Medicinsk behandling af urge-inkontinens – hjælper det og hvad med bivirkninger?
Klyngepakke
Urininkontinens kan have store negative konsekvenser for den enkelte borgers livskvalitet og hygiejne og problemer med urininkontinens medfører ofte, at mange ældre isolerer sig og undgår socialt samvær. Ved urge-inkontinens opstår en pludselig trang til vandladning, som ikke kan udsættes. Medicinsk behandling af urge-inkontinens er en mulighed, men hjælper det godt nok og er vi opmærksomme på bivirkningerne?
Formålet er at arbejde med klyngens og den enkeltes praksis’ ordinationsmønster af lægemidler mod urge-inkontinens. Med udgangspunkt i disse data drøftes, hvornår man opstarter medicinsk behandling, hvordan effekten evalueres og hvilke virkninger man kan forvente.
Hvorfor er det vigtigt
Man skønner at op mod 500.000 danskere lider af urininkontinens og at forekomsten stiger med alderen.
• Som udgangspunkt anbefales det, at non-farmakologiske tiltag bør afprøves, før farmakologisk behandling iværksættes.
• Vi har at gøre med lægemidler, der har en meget begrænset virkningseffekt, men som for den enkelte kan gøre en forskel. Ved behandling med antikolinerge lægemidler sammenlignet med placebo reduceres antallet af inkontinensepisoder i gennemsnit med under en og antallet af vandladninger og urgency-episoder med hver en pr. døgn.
• Opmærksomhed på de antikolinerge bivirkninger, som især kan være en udfordring for ældre, især hvis de indtager anden medicin.
Hvad kan I forvente?
På klyngemødet vil I få et indblik i egne ordinationsdata sammenholdt med de øvrige klyngemedlemmers data i anonymiseret form. I vil via gruppearbejde få inspiration til, hvilke ændringsmuligheder I har, og hvad I kan arbejde videre med i klinikken.
Forberedelse
Da I på mødet skal arbejde med egne data, er det en forudsætning, at I inden mødet har givet samtykke til klyngekoordinatoren om deling af disse. Alle data er anonymiserede. I skal arbejde i små grupper, og det forventes, at klyngekoordinatoren laver disse i samarbejde med medicinkonsulenten.
Metode og materialer
Dataafsæt for klyngedrøftelsen er egne ordinationsdata for lægemidler mod urge-inkontinens.
Overvejelser inden mødet
Hvordan foregår udredningen af urininkontinens i jeres praksis?
Hvornår overvejer I opstart af medicinsk behandling for urge-inkontinens, og har I en plan for opfølgning?
Er I opmærksomme på bivirkninger og interaktioner?
Link:
Farmakologisk behandling af overaktivt blæresyndrom – hvad skal jeg nu vælge?
Rationel Farmakoterapi nr. 2, 2017