Procedure for frasigelse af patienter
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Procedure for frasigelse af patienter i Almen Praksis i Region Hovedstaden
Som almen praktiserende læge kan man frasige sig patienter i henhold til Overenskomst om almen praksis § 16, stk. 1 eller § 17, stk. 1
Der gøres opmærksom på, at det ikke er muligt, at frasige i henhold til begge paragraffer i en frasigelse og det skal således fremgå af frasigelsen, hvilken af de to paragraffer du, som læge, ønsker at frasige patienten efter.
En § 16 frasigelse (tillidsbrud)
Der kan være tale om en frasigelse i henhold til § 16, stk. 1, hvis tillidsforholdet må anses for brudt i en sådan grad, at samarbejdet mellem patient og læge ikke længere er muligt.
En § 17 frasigelse (voldelig eller truende patient)
Der kan frasiges i henhold til § 17, stk. 1, hvis patienten udviser en direkte truende eller voldelig adfærd overfor lægen. En frasigelse i henhold til § 17, stk. 1 er tidsubegrænsede, mens frasigelser i henhold til § 16, stk. 1, er begrænset til en 5 årig karensperiode, hvor patienten ikke kan tilmeldes den frasigende læge.
Sagsbehandlingsforløb for frasigelser efter overenskomst om almen praksis
Frasigelser sendes til Sekretariat og Sundhedsjura via. sikker mail til frasigelser.center-for-sundhed@regionh.dk
- Frasigelsen skal sendes med sikker post. På Region Hovedstadens hjemmeside kan læses mere om fremsendelse af sikker post.
Det skal frasigelsen indeholde både ved § § 16 og 17 - frasigelse:
- patientens fulde navn og CPR-nr.
- begrundelse for den konkrete handling/årsager, der har ført til frasigelsen.
Sagsforløb for en frasigelse § 16 (om tillidsbrud) efter overenskomst om almen praksis:
Regionen, Center for Sundhed, træffer afgørelse om § 16-frasigelsen
Når afgørelsen er truffet, bliver der sendt et brev til patienten med anmodning om at kontakte bopælskommunen for at skifte læge med frist på 14 dage. Brevet indeholder en klagevejledning og en kopi af frasigelsen. Kommunen får besked ved kopi af brevet, da patienten skal vælge ny læge inden 14 dage, ellers skal kommunen tildele patienten en anden læge. En bekræftelse på afsluttet sagsbehandling sendes til praksis.
Sagsforløb for en § 17 frasigelse (voldelige eller truende patienter) efter overenskomst om almen praksis
Ved en § 17 frasigelse af patienter, skal der ske en høring af patienten med en 8 dages frist. Høringsbrevet indeholder en kopi af frasigelsen. Efter endt høring træffer regionen sammen med formanden for PLO-Hovedstaden afgørelse. Når afgørelsen er truffet, bliver der sendt et brev til patienten med anmodning om at kontakte bopælskommunen for at skifte læge. Brevet indeholder en klagevejledning. Kommunen får besked ved kopi af brevet, da patienten skal vælge ny læge inden 8 dage, ellers skal kommunen tildele patienten en anden læge. Den nye læge orienteres om årsagen til lægeskiftet. Praksis vil efter afgørelsen er truffet blive orienteret herom.
Gebyrfrit:
En frasigelse efter §§ 16 og 17 medfører et gebyrfrit lægeskift for patienten.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød