Podcasts
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Kvalitets- og efteruddannelsesudvalget har støttet udarbejdelsen af en række podcasts, som er produceret af praktiserende læge og redaktør for Månedsskriftet Christian Vøhtz. Fælles for dem er, at de er forankret i Region Hovedstaden og har relevans for det regionale kvalitets- og efteruddannelsesområde.
Podcast: Store Praksisdag 2024
Christian Vøhtz har produceret en podcast fra og om Store Praksisdag 2024. I podcasten kan du blive klogere på nogle af dagens emner under hovedtemaet ’Hjernen’. Hør bl.a. Thomas Telving fortælle om kunstig intelligens, Hana Mala Rytter om Commotio Cerebri og Peter Lund Madsen om menneskehjernen.
I studiet er også KAP-H’s konsulenter Alexander von Wallfeld og Michele Saldo, som er med til at arrangere Store Praksisdag i Region Hovedstaden.
Podcast: Tid samme dag
Hos lægerne i Farimagsgade 33 i København afskaffede de ventetid for 11 år siden. Som patient er man garanteret en tid samme dag, hvis man ringer inden klokken 10. Podcasten kommer omkring temaer som: Hvad kan tid samme dag? Hvad var vigtigt da klinikken indførte det? Hvilke bekymringer havde personalet? Hvilke bump har der været på vejen? Og hvad betyder det for klinikken at ventetiden nu er afskaffet?
Podcasten er udgivet igennem Månedsskriftet i marts 2024.
Podcast: På besøg hos Esben Hall-Andersen
Podcast: På besøg hos Lægerne Finne, Sindal og Aabenhus
Som praktiserende læger kan vi lære meget af at se hinanden arbejde. Vi kan spejle vores rutiner i kollegaernes arbejde. Der findes muligheder i KEU og i PLO-E i, at man kan bruge en dag hos en kollega som en uddannelsesdag. Desværre har det vist sig, at mange ikke har tiden til det. I dette projekt, som indebærer to podcasts, besøger vi to praktiserende læger i Region Hovedstaden hhv. Louise Finne og Esben Stinus Krogh Hall Andersen. Vi kommer tæt på deres arbejdsliv og hører dem fortælle om deres praksis. Vi hører refleksioner om ledelse, work/life balance og om at være en god læge i et tid tider kaotisk setting. De fortæller om generationsskifte og om bestræbelserne på at få og fastholde et godt kompagniskab. Podcastene er udgivet igennem månedsskriftet i februar 2023.
Podcast: Store Praksisdag 2023
Hør om det valgte tema "Krig og kærlighed" i podcast produceret af Christian Vøhtz. I podcasten vil du samtidigt blive opdateret på fire centrale emner:
• Sorg ved børn og unge ved Psykolog Tina Rathje
• Seniorsex ved Gitte Vittrup, sygeplejerske og specialist i sexologisk rådgivning
• Arbejdsglæde ved Randi Juul-Olsen, sociolog og direktør i konsulenthuset Cubion
• Den traumatiserede flytning ved Morten Ekstrøm Overlæge ved psyk. Ballerup
I studiet er desuden de tre praktiserende læger Linda Vedel, Alexander von Wallfeld og Michele Saldo, som er med til arrangere Store Praksisdag i Region Hovedstaden.
Iværksætterne
I podcast-serien ’Iværksætterne’ sætter Christian Vøhtz fokus på tre KEU-støttede projekter.
Lyt til ”Abortstøtteredskabet”, ”Årssamtalen” og ”Praksis plus” nedenfor.
Abortstøtteredskabet
Det kan være en svær beslutning om man som patient skal vælge en medicinsk eller kirurgisk abort. Praktiserende læge Lene Agersnap har sammen med gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital udviklet et beslutningsstøtteværktøj til valg af abortmetode.
Du finder beslutningsstøtteværktøjet her og du kan allerede nu bruge den sammen med dine patienter.
