Skulder, billeddiagnostik af
Vejledningen henvender sig til privat praktiserende speciallæger, inkl. speciallæger i almen medicin og kiropraktorer.
1. Røntgenundersøgelse af skulder
Indikationer:
- Traumer – mistanke om fraktur eller luksation og evt. kontrol af kendte frakturer/luksationer
- Mistanke om artrose i skulderleddet inkl. AC-leddet
- Mistanke om tumor/metastase
2. Ultralydsskanning af skulder
Indikationer:
- Mistanke om traumatisk seneruptur (rotatorcuff eller den lange bicepssene)
- Degenerative forandringer i rotatorcuffen, den lange bicepssene eller subacromial bursitis
- Impingement
Ultralyd anvendes til at fremstille sener og bursae samt vurdere de dynamiske forhold omkring skulderen, men er ikke egnet til detaljeret at vurdere de intraartikulære forhold.
Undersøgelsen foretages ikke på alle radiologiske afdelinger eller røntgen-ultralydsklinikker.
3. CT-skanning af skulder
Kun indiceret i forbindelse med karakterisering af komplicerede frakturer på hospitalsafdeling.
Specielt velegnet til præoperativt at kortlægge frakturer, displacering af fragmenter og luksationer i skulderregionen (inkl. påvisning af ossøs Bankart læsion).
4. MR-skanning af skulder
Kun indiceret ved behandlingsmæssig konsekvens i ortopædkirurgisk regi og kan derfor kun henvises af ortopædkirurger (privatpraktiserende eller i hospitalsregi).Indikationer:
- Instabilitet i skulderleddet
- Rotatorcuff-læsioner som ikke kan udredes på anden måde
- Kortlægning af purulent artrit
- Tumorudredning
- Præ-operativt inden skulderprotese
MR fremstiller både de intraartikulære forhold og sener samt bursae/ansamlinger, men kan ikke umiddelbart foretages under bevægelse. MR-skanning er ikke velegnet til at detektere små avulsioner/bløddelsforkalkninger, hvor røntgen evt. CT er overlegen. MR-skanning fremstiller desuden de anatomiske forhold inkluderende knogler/knoglemarv og de omkringliggende bløddele. Undersøgelsens reproducerbarhed er afhængig af feltstyrken på magneten, dedikerede spoler og brug af sekvenser samt evt. intraartikulær/intravenøst kontraststofadministration.
Henvisning til MR-skanning fra privat praktiserende speciallæger i ortopædkirurgi og reumatologi:
Henvisning sendes direkte til radiologisk afdeling som REF 02 – ikke til CVI.
Der anvendes dynamisk henvisning (“MR henvisning i Region Hovedstaden”) som indeholder elektronisk kontrolskema. ALLE punkter skal udfyldes.
Henvisninger
Skal indeholde følgende oplysninger:
- Relevant klinisk oplæg
- Resultat af objektiv undersøgelse
- Kendt malign lidelse eller konkurrerende lidelser
- Information om tidligere relevante billeddiagnostiske undersøgelser
- Ved fertile kvinder oplysning om evt. graviditet
- Kontaktoplysninger til henvisende læge
Visitation
Ved modtagelse af henvisninger vurderes der, om røntgenundersøgelsen er indiceret og om den skal udføres, jf. Strålebeskyttelsesbekendtgørelsen (BEK nr. 669 af 01/07/2019).
Links
Vejledning om strålehygiejne
Animation om MR-skanning
Strålebeskyttelsesbekendtgørelse: BEK nr. 669 af 01/07/2019
Godkendt af SFR Radiologi og praksiskonsulent Rie Rosman.
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød