Habituel/idiopatisk tågang

Habituel tågang, er tågang uden kendt årsag. Det er naturligt at børn går på tæer frem til 2-3 års alder. Tilstanden defineres derfor først efter 3 års alder. 
Habituel/idiopatisk tågang er kendetegnet ved at forfoden sættes først i underlaget i begyndelsen af standfasen, i stedet for hælen. 

Årsagen er ukendt og diagnosen forudsætter, at der er udredt for andre sygdomme hvor tågang kan indgå. Der er ofte en familiær anamnese. Barnet kan udvikle psykosociale problemer på baggrund af den ændrede gang. Der er en overvægt af drenge og overvægt hos børn med forskellige perceptions forstyrrelser. 

Forløb i almen praksis

Før 3-årsalderen foretages en klinisk undersøgelse for at udelukke andre konkurrerende sygdomme, fx let cerebral parese, Morbus Sever, fremmedlegeme i hælen eller spinal muskelatrofi. Habituel tågang er normalt symmetrisk. Hvis der ikke findes forandringer, kontrolleres barnet igen ved 3-årsalderen.  Hvis der fortsat ikke findes tegn på anden sygdom, anbefales profylaktisk udspænding af lægmuskulaturen for at mindske risikoen for kontraktur. Før kontraktur udvikles kan tågangen styres at patienten selv, men ved aktivitet ”glemmes” det hurtigt igen, og barnet går på tæer. Hos nogle kan basketstøvler hjælpe lidt.

Ved tiltagende kontraktur eller smerter kan der henvises til specialafdeling. 
Der eksisterer ikke nogen egentlig kausal behandling. 
Behandling retter sig mod profylakse mod kontraktur. Det ses hyppigt at tendensen til tågang mindskes eller forsvinder hen mod puberteten. 

Forløb i hospitalsregi

Forløbet hos specialafdelingen går primært ud på at udelukke andre sygdomme der kan fremkalde tågang.
Det drejer sig hyppigst om cerebral parese med bilateral affektion, men tågang kan også være debut symptom på Duchennes muskeldystrofi.
Sjældnere er der tale om centrale eller perifere nervesygdomme eller følger efter ortopædkirurgiske lidelser.  

Flere forskellige behandlinger har været benyttet gennem tiderne. 
Strækbehandling benyttes for at mindske risikoen for udvikling af kontraktur.
Dag ortoser er sjældent indiceret.
Nat ortoser kan i et vist omfang benyttes, men tolereres dårligt af barnet.
Seriel gipsning finder anvendelse hvor der er udviklet kontraktur. Der anlægges bilateral crus-gå bandager, med foden dorsalflekteret så meget at gang er mulig. Bandagen skiftes en eller flere gange indtil foden står i maksimalt 15 gr. dorsalflektion på strakt knæ. Den samlede bandageringstid overstiger ikke 6 uger. Der kommer herefter en temporær bedring, der holder fra måneder til år. Behandlingen kan gentages, og evt. efterfølges af natbandager.
Behandling med Botolinum toxin giver kun en midlertidig bedring. Der kan være en øget effekt ifm seriel gipsning.
Operativ forlængelse af akillessenen benyttes ved kontraktur og spidsfod, hen mod vækstens afslutning. Jo tidligere der forlænges, jo større er recidivraten. 

Forløb i kontrolfasen

Børn der er henvist til specialafdeling følges frem til vækstens afslutning. 

Lægehåndbogen

Godkendt i SFR for ortopædkirurgi og SFR for pædiatri.

Søren Bødtker
Overlæge
Rigshospitalet
Børneortopædisk sektion

August Gustafsson, Praksiskonsulent

Henrik Nathansen, Praksiskoordinator, NOH

NB!

KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.