Sparring om organiserings- og ledelsesudfordringer
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Hurtiglinks til organiseringsteamets tilbud:
Hjælp til Ledelse, trivsel og organisering – hvad kan vi hjælpe med?
Book et praksisbesøg af en organiseringskonsulent
LUP – Vil du på et ledelsesudviklingskursus for læger i almen praksis?
Hvem er i organiseringsteamet?
Er du i gang med at starte en praksis op fra bunden? Er du ny læge, der skal ind i en allerede etableret praksis, eller har en praksis som er over den indledende etableringsperiode? Så tilbyder KAP-H's organiseringsteam gratis sparring om organiserings- og ledelsesudfordringer i praksis.
Sparringen vil altid tage udgangspunkt i dine udfordringer og det vil være en af vores organiseringskonsulenter, som du vil have kontakten med. Organiseringskonsulenten som besøger din praksis, er en erfaren læge, som har haft egen klinik i flere år, og som har hjulpet mange læger i de tidligere faser af deres karriere som praktiserende læge.
Målgruppe:
Tilbuddet er målrettet alle læger i almen praksis i Region Hovedstaden og gælder uanset, om du starter soloklinik eller indtræder i samarbejds- eller kompagniskabspraksis.
Forskellige nye læger, forskellige udfordringer:
Solopraksis inkl. start af 0-praksis
Du er ”landet i stolen”, klinikkens daglige drift kører, men efter en travl og spændende opstartsfase har du brug for hjælp til at videreudvikle din klinik. Er der vigtige nyheder, forløbsbeskrivelser og kursusaktivitet, som du overser? Du arbejder mange timer i klinikken, men hvad er egentlig mulighederne for at reducere antal arbejdstimer, så du også får tid til familie og fritid? Hvordan kan klinikpersonalet aflaste dig? Hvilke faglige og administrative opgaver kan med fordel uddelegeres, så du kan aflastes og have tid til de komplekse patienter med kroniske lidelser? Hvordan planlægger du kronikerkontrollerne, og laver du de rigtige honoreringer for dine ydelser, og kan § 87 bruges i den forbindelse?
Ny læge i "Flerlæge-praksis"
Du er indtrådt i en etableret klinik, i samarbejde el. kompagniskab, med andre erfarne læger. Hvordan leder I sammen? Kan jeres møder være endnu mere inspirerende og motiverende for samarbejdet? Du ser muligheder for at videreudvikle klinikken, men dine kolleger synes, at det går godt, som det plejer. Hvordan kan du give input og bidrage til klinikkens udvikling, uden at det giver ”uro” i ledelsen og i huset som helhed? I har lang ventetid på en lægekonsultation, så hvad kan I gøre for at ændre på det? Skal I ændre på telefontiden/tilgængeligheden, eller er der flere opgaver, der kan uddelegeres til jeres praksispersonale?
Nogle års erfaring i en "Flerlæge-praksis"
Du oplever, at klinikkens daglige drift er rimeligt kørende, men ser også flere områder, hvor I med fordel kan udvikle og forbedre klinikken. Hvordan gør I, så udviklingen skaber fremdrift og øger arbejdsglæden? Der er ind imellem samarbejdsproblemer hos personalet, og de giver udtryk for, at de ønsker mere information og medinddragelse, hvordan håndterer I det? Du føler måske behov for at drøfte, hvordan I samarbejder, samt om arbejdsplanlægningen kan gøres smartere og bedre. Kan I lave behandlerteams? Kan I uddelegere centrale administrative opgaver til personalet? Måske jeres møder er blevet tunge og tidskrævende og kan gøres mere konstruktive? Eller måske du har en oplevelse af, at I ikke har overblik over jeres kronikere, og den kvalitet I yder på det område. Kan I gøre det endnu bedre, sammen?
Som vi har forsøgt illustreret i de 3 eksempler herover, så kan der være stor variation i de udfordringer som nynedsatte læger møder i arbejdet med almen praksis. Emnerne kan være mange, og de kan nogle gange være svære at sætte ord på. Men uanset udfordringen, og om du kan genkende dig selv i eksemplerne ovenfor, så er du altid velkommen til at kontakte Organiseringsteamet og tage en uforpligtende snak om de udfordringer som du står med.
Se film hvor organiseringskonsulent Rudi Østlund Slatanach fortæller om de forskellige tilbud organiseringsteamet har til nynedsatte:
Udpluk af tidligere emner for sparring kan være:
- Kalender og arbejdsplanlægning
- Frigiv lægeressourcer ved uddelegering til klinikpersonale
- Struktur på kronikeromsorgen
- Effektiv klinikdrift
- Eksempler på instrukser for læger og personale, fraser mv.
- Viden søgning: Sundhed.dk, Praksisnyt, PLO-orientering, Lægehåndbogen, KAP-H, kendskab til konsulentkorpset, Basislisten, Kursus- og mødekalenderen, nyhedsbreve fra IRF, SST, EPI-nyt mv.
- Ønsker om udvikling i din praksis: Flere læger, personale, uddannelseslæger og/eller ændrede lokaleforhold?
- Effektive klinikmøder fx. Kaizenmøder, personalemøder, lægemøder, årshjul mv.
- Patientsikkerhed: Hygiejne, instrumenter, patientidentifikation, udløb af varer og risiko-svar (smear, røntgen, blodprøver, dyrkninger mv.)
- Tværsektorielt samarbejde: Samarbejdspartnere i kommunen, sundhedstilbud i kommunen, henvisninger, specialistrådgivning/hotline og håndtering af epikriser mv.
- Netværk: Vagtringe, ferieringe og klyngesamarbejde
- Medicinkonsulent og ordiprax
- Efteruddannelse: DGE, supervision og PLO-E
- ………….
Kontaktoplysninger:
Ønsker du at blive kontaktet af en konsulent for at få hjælp og sparring til organisatoriske udfordringer, så skriv til Rudi Østlund Slatanach på mail. Husk at anføre dit mobilnummer, og hvornår du kan træffes.