, herunder hvordan indsatsen kan koordineres,
e. Overgang fra 5 års alderen til den kommunale sundhedsordning
f. Henvisninger fra sundhedstjenesten til praktiserende læge og omvendt
g. Samarbejdet med PPR og kommunens familieafdeling
h. Samarbejdet omkring sårbare/truede børn.
20. Psykiatri og misbrug
a. På det psykiatriske område kan samarbejdet med fordel udvikles såvel i forhold til børn, unge og voksne og i forhold til såvel personer med lettere eller vanskeligere psykiske problemstillinger. Behovet ses for eksempel i arbejdsmarkedssager, der vedrører borgere
med lettere psykiske problemstillinger, i sager med børn og unge (børn af psykisk syge, unge med angst mv.), ifm. koordinering af udskrivninger fra behandlingspsykiatrien og ifm. tvangsindlæggelser.
b. Samarbejdet omkring psykiatriske patienter med misbrug (dobbelt diagnose) er meget komplekst, idet misbrugs behandlingen er en kommunal opgave og selve den psykiatriske behandling er en regional opgave (praktiserende læge/speciallæge eller sygehus afdeling).
Udvalget kan evt. udvikle en samarbejdsmodel for denne patientgruppe.
c. I forhold til alkoholmisbrug, er der en lang række borgere, der er i behandling hos de privatpraktiserende læger. Lægerne er således i kontakt til storforbrugere og samarbejdet og samspillet med kommunernes tilbud bør derfor drøftes.
d. Et andet tema kunne være, hvorledes borgere, der er blevet afhængige af lægeordineret medicin vejledes og forsøges udtrappet af medicinen.
21. Samarbejdet om at få syge hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet
Der er et stort behov for samarbejde mellem kommuner og de praktiserende læger vedr. sygemeldte borgere fx samarbejde mellem almen praksis, kommune og jobcenter. Samarbejdet knytter sig særligt til en drøftelse af de indsatser, der kan muliggøre, at borgeren vender tilbage helt eller delvist på arbejdsmarkedet. Relevante emner kan i den forbindelse være knyttet til, hvordan samarbejdet generelt fungerer, herunder hvilke attester mv. det er relevant at anvende i forbindelse med sygemeldte borgere, og hvordan disse attester bruges mest hensigtsmæssigt, fx mulighedserklæring.
22. Kronikerindsatsen
Det kommunalt lægelige udvalg kan drøfte hvordan indsatsen konkret udmøntes i kommunen. Det kan eksempelvis ske ved at drøfte opsporing, implementering af tilbud i hht. forløbsprogrammer for specifikke kroniske sygdomme, varetagelse af tovholder- og forløbskoordinatorfunktion mv.
23. Det palliative arbejde
Det kommunalt lægelige udvalg kan drøfte hvordan indsatsen konkret udmøntes i kommunen. Der indgår ofte mange forskellige aktører fra både region og kommune i det enkelte palliative forløb og borgeren/patienten kan have meget vanskeligt ved at overskue sin egen situation.
24. Polyfarmacipatienter og medicinhåndtering
a. Drøftelse af samarbejdet mellem almen praksis og kommunens hjemmepleje i forhold til borgere, hvis medicin håndteres af hjemmeplejen. Målet er at medvirke til at sikre en mere korrekt medicinhåndtering.
b. Dosisdispensering kan være et velegnet redskab til sikker medicinhåndtering.
Udvalget kan drøfte hvilke patient grupper der er egnede til dosisdispenseret medicin og som kan få glæde af det.
c. Samarbejdsaftaler mellem hjemmeplejen, apoteker og lægerne omkring selve håndteringen af dosisdispensering til de egnede patientgrupper kan drøftes.
25. De kommunale praksiskonsulenters arbejde
a. Praksiskonsulenter kan medvirke til at udbygge samarbejdet mellem kommunen og almen praksis, styrke informationsudvekslingen og følge op if. implementeringsaktiviteter. Det er derfor naturligt, at der kan være anledning til at overveje hvordan der skabes synergi mellem praksiskonsulentens arbejde og arbejdet i de kommunalt lægelige udvalg. Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at udvalget drøfter, hvilke opgaver der er særligt væsentlige, at praksiskonsulenterne medvirker til at løse. Det er en overvejelse om praksiskonsulenten,
alt efter emne, med fordel kan deltage i hele eller dele af mødet.
b. Det skal samtidigt understreges, at praksiskonsulenten er ansat af kommunen.
Organiseringen af udvalget
Der er enighed om at arbejdet i det kommunalt lægelige udvalg (KLU) sker under hensyntagen til mindst mulig brug af lægelig tid og ressourceanvendelse. De kommunalt lægelige udvalg afholder møder minimum 2 gange årligt, varigheden er op til 3 timer pr. møde efter behov. De deltagende læger (i alt 2 læger) honoreres for deltagelse. Udgiften afholdes af kommunen. En dagsorden sendes til udvalgets medlemmer senest to uger inden mødet afholdes. De nærmere forhold omkring møderne aftales lokalt. Blandt de lokale læger – i kommuner med lokale lægelaug – udpeges 2 lægelige medlemmer til det kommunalt-lægelige udvalg. Hvis der endnu ikke er etableret lægelaug i kommunen udpeges det kommunalt-lægelige udvalgs lægelige medlemmer af kommunens læger efter vejledning fra praksisudvalget i regionen. Lægerne udpeger 2 lægelige medlemmer. Lægerne kan lade sig erstatte af andre læger i sager hvor lægerne skønner noget sådant er hensigtsmæssigt. De udpegede læger kan endvidere lade sig supplere af andre læger, hvor lægerne skønner noget sådant hensigtsmæssigt (sidstnævnte udløser dog ikke honorar). Kommunerne forestår sekretariatsbetjeningen af udvalget. Kommunerne honorerer som hidtil de deltagende læger, jf. §57A stk. 5 i Landsoverenskomsten.
Bemærkning: Det anbefales, at et af kommunens medlemmer samtidig er kontaktperson for udvalget. Med indførelsen af faste udvalg skal kommunen ikke længere informere Samarbejdsudvalget om tidsforbruget.
Udvalgets kompetencer og indgåelse af aftaler
Udvalget kan udarbejde vejledende retningslinjer for den fremtidige procedure inden for relevante samarbejdsområder med henblik på at sikre, at indsatsen over for den enkelte borger optimeres. Udvalget kan tage initiativ til nyhedsbreve, informationsmøder og andre former for kommunikation med henblik på at inddrage kommunens læger og give dem ejerskab til det arbejde, der foregår i det kommunalt-lægelige udvalg. Hvis kommunen har ansat en praksiskonsulent kan denne bidrage. Hvis der er brug for egentligt forpligtende aftaler kan endelig aftale ikke indgås i det kommunalt-lægelige udvalg, men nedenstående procedure følges. Det samme gælder, hvis der er tale om at fastlægge opgaver, som ikke honoreres efter den gældende overenskomst om almen lægegerning, og der derfor skal aftales en særlig honorering:
1. Når der er opnået enighed i det kommunalt-lægelige udvalg om et aftaleudkast kan aftaleudkastet
a. enten fremsendes til det regionale samarbejdsudvalg med anmodning om at aftalen formaliseres som en såkaldt § NY aftale
b. eller fremsendes til det regionale praksisudvalg med henblik på bilateral aftaleindgåelse
direkte mellem kommunen og praksisudvalget.
Ad a) Fremgangsmåden med indgåelse af § NY aftale kan benyttes, hvor der er behov for at pålægge kommunens praktiserende læger egentlige bindende forpligtelser og hvor man ønsker at overtrædelse skal kunne sanktioneres efter det gældende sanktionssystem i overenskomst om almen lægegerning. § NY aftale kan også komme på tale, hvor der indføres en ny opgave, der ikke honoreres efter overenskomsten, og der således ønskes aftalt en særlig honorering. Honoraret ifølge en § NY aftale udredes af regionen, også selv om § NY aftalen kun vedrører en enkeltkommune.
Ad b) Fremgangsmåden med indgåelse af en bilateral aftale direkte mellem kommunen og praksisudvalget kan benyttes i tilfælde, hvor det ikke er relevant at kunne benytte overenskomstens sanktionssystem. Hvis der i en sådan aftale indgår en særlig honorering udredes honoraret af den kommune, der indgår aftalen.
2. Det kan anbefales, at den kommunalt ansatte praksiskonsulents er tæt inddraget i processen, både i forbindelse med udformningen af selve aftalen og ved den efterfølgende information af kommunens læger.
1 Det forudsættes, at der mellem kommunen og regionen indgås aftale om, at afregning af honorar kan
foregå ved hjælp af regionens afregningssystem.
B-8: IT og kommunerne
Udvidelse af §56 A
Stk. A. Med henblik på at facilitere overgangen til elektronisk kommunikation mellem en kommune og kommunens praktiserende læger har parterne udarbejdet en rammeaftale, jf. bilag
X. Rammeaftalen kan bringes til at gælde i de enkelte kommuner efter behandling og enighed herom i det kommunalt lægelige udvalg. Bringes rammeaftalen i anvendelse orienteres samarbejdsudvalget, jf. rammeaftalens bestemmelser herom.
Bemærkning:
IT-understøttelse er et grundlæggende værktøj til at styrke det sammenhængende patient-forløb. Der findes i dag en række eksisterende sundhedsfaglige kommunikations-standarder, som ikke udnyttes optimalt. Parterne er derfor enige om at opfordre kommuner og læger til at styrke brugen af elektronisk kommunikation, herunder e-konsultation, elektronisk receptfornyelse og udveksling af LÆ-blanketter via MedComs dynamiske blanketformat.
B-9 Rammeaftale om e- kommunikation mellem kommune og kommunens praktiserende læger.
Denne rammeaftale kan bringes til at gælde i de enkelte kommuner efter behandling og enighed herom i det kommunalt lægelige udvalg. Rammeaftalen består af 3 adskilte afsnit (A, B og C), som kan vedtages enkeltvis eller samlet. Når rammeaftalen er vedtaget i det kommunalt lægelige udvalg anses den for en integreret del af Overenskomst om almen lægegerning og forpligter således både kommunen og kommunens praktiserende læger efter sit indhold.
Kommunen foretager indberetning til det regionale samarbejdsudvalg for almen praksis om, at rammeaftalen er vedtaget. Det skal af indberetningen fremgå:
Om alle eller kun enkelte af rammeaftalens afsnit A, B og C er vedtaget
Pr. hvilken dato rammeaftalen gælder i kommunen.
På hvilken måde kommunens læger er blevet informeret om at rammeaftalen er vedtaget.
Hvor lang frist lægerne har fået til at indrette deres praksistilrettelæggelse på den nye aftale om at kommunikere elektronisk med kommunen.
Det enkelte kommunalt lægelige udvalg kan ikke ændre i rammeaftalens indhold.
----------------------------------------------------------------------------------------
Afsnit A – e-konsultation mellem lægen og kommunens plejepersonale, der handler på patientens vegne
Fra d. _______ (dato aftales) benyttes i ____________ (kommunens navn) e-konsultation mellem læger og kommunens plejepersonale på de vilkår, der er beskrevet i § 56A i Overenskomst om almen lægegerning med tilhørende Vejledning i anvendelse af Overenskomstens ydelser.
Svartiden tilstræbes gensidigt at være max 3 hverdage. I mere hastende tilfælde anvendes telefonisk kontakt.
Hvis der ikke kan forventes svar fra lægen eller fra kommunen inden for den anførte svartid, fx på grund af ferie og lignende fravær, er det en målsætning, at der skal udarbejdes en automatisk løsning, så fravær oplyses i forbindelse med anmodningen. Indtil en automatisk løsning foreligger, tilstræbes det at parterne informerer hinanden om fravær ud over 3 dage på følgende enkle og entydige måde: _____________(udfyldes af det enkelte kommunaltlægelige udvalg)
Kommunens omsorgssystem sorterer korrespondancen på cpr.-nr. og sikrer, at meddelelserne modtages i de relevante grupper. Det skal tilstræbes, at lægen kun sender meddelelserne til èt lokationsnummer, som dækker alle henvendelser til kommunens plejepersonale (hjemmepleje, plejehjem mv.).
Rammeaftalens afsnit A er vedtaget af det kommunalt lægelige udvalg på møde den ______(dato)
------------------------------------------------------------------------------------
Afsnit B – anvendelse af MedComs dynamiske blanketformat til LÆ-blanketter
Fra d. _______ (dato aftales) benyttes MedComs dynamiske blanketformat ved udveksling af
LÆ-blanketter mellem _____________ (kommunens navn) og kommunens praktiserende læger.
Denne aftale vedrører alene anvendelsen af det elektroniske format. Indholdet i LÆblanketterne og alle andre vilkår følger fortsat aftalen mellem KL og Lægeforeningen. Kommunens modtagersystem sorterer korrespondancen på cpr.-nr. og sikrer, at meddelelserne modtages i de relevante grupper.
Rammeaftalens afsnit B er vedtaget af det kommunalt-lægeligeudvalg på møde den ______(dato)
Afsnit C – anvendelse af IT-understøttet arbejdsgang i forbindelse med lægevisiterede kommunale forebyggelses- og træningstilbud I forbindelse med lægevisiterede forebyggelses- og genoptræningstilbud i ________________ (kommunens navn) er følgende aftalt med virkning fra ___________(dato):
Kommunens tilbud præsenteres på en overskuelig måde på sundhed.dk eller den regionale informationsportal. Lægen henviser patienten til det kommunale tilbud ved udfyldelse af elektronisk meddelelse efter MedCom standard.
Efter afslutning af forløbet sender kommunen en elektronisk meddelelse til patientens læge
med en kort beskrivelse af forløb og resultat. Kommunens modtagersystem sorterer elektroniske meddelelser på cpr.-nr. og sikrer, at lægens elektroniske henvisninger modtages i de relevante grupper. Det skal tilstræbes, at lægen kun sender meddelelserne til èt lokationsnummer, der dækker kommunens forebyggelses- og træningsenheder.
Rammeaftalens afsnit C er vedtaget af det kommunalt lægelige ud valg på møde den
______(dato)
------------------------------------------------------------------------------------
-----------------------------------------------------------------------------------
Generelt om anvendelse af lokationsnumre ved IT-kommunikation mellem kommune og almen praksis.
Det er en målsætning, at der udvikles en teknisk løsning, så alle elektroniske henvendelser fra de praktiserende læger til en kommune kan sendes til èt lokationsnummer.