Anafylaksi
Anafylaksi er en akut indsættende, generaliseret, livstruende overfølsomhedsreaktion, som kan udløses af allergi overfor lægemidler, fødevarer og insektgift, allergen immunterapi, ved vaccinationer eller ved en ikke-allergisk reaktion overfor lægemidler (fx acetylsalicylsyre) eller pga fysiske faktorer (fx kraftig fysisk anstrengelse).
Symptomer
Anafylaksi mistænkes, når der i løbet af kort tid - sekunder til minutter, sjældent op til få timer - opstår progredierende symptomer fra hud og/eller slimhinder samt symptomer fra luftveje og/eller kredsløb og/eller mavetarmkanal. Symptomerne kan omfatte flere organsystemer og debuterer ofte med intens hudkløe (især i håndflader, fodsåler og behårede områder), varmefølelse, angst og sygdomsfølelse, og der udvikles generaliseret kløe, flushing, urticaria og angioødem.
Der kan udvikles luftvejs- og/eller vejrtrækningsproblemer i form af synkebesvær, hæshed, stridor, dyspnø, bronkospasme, cyanose og ultimativt respirationsstop. Kardiovaskulære symptomer er initialt takykardi og hypotension, synkope, konfusion, inkontinens og evt. udvikles kardiovaskulært kollaps. Desuden kan ses gastrointestinale symptomer med krampagtige smerter, opkastning og diarré.
Symptomerne udvikles hurtigt oftest inden for 30 minutter, sjældent op til få timer senere. Der kan ses et bifasisk forløb med opblussen ca. 8 timer efter den initiale reaktion.
Det kan i starten være vanskeligt at vurdere, hvor alvorligt symptomerne vil udvikle sig, men behandlingen skal iværksættes tidligt, da der er tale om en potentielt livstruende tilstand.
Differentialdiagnose
Hyppigst: Vasovagal reaktion med hypotension, bradykardi, bleghed, kvalme og koldsved.
Behandling
Primær behandling
Adrenalin intramuskulært er førstevalg
- Børn < 25 kg: 0,15 mg i.m.
- Voksne og børn ≥ 25 kg: 0,3 mg i.m.
Kan gives via auto-injektor eller trækkes op fra ampul (1 mg/ml).
Adrenalin i.m. kan gentages efter behov med 5-10 min. interval, indtil symptomerne er svundet.
En adrenalindosis på 0,3 mg i.m. er sufficient i de fleste tilfælde. Hos tunge voksne kan dosis øges til 0,3 mg x 2 eller 0,5 mg. Der findes ikke studier af effekt eller bivirkningsprofil for hverken 0,3 mg eller 0,5 mg adrenalin i.m.
- Fjern eventuel udløsende årsag
- Anbring patienten i liggende stilling med eleverede ben, hvis den respiratoriske tilstand tillader det, eller anbring patienten siddende med løftede ben ved besværet respiration.
- Etabler frie luftveje
- Kald 112 og meld anafylaksi
Supplerende behandling efter vurdering (indledes i almen praksis eller ambulance)
- Ilt 5-10 l/min på maske
- i.v. adgang mhp. volumenerstatning ved cirkulatorisk instabilitet med hurtig indgift af isoton NaCl (krystalloid)
Børn < 25 kg: 10 ml/kg bolus (kan gentages x 6 den første time)
Voksne og børn ≥ 25 kg: 500 ml bolus derefter 1-2 l i.v.
Yderligere behandling (typisk på hospital)
- Behandling ved primært astmasymptomer
Inhalation beta2-agonist (fx Salbutamol inhalationsvæske)
Børn: 0,15-0,3 mg/kg (maks. 5 mg/dosis)
Voksne: 10 mg
- Antihistamin enkeltdosis (Clemastin)
Børn: 0,025 mg/kg i.m./i.v. (max 2 mg)
Voksne: 2 mg i.m./i.v.
- Steroid enkeltdosis (Methylprednisolon)
Børn: 2 mg/kg i.v. (max 80 mg)
Voksne: 80 mg i.v.
Profylakse
- Tydelig CAVE markering i patientens journal/FMK
- Spørg patienten før indgift af /recept på lægemiddel.
- Patienter med tidligere anafylaktiske reaktioner over for fødevarer og insektstik udstyres med adrenalin autoinjektor (bemærk dosis til voksne og børn ≥ 25 kg er 0,3 mg og til børn under 25 kg 0,15 mg). Grundig instruktion påkrævet.
- Adrenalin autoinjektor klar til brug ved allergen immunterapi.
- Ved allergen immunterapi injiceres langsomt med sikring af, at der ikke er etableret intravasal adgang.
- 10-15 min observationstid efter almindelig vaccination.
- 30 min observationstid ved subkutan allergen immunterapi, hvor ilt og sug iht. SST's anbefalingerne skal forefindes.
Henvisning og opfølgning
Patienten indlægges, hvis der har været behandlet med adrenalin selv om han/hun har rettet sig godt på behandlingen pga. risiko for protraheret shock/senreaktion. Transport til hospital bør ske med lægeledsagelse.
Voksne patienter med anafylaksi skal henvises via CVI til Klinik for Allergi (Allergisygdomme, Klinik 1; Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme), Gentofte Hospital.
For børn evt. til lokal børneafdeling eller til Afdeling for Børn og Unge, Herlev Hospital eller Børne-og Unge-Funktionen på Klinik for Allergi, Gentofte Hospital mhp. diagnostik, information og forebyggelsesråd.
Patienter med anafylaksi og risiko for fornyet anafylaksi (insektstiksallergi og fødevareallergi) skal udstyres med og have oplæring i brugen af adrenalin autoinjektor. Ved insektstiksallergi fastholdes autoinjektor til der er nået vedligeholdelsesdosis ved allergen immunterapi.
Godkendt i SFR for pædiatri og SFR for dermatologi og allergologi.
Overlægerne Lene Heise Garvey, Hans-Jørgen Malling og Kirsten Skamstrup Hansen, HGH.
Praksiskonsulenterne Niels Erik Møller HGH, Marike Møller NOH, Nikolaj Askjær HGH, Signe Vindfeld RH og Lene Agersnap AHH.
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.