Scabies
Scabies behandlingsvejledning til praktiserende læger og dermatologer
Regionens dermatologiske afdelinger og praktiserende dermatologer har det seneste år set en vedvarende, øget tilstrømning af patienter med scabies.Trods korrekt anvendelse er der tegn på, at det gængse behandlingsmiddel, Nix® creme 5%, ikke altid er effektivt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på muligt behandlingssvigt samt andre behandlingsmuligheder. Fælles for dem alle er, at patienten skal informeres grundigt, herunder om behandling af relevante kontakter samt supplerende hygiejnemæssige tiltag (se fx vejledning i Lægehåndbogen).
Første valg:
Nix® creme 5% (permethrin)
Påsmøres efter badning fra kæberanden og ned. Børn < 2 år skal også behandles i ansigtet og hårbunden. Kan anvendes under graviditet og amning. Cremen skal blive siddende i 8-12 timer, hvorefter den kan vaskes af. Behandlingen gentages efter 1 uge. En stor, voksen person kan bruge mere end én tube per indsmøring.
Pris for Nix® creme 5%, 30 g: Ca. 300 kr. Kan købes i håndkøb eller på recept med klausuleret tilskud.
Andet valg:
Svovlvaselin 10%, magistrelt præparat
Svovlvaselin 10% påsmøres dagligt i 3 dage fra kæberand og ned. Børn < 2 år skal også behandles i ansigtet og hårbunden. Man skal vanligvis påregne 50 g pr. smøring til en voksen, dvs. 150 g totalt til 3 dages behandling. Kan anvendes under graviditet og amning.
Svovlvaselin produceres på Glostrup apotek og kan rekvireres via alle apoteker. Ordination og recept oprettes i FMK-online eller udskrives alternativt som papirrecept (magistrel recept: # rp. svovlvaselin 10% No. antal gram ds. Påsmøres dagligt i 3 dage). Ved behandling af en hel familie kan anføres en passende mængde, fx 300 g eller 500 g, på recepten.
Pris for 150 g svovlvaselin 10%: Ca. 300 kr. Prisen er i det væsentlige uændret ved større mængder. Der ydes ikke tilskud.Tredje valg:
Nedenstående lægemidler bør i almen- og dermatologisk speciallægepraksis vanligvis først anvendes ved svigt af Nix® creme og svovlvaselin.
Scatol (ivermectin)
Scatol tabletter 3 mg, leveres i pakninger á 10 stk. Der anbefales en enkelt dosis på 0,2 mg/kg til børn (over 15 kg) og voksne. Tages på tom mave og kan knuses til børn. Behandlingen gentages efter 7 dage. Er relativ kontraindiceret under graviditet og amning.
Pris for pk. med 4 stk. á 3 mg: 423 kr. (primo maj). Der er klausuleret tilskud til personer med påvist fnat samt husstandsmedlemmer og andre personer i tæt kontakt til smittede personer.
Tenutex® ”Bioglan” kutanemulsion 20 + 225 mg/g (benzoylbenzoat og disulfiram) (kræver udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen).
Påsmøres efter badning fra kæberanden og ned. Børn < 2 år skal også behandles i ansigtet og hårbunden. Cremen skal blive siddende i 24 timer, hvorefter den kan vaskes af. Behandlingen gentages efter 1 uge. Er relativ kontraindiceret under graviditet og amning.
Man skal påregne 50 g pr. smøring hos voksne.
Der ansøges om generel udleveringstilladelse via fra Lægemiddelstyrelsens hjemmeside (der findes forudfyldt formular). I ansøgningen anføres: ’Til anvendelse ved Nix-refraktær scabies’. Som producent anføres: ’Bioglan’. Som importør anføres: ‘Specific Pharma A7S, Tjellesen Max Jenne A/S’.
Når der foreligger en udleveringstilladelse, kan man ordinere og oprette recept i FMK-online eller skrive papirrecept til apoteket og anføre en passende mængde.
Pris: 950 kr. Der kan ansøges om enkelttilskud. (NB. Præparatet kan med fordel købes online på svenske hjemmesider. Her er prisen ca. 150 kr.)
Lægehåndbogen om fnat
IRF om behandling og forebyggelse af fnat
Patientvejledninger:
Behandling med Tenutex emulsion
Godkendt i SFR for dermatologi
Overlægerne Simon Francis Thomsen og Carsten Sand, Dermato-venerologisk afd, BFH
Specialepraksiskonsulent Niels Erik Møller
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød