Varus/valgus knæ, børn
Hjulbenethed (varus stilling, indadknæk) er fysiologisk op til 2-årsalderen. Det er almindeligt at vinklen mellem femur og tibia hos nyfødte, er op til ca. 15 gr varus (hjulben).
Akserne ændrer sig gennem væksten, så benene er næsten lige omkring 2-årsalder og der er maks. kalveknæ (valgus, udadknæk) omkring 4-årsalderen. Benene indstiller sig herefter i let valgus (6-8 gr.) omkring 6-årsalderen, hvor vinklen nærmer sig den voksnes. Det er således normalt at børn i løbet af væksten har både valgus- og varusknæ.
Som kontrol kan også benyttes afstanden mellem henholdsvis knæ eller malleoler.
Forløb i almen praksis
Hvis varus/valgus-vinklen ved den primære undersøgelse falder inden for normalområdet, følges barnet klinisk for at sikre at den opretter sig efter normalkurven. Det anbefales at sikre at barnet får D-vitamin dråber i henhold til SSTs anbefalinger. Røntgenundersøgelse er ikke indiceret ved et normalt forløb. Hvis barnet er af den afroamerikansk race, anbefales røntgen af knæ ved hjulbenethed (varusknæ) for at udelukke mb. Blount.
Kriterier for henvisning: Hvis ikke den fysiologiske opretning kommer inden for en rimelig tid (varus op til 3 år og stor valgus > 10 gr. op til 8 år) anbefales henvisning til hospital.
Der må gerne foreligge røntgen af begge knæ på lang plade, inden henvisning.
Knæundersøgelse i Lægehåndbogen.
Forløb i specialist regi
Hyppigst følges barnet over en årrække. Hvis der ikke kommer tilstrækkelig opretning, tilbydes aksekorrektion. Den hyppigst anvendte metode er at låse vækstzonen på den ene side af knæene med en 8-plate. Låsningen er temporær og pladen fjernes når akserne er normaliserede. En anden mulighed er kile resektion.
Forløb i kontrolfasen
Opfølgning foregår på hospital indtil behandlingen er afsluttet.
Godkendt i SFR for ortopædkirurgi og SFR for pædiatri.
Søren Bødtker
Overlæge
Rigshospitalet
Børneortopædisk sektion
August Gustafsson, Praksiskonsulent
Henrik Nathansen, Praksiskoordinator, NOH
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød