Kan du blive bedre til at behandle børn med øjenbetændelse?
Klyngepakke
Kan du blive bedre til at behandle børn med øjenbetændelse?
Kort introduktion til pakken
Øjenbetændelse hos børn udgør en hyppig kontakt til almen praksis. I de fleste tilfælde vil øjenbetændelse bedres spontant. Men er vi gode nok til at vurdere, hvornår der skal/skal ikke behandles?
Formålet med denne klyngepakke er med udgangspunkt i forbruget af antibiotika mod øjenbetændelse til børn at diskutere, om forbruget er rationelt i jeres klinikker.
Arbejdet tager udgangspunkt i de faglige anbefalinger for behandling af øjenbetændelser samt klyngens ordinationsdata.
Varighed: 1 time.
Hvorfor er det vigtigt?
Undersøgelse viser (se reference i link nederst på siden), at forbruget af antibiotika mod øjenbetændelse hos børn ligger højere i Danmark sammenlignet med andre nordiske lande (Norge, Sverige).
- Overbehandler vi en infektion, der oftest bedres spontant?
- Skal vi blive bedre, når vi ordinerer antibiotika mod øjenbetændelse, dvs. ikke lave recept per telefon, men altid se børnene i klinikken?
- Bliver behandlingen rationel med pres fra institution/forældre?
Hvad kan I forvente?
På klyngemødet vil I få et indblik i egne ordinationsdata sammenholdt med de øvrige klyngemedlemmers data i anonymiseret form. I vil via gruppearbejde få inspiration til, hvilke ændringsmuligheder I har, og hvad I kan arbejde videre med i klinikken sammen med praksispersonalet.
Forberedelse
Da I på mødet skal arbejde med egne data, er det en forudsætning, at I inden mødet har givet samtykke til klyngekoordinatoren om deling af disse. Alle data er anonymiserede.
I skal arbejde i små grupper, og det forventes, at klyngekoordinatoren laver disse i samarbejde med medicinkonsulenten.
Metode og materialer
Dataafsæt for klyngedrøftelsen er egne ordinationsdata for antibiotika mod øjenbetændelse.
Overvejelser inden mødet
- Hvordan håndterer I behandlingen af øjenbetændelse hos børn i jeres praksis?
- Skal I se børnene i klinikken?
- Hvordan skelner I mellem behandlingskrævende/ikke behandlingskrævende øjenbetændelse?
- Hvordan informerer I familien?
- Hvordan kan I med den viden, I nu har om jeres data arbejde videre for at nedbringe forbruget af antibiotika?
Du kan finde en printvenlig version af klyngepakken her.
Se også vores materiale om øjenbetændelse hos børn, som er et let tilgængeligt informationsmateriale om øjenbetændelse hos børn, der skal hjælpe forældre og daginstitutioner med at skelne mellem tilstande, der er lette og forbigående, hvor behandling ikke er nødvendig, og sværere tilfælde, der kræver lægetilsyn og behandling.
Materialet består af plakat og postkort, som du finder nedenfor. Materialet kan ligeledes rekvireres ved at sende en mail til kap-h@regionh.dk.
Materiale øjenbetændelse børn A3 plakat
Materiale øjenbetændelse børn A6 postkort