Spondylartrit og Bechterews sygdom
Spondylartrit (SpA) (rygsøjlegigt) er en samlet betegnelse for en gruppe inflammatoriske systemsygdomme karakteriseret ved tidlig debut (< 45 år) af smerter (overvejende i glutealregionen og/eller ryggen af >3 mdrs varighed) og stivhed i det axiale skelet.
Øvrige typiske manifestationer er entesopati, (inflammerede sene og ledbåndsfæster), dactylit (pølsefingre eller -tæer), oligoartrit (større led) og osteoporose med øget forekomst af spinale sammenfald.
Ekstraskeletalt kan ses uveitis/ conjunctivitis, psoriasis, uretritis, inflammatorisk tarmsygdom og lungefibrose.
Den kardiovaskulære morbiditet og mortalitet er øget. Der er en væsentlig øget risiko for osteoporose og spinale sammenfald særligt hos mænd. Ved anchyloseringer er der risiko for, selv ved lette traumer at der opstår atypiske instabile columna frakturer.
Prævalensen af SpA i Danmark er ca. 1 %.
Inddeling af SpA diagnoser:
- Uspecifik SpA
- Bechterews sygdom (ankyloserende SpA)
- SpA associeret til psoriasis
- SpA associeret til Mb. Crohn og colitis ulcerosa
- SpA associeret til reaktiv artrit
- Juvenil SpA
Forløb i almen praksis
I almen praksis vil ca. 5 % af de patienter, der har haft rygsmerter af mere end 3 måneders varighed, og som er debuteret før 45-års alderen, have SpA. Sandsynligheden for SpA øges yderligere ved forekomst af en eller flere af nedenstående kendetegn:
- Rygsmerter af inflammatorisk karakter: ofte natlige og om morgenen, bedring ved fysisk aktivitet, ingen lindring i hvile og god effekt af NSAID
- Perifer artrit og/eller dactylit
- Entesopati
- Inflammatorisk tarmsygdom hos 5-10%
- Psoriasis
- Episoder med uveit
- Forhøjet CRP
- Slægtninge med SpA, psoriasis, uveitis og/eller, inflammatorisk tarmsygdom
- 1. grads slægtninge med SpA har 5-16% risiko for at udvikle sygdommen.
Henvisning til reumatolog
Patienter med rygsmerter i mere end 3 måneder debuteret før 45- års alderen og som har ét eller flere af ovenstående SpA kendetegn kan henvises til reumatologisk hospitalsafdeling eller speciallægepraksis mhp. diagnostik og behandling.
Henvisningen bør af hensyn til bedst mulige visitation omfatte ryganamnese, familieanamnese, beskrivelse af muskuloskeletale symptomer og fund, oplysninger om påviste SpA kendetegn, parakliniske fund og behandlingsforsøg med NSAID.
Forløb i specialist regi
Diagnosen SpA stilles på baggrund af anamnese, objektiv undersøgelse, MR-scanning (og evt. røntgenundersøgelse) af columna og sacroiliacaled, blodprøver og evt. undersøgelse for vævstypen HLA-B27. Ved verificeret diagnose foretages DXA-skanning og screening for kardiovaskulære risikofaktorer.
Behandling
Såfremt diagnosen SpA er sandsynliggjort, kan den praktiserende læge forud for henvisning iværksætte fysioterapi (klausuleret til diagnosen Bechterew under særlige omstændigheder) og behandling med NSAID.
Behandling af SpA varetages i øvrigt af reumatolog, evt. i samråd med relevante specialer (dermatologi, gastroenterologi og oftalmologi). Behandlingsmulighederne omfatter patientundervisning, fysioterapi og genoptræning samt evt. medicinsk behandling med NSAID og biologiske lægemidler. Behandling med biologiske lægemidler varetages alene i hospitalsregi.
Ved ukompliceret sygdom, der ikke kræver biologisk behandling, kan det reumatologiske forløb evt. afsluttes.
Hotlines (se numre nedenfor) er bemandede hverdage i dagtiden (8-15).
De lokale reumatologiske funktioner af Afdeling for Rygkirurgi, led og bindevævssygdomme:
Syd og Nord: Reumatologisk funktion, Glostrup, Hotline 3863 4247
Midt: Reumatologisk funktion, Gentofte, Hotline 2964 1086
Byen: Reumatologisk funktion, Frederiksberg, Hotline 3816 4127
Dansk Reumatologi om aksial spondyloartritis
Godkendt i SFR for reumatologi.
Overlæge, næstformand i SFR Reumatologi Annemarie Lyng Svensson.
KAP-H ved Praksiskonsulent Peter Søttrup og forløbsbeskrivelsesansvarlig konsulent Maja Stegeager Kaltoft.
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.