Denne podcast er første afsnit af en serie på 3 med navnet "Iværksætterne", hvor vi skal møde 3 almenmedicinske iværksættere. De har fået støtte til at lave et projekt til gavn for os alle i almen praksis.
Hør 'Abortstøtteredskabet' online
Årssamtalen
Vi får ansvaret for flere og flere kronikere og multisyge patienter i almen praksis. Men hvordan prioriterer man og holder overblikket? Vores gæst - PhD og FYAMer Astrid Drivsholm Slot har været med til at udvikle "Årssamtalen" - en samtale af 30 minutters varighed - hvor den praktiserende læge tager udgangspunkt i at patienten er multisyg og planlægger det næste års kontroller med udgangspunkt i patientens værdier og prioriteter.
Hør 'årssamtalen' online
Praksis plus
Det er en stor omvæltning at gå fra at være uddannelseslæge til at nedsætte sig i egen praksis med drifts og ledelsesansvar. Men der er hjælp at hente.
Praksis Plus er lavet lige præcis til dig som går i tanker om at nedsætte dig eller som er nynedsat. Praksis Plus er en omfattende og systematisk elektronisk håndbog som du kan bruge som en støtte og inspiration i processen.
Ulrik Bak Kirk er projektleder på bogen og fortæller i samtale med redaktør Christian Vøhtz om tilblivelsen.
Praksis Plus kan findes her
Andre podcasts
En quiz og 6 myter om UVI på plejehjemSif Helene Arnold er læge og PhD ved Forskningsenheden for Almen Praksis i København. Hun har i sin forskning identificeret en lang række barrierer som her præsenteres som 6 myter.
Hør 'en quiz og 6 myter om UVI på plejehjem' online
”Skal overvægtige patienter tabe sig?”
Christian Vøhtz har talt med læge Rasmus Køster Rasmussen fra Forskningsenheden for Almen Praksis i København, der har forsket i overvægt. Og budskabet er, at folk skal leve sundt uden at vægttab er formålet, for der er ikke evidens for at slankekure virker. Hvordan skal vi så i praksis håndtere de overvægtige patienter? Det uddyber Rasmus Køster i podcasten.
Hør online (link til Månedsskriftet)
Multisygdom #1 – Hvordan får man vejledningerne til at passe på den multisyge?
En lang række enkeltsygdomme gør sig gældende hos den multisyge patient, og som praktiserende læge skal vi bevare overblikket og huske at tage udgangspunkt i, hvad der rører sig for patienten – på tværs af diagnoser. Christian Vøhtz har talt med Janne Unkerskov, som er konsulent i KAP-H og praktiserende læge i Albertslund, hvor de har mange multisyge patienter. Hør om ”Årssamtalen”, som er en slags koordinerende årskontrol for den multisyge patient på tværs af diagnoser.
Hør online (link til Månedsskriftet)
Multisygdom #2 – Er polyfarmaci problemet?
Hos den multisyge patient fylder polyfarmaci ofte, men er polyfarmaci problemet i sig selv, eller afspejler det bare de mange sygdomme, som den multisyge patient har? Vi har stillet spørgsmålet til tidligere praktiserende læge Lars Rytter, som har lang erfaring med at se disse patienter i praksis og ligeledes lang erfaring fra det regionale kvalitetsarbejde som praksiskonsulent – senest i KAP-H. Vi skal bl.a. høre om forventet restlevetid, som er et nyttigt begreb, og vi skal høre nogle bud på hvilke sygdomme, der vil dominere i fremtiden.
Hør online (link til Månedsskriftet)
Lyt til podcastene via Månedsskriftet for almen praksis, tilmeld podcast, eller find dem hvor du ellers plejer at hente podcasts.
Mænds sundhed
Sammenlignet med kvinder lever mænd kortere, får flere alvorlige sygdomme og har dårligere prognose, når de først er syge. Men paradoksalt nok har mænd generelt et bedre selvvurderet helbred end kvinder. Christian Vøhtz har talt med psykolog, Ph.d., forfatter og forskningsleder Svend Aage Madsen. Hør